Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fyrkasse - Fyrmester - Fyrrebladhvepse - Fyrrebrænde - Fyrreharpiks - Fyrrelav - Fyrrenaalsbad - Fyrrenden - Fyrrespinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fyrkasse (Fyrboks, Ildkasse) kaldes
den indre Del af en Lokomotivkedel, som
umiddelbart omslutter Ildstedet; dens Form er
rektangulær med afrundede Hjørner, og den
samles ved Hjælp af enkelte ell. dobbelte
Nitterækker af 3 Plader, nemlig de to
lodretstaaende: Dørpladen (med Fyrhullet) bagtil og
Rørvæggen fortil, hvori Kedelrørene
indvalses, samt Svøbet, der — forbindende de
to førstnævnte Plader — er bukket saaledes, at
den danner F.’s to lodrette Sidevægge og det
vandrette, mellemliggende, som Regel flade
Dæk. F.’s Bund mangler, idet Risten er
anbragt paa dens Plads (se i øvrigt under
Lokomotiv). Som Materiale anvendes i Europa —
trods dets forholdsvis ringe Brudstyrke —
fortrinsvis Kobberplader af indtil 30 mm’s
Tykkelse p. Gr. a. dette Metals Bøjelighed og store
Varmeledningsevne, medens de amer.
Lokomotivers F. oftest er forfærdiget af Staalplader
af en meget ringere Tykkelse end den, der
bruges ved Kobberfyrkasser.
G. K.
Fyrmester, se Fyrvæsen.
Fyrrebladhvepse. (Illustr. se farvetrykt
Tavle »Forstinsekter«, Fig. 30—33). De hidtil i
Danmark fundne F. indskrænker sig til
Slægterne Lyda og Lophyrus; af førstnævnte er der
fundet 3 Arter paa Fyr, af sidstnævnte 5. Bl.
Lyda-Arterne maa Opmærksomheden særlig
henledes paa L. arvensis, der pludselig og mod
al Forventning er optraadt som et af de
nordiske Landes allerskadeligste Skovinsekter. I
Tyskland er det Arten L. stellata, der er
optraadt mest skadelig; den er endnu ikke sikkert
paavist i Danmark. Mellem Lophyrerne maa
særlig L. rufus og L. pini nævnes. (Se i øvrigt
Bladhvepse og Forstinsekter.
Foruden den der nævnte Litt. henvises til H.
Borries, »Naaletræernes Bladhvepse« Entomol.
Medd. 1896).
C. W.-L.
Fyrrebrænde bruges i stor Udstrækning og
indføres til Danmark fra Sverige og Finland.
Brændeværdien kan svinge meget, idet
Varmeevnen (Bøg = 1) kan ligge mellem 0,5 og 1,2,
efter som Veddet er mere ell. mindre
harpiksrigt og tætbygget.
C. V. P.
Fyrreharpiks, alm. Harpiks, er den Art
Harpiks, der indeholdes i den fra en Mængde
Naaletræer stammende Terpentin. Denne
er en Art Balsam ɔ: en Opløsning af Harpiks
i en æterisk Olie, i det foreliggende Tilfælde
Terpentinolie, og ved dennes
Afdestillation, alene ell. med Vanddamp, bliver den egl.
F. tilbage. Til Fremstilling af F. opsamles den
Terpentin, der enten frivillig ell. ved kunstig
gjorte Indsnit flyder ud af Træerne, idet man
enten lader denne samle sig uden paa Træet,
hvorved den bliver temmelig haard, idet en Del
Vand fordamper, og en Del af Olien iltes til
Harpiks, ell. man opsamler den i flydende
Tilstand og forarbejder den videre. Den stivnede
Terpentin gaar i Handelen under Navn af
Raaharpiks, Galipot, Barras og bestaar af
Krystaller af Abietinsyre, indesluttede i
en amorf Grundmasse. Den danner
uregelmæssige hvide til brune Klumper, blandede med
Sand, Jord og Træstumper, er i Beg. blød, men
bliver efterhaanden p. Gr. af Oliens fortsatte
Iltning til Harpiks haard og sprød. Den kan
renses ved Smeltning med Vand og Filtrering
og danner da den saakaldte
Burgunderbeg, Burgunderharpiks, hvid Beg
ell. hvid Harpiks, der indeholder indtil c.
