Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dækkede af talrige, rødbrune Knopskæl;
Endeknoppen er størst, Sideknopperne alle
samlede i en Krans umiddelbart under den.
Aarsskuddet udvikler sig hurtig til omtr. fuld
Længde og Tykkelse, endnu før Naalene er
udvoksne (se Fig. 2), og bestaar af Putter korte
Stængelstykker; det holder sig ret, men er i
Beg. blødt og skørt. De unge Grene er i Beg.
grønne, senere mat brungraa og, efter at
Naalene er faldne af, helt ru af de nedløbende
Bladår. Grenevinklen er straks spids, men
bliver i Alm. ret; yderst kan Hovedgrenen bøje
sig noget nedad, men de enkelte Kviste er
opadrettede; Grenene har ofte en kroget,
uregelmæssig Vækst; af Dværggrene findes ikke
andre end dem, der bærer Naalene, og de lever
kun 2—4 Aar. Stammen er, under gode
Forhold, ret og udelt højt op i Kronen (Fig. 9),
jævnfør og grenfri; paa fladgrundet Jord, i
uheldigt Klima, ell. naar Topskuddet tager
Skade, bliver Stammen dog ofte kroget og
uregelmæssig. Roden er en udpræget Pælerod, som
allerede i det første Aar kan naa over 0,3 m
ned, og som i en Aarrække, naar den forbliver
ubeskadiget, kun udvikler smaa Siderødder;
disse bliver senere meget mere fremtrædende,
saa det hele Rodsystem bliver kraftigt og
dybtliggende; dette gælder dog kun paa dybgrundet,
skør Jord; paa leret, vaad ell. fladgrundet Jord
holder Rødderne sig i Overfladen. Barken
paa Stammen er i Ungdommen blegt brungraa
og ru, senere lystgulligrød med affaldende,
papirtynde Skæl og paa den nedre Halvdel af gl.
Træer graa, tyk, uregelmæssig furet af dybe
Længderevner. Veddet er straks efter
Fældningen gulhvidt, men efterhaanden som det
bliver tørt, viser der sig en brunrød Kerne, idet
dog den vedblivende lyse Splint altid danner et
bredt Bælte udenom; Marvrøret er stort;
Veddets Vægtfylde oftest 0,52, men den kan svinge
stærkt; Veddet er blødt, let spalteligt,
bærekraftigt og. særlig i Kernen rigt paa Harpiks. I
den enkelte Aarring er det faste Sommerved
bredt, tydelig afgrænset ogsaa mod det
tilhørende Foraarsved, Harpikskanalerne meget
store og tydelige, især i Sommerveddet;
Marvstraalerne fine, dannede dels af eet, dels af faa
Lag Celler.
Skovfyrren blomstrer samtidig med
Løvspringet, som i Danmark finder Sted i Slutn. af
Maj, længere mod N. noget senere; det gule
Støv udvikles i saadanne Mængder, at det kan
falde ned som »Svovlregn« og helt dække Søer
o. l.; Frøet modnes det andet Efteraar, men
først henimod det flg. Foraar falder det ud af
Koglerne. Ved Spiringen løftes Frøskallen
op over Jorden, idet Kimbladenes Spidser
vedbliver at være samlede i den, indtil al
Frøhviden er forbrugt. Under gode Forhold begynder
Planten tidlig at vokse stærkt, og
Højdevæksten er tiltagende indtil omtr. det 20.
Aar, da den kan være over ½ m om Aaret;
derefter holder den sig, især paa dybgrundet og
ikke meget mager Jord, svagt dalende til c. 60
Aars Alder, men bliver derefter ringe, hvilket
viser sig ved, at den tidligere spidst
kegleformede Krone begynder at blive afrundet; Træet
naar sjælden en Højde af 30 m, oftest meget
mindre. Stammen kan blive temmelig tyk,
idet Levealderen er høj, henimod 500 Aar, men
Tykkelsevæksten er dog meget ringe allerede
fra den 150. Aar. Paa det unge Træ sidder
Grenene skarpt adskilte i Kranse; i Kronen paa det
ældre Træ bestaar hver Krans af færre Grene,
nogle af dem dør, medens enkelte udvikler sig
stærkt, hvorved den regelmæssige Kransstilling
udviskes. Enkeltstaaende kan Skovfyrren bære