Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 215 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fædrus - Fæggeklit, -sund - Fægodko - Fægtekunsten

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hervieux, Les fabulistes latins [Paris
1893]).
A. B. D.

Fæggeklit, -sund, se Fegge.

Fægodko er især i Østerdalen i Norge den
sædvanlige Benævnelse paa en Lejeko for
Aaret. Navnet (af oldn. fégoðr, fuldgyldig) har sin
Grund deri, at Lejeren ved Lejetidens Udløb
ubetinget er pligtig til at levere Koen tilbage
i fuldgod Stand, ell. i alt Fald i samme Stand,
som han modtog den. Kan han ikke det, maa
han yde en anden lige saa god Ko i Stedet.
Han bærer saaledes Risikoen for enhver Ulykke,
som rammer Lejekoen i Lejetiden.
K. Ø.

Fægtekunsten er den Kunst at føre blanke
Vaaben til Angreb ell. Forsvar. Fægtning er
urgammel. Det er den simpleste og oprindeligste
Form for Kamp at gaa sin Modstander nær
ind paa Livet og angribe ham.

De gennem Tiderne almindeligst brugte
blanke Vaaben er af Enhaandsvaaben: Sværd (dog
ogsaa Tohaandsvaaben), Dolk, Daggert, Kaarde,
Pallask, Sabel og af Tohaandsvaaben:
Hellebard, Stridsøkse, Partisan, Esponton, Pike ell.
Spids, Lanse, Bajonet. Bl. disse Vaaben har
Sværdet og de deraf afledede Former altid
indtaget den fornemste Plads, og Fægtningen, som
Kunst betragtet, har altid været nøje knyttet
til dette Vaaben.

Det Sværd, der benyttedes af Oldtidens
Folkeslag, var kort og svært. Hos Grækerne og
Romerne var Klingen tveægget og spids, noget
smallere ved Fæstet og bredest paa det Sted,
hvor Spidsen begyndte; det var som Regel af
Bronze, Angelen omvikledes med Traad eller
Skind og dannede saaledes Fæstet. — Sværdet
var et Angrebsvaaben, som hverken Oldtidens
ell. Middelalderens Folkeslag tænkte sig
Muligheden af at benytte til Forsvar. Som
Angrebsbevægelse benyttedes Hugget, Grækere og
Romere dog tillige Stødet, der udsætter Angriberen
mindre og er farligere i sin Virkning.
Forsvarsopgaven overtoges af Dækmidler, saasom Hjelm,
Brynje, Benskinner, Skjold o. l., ell. man søgte
at undvige Modstanderens Angreb. Størst Rolle
spillede dog Skjoldet, der sattes skraat imod
Angrebet, saa at dette gled af derpaa.

Højest naaede F. i Oldtiden hos Romerne, der
saavel, i Hæren som paa Gladiatorskolerne
udviklede den til en Fuldkommenhed, der først
genfindes i den nyere Tid. — De unge Soldater
og Gladiatorer indøvedes enten med Stokke i
indbyrdes Kamp ell. med tunge Vaaben mod
Pæle, som de skulde ramme paa bestemt
angivne Steder uden at blotte sig selv.
Gladiatorerne indøvedes desuden i Brugen af forsk.
andre Vaaben, saasom Dolk, Trefork, Net o. l.
— Den høje Vaabenkultur forfaldt imidlertid
sammen med Romerriget.

Middelalderens lovløse Tilstande gjorde det
til en Nødvendighed for saa godt som enhver
vaabenfør Mand at være rustet til Kamp; men
Vægten lægges i denne Tidsperiode ikke paa
en Udvikling af Angrebsteknikken, men
derimod paa en videre Udformning af Oldtidens
Dækmidler, der efterhaanden fører til
Rustningens Indførelse. Til Trods for at Tiden er
krigersk, og der sættes stor Pris paa Turneringer
og Ridderspil, bliver det for F. en Stilstandsperiode;
thi imod en pansret Ridder hørte al
Fægtekunst op, hans Rustning maatte enten
knuses ved Hug af tunge Vaaben, eller han
maatte med Lansen stødes af Hesten ell. væltes
omkuld, hvorefter Sværd og Dolk søgte ind
mellem Rustningens Plader. Det er den brutale
Skoles — Tohaandssværdets — Blomstringstid.
— Ogsaa de mindre bemidlede Borgere i
Fastlandets Byer slutter sig i den senere
Middelalder i nødvendigt Selvforsvar imod de
røveriske Riddere o. a. sammen i
Vaabenbroderskaber (Marksbrødrene i Frankfurt,
Veitsbrødrene i Prag, Skt Mikaelsbrødrene i Gent o. s. v.),
hvor man søger at bøde paa Manglen af den
kostbare Rustning ved en forøget Vaabenfærdighed.
Der opstaar rundt i Byerne Skoler og
Fægtesale, der bliver Arnesteder for den
moderne F., og da Skydevaabnene faar Overtaget
over Rustningerne, maa Ridderen gaa i Lære
hos Borgeren. Samtidig sker i Bevæbningen en
Ændring henimod lettere Sværd typer.

Fig. 1

Selv om Forholdene i Slutningen af
Middelalderen bliver roligere og mere ordnede, og
man overlod Krigshaandværket til
Soldaterstanden, saa var Grundtonen i Samfundet dog
krigersk og Interessen for F. stor, man bar sin
Kaarde ved Lænd, den sad løst i Skeden og
afgjorde de fleste Trætter. Duellerne florerer,
og F.’s Udvikling begynder. — Det synes først
at have været Spanien, der gik i Spidsen for
Udviklingen, senere overtager den ital. Skole
Føringen, og igennem denne Skoles Litt. kan
Udviklingen nu følges. Den første Fægtebog af
Bet. er Opera nova di Achille Marozzo,
Bolognése, Mastro generale del’armi. Mutinæ 1536, og
den viser os F.’s Standpunkt ved Slutn. af
Middelalderen. — Vaabnet, der benyttes, er
»Rappieren«; hvis Klinge er flad, tveægget og
lige, c. 1 m lang. Fæstet er korsformet,
Pegefingeren griber om Tværstangen, denne Finger
beskyttes af en Kurv, et stiliseret Skræppeblad
o. l. Marozzo benytter over en Snes baade ved
Form og Navn højst besynderlige Dækstillinger;
I Overgangen fra den ene til den anden kræver
stor Hurtighed og Behændighed, idet hvert
Angreb udføres fra sin Dækstilling. Offensiven
bestaar af simple Hug og et enkelt Stød mod
Modstanderens Øje. Angrebet føres frem ved
et saakaldt passe d. v. s. en Fremadbevægelse
af bageste Fod til i Højde med ell.; forbi
forreste. Defensiven bestaar i Undvigen af
Modstanderens Angreb, Modhug (benævnet Parade)
ell. Opfangeise af Angreb ved Hjælp af venstre
Haand (Arm), der er forsynet med Skjold,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>