10 % Vand og c. 10 % Terpentinolie. Et lign.
Produkt som den hvide Harpiks, men med
mindre Indhold af Vand og Olie, er den saakaldte
kogte Terpentin, der faas, naar man for
at indvinde Terpentinolien destillerer
Terpentinen med overhedede Vanddampe. Fortsættes
Destillationen, til al Olien er fordampet, og
smeltes Resten derpaa saa længe under
Omrøring i aabne Kedler, til alt Vandet ogsaa er
fordampet, faas den egentlige F.,
Kolofonium; denne kan ogsaa fremstilles ved
fortsat Opvarmning af den hvide Harpiks, men
bliver paa denne Maade oftest meget mørk. Den
er klar og sprød, men bliver allerede ved
forholdsvis ringe Varme klæbrig; Farven er lys
til mørkebrun efter Raamaterialets
Beskaffenhed og den ved Fremstillingen anvendte
Varme; Brudet er glinsende, Vægtfylden er
1,07—1,09, og Massen er opløselig i Alkohol, Æter,
Svovlkulstof og æteriske Olier, men uopløselig i
Vand. Tidligere kom næsten al F. fra Frankrig,
Østerrig og Tyskland, men nu eksporteres den
i saa stor Mængde og saa billigt fra
Nordamerika, at den europ. Produktion stadig er i
Aftagende. Stor Anvendelse har F. p. Gr. a. sin
Evne til at danne Salte, Resinater, med
Alkalierne, de saakaldte Harpikssæber.
Disse bruges dels i stor Mængde til Indblanding
i alm. Sæber, dels ligeledes i meget betydelig
Mængde til Limning af Papir. Resinater af
Bly og Mangan benyttes som Sikkativ. Endv.
benyttes F. til Fremstilling af Segllak og
Flaskelak, til ringere Sorter Spirituslak, til
Ildtændere, til Bryggerbeg (se Beg) o. a. Ved
Destillation af F. faas Harpiksolie, der
bestaar af en Blanding af forsk. Kulbrinter, og
som ved brudt Destillation kan deles i forsk.
Kvaliteter. Den alm. forekommende Olie er en
tykflydende gulbrun Vædske med en svag blaa
Fluorescens, der dog kan bringes til at
forsvinde ved Behandling med Lud og Omdestillation.
Olien finder betydelig Anvendelse til
Fremstilling af Vognfedt, idet den koges med
Kalk, hvorved den danner en som Smørelse
brugelig Emulsion. Endvidere benyttes den til
Bryggerbeg, til Blanksværte, Lak og som
Erstatning for (oftest Forfalskning af) Linolie
o. a. fede Olier.
K. M.
Fyrrelav, d. s. s. Evernia.
Fyrrenaalsbad, se Bad, S. 490.
Fyrrenden, Lille Bælt, smalt og krumt
Sejlløb mellem Baagø og Aarø. Dybden i Midten
af Renden er 7—11 m.
G. F. H.
Fyrrespinder (Gastrōpacha pīni) er en af
Fyrreskovenes værste Fjender, der heldigvis
endnu aldrig er optraadt særlig skadelig i de
nordiske Lande, men her overalt er et sjældent
Insekt; i Tyskland derimod er betydelige
Strækninger blevne hærgede af det; en meget stor
tysk Litt. foreligger om dette farlige Insekts
Angreb. Sommerfuglens Farve er meget forsk.
Hoved, Bryst og Forvinger i Alm. brungraa,
sidstnævnte med mørkebrune Tværstriber,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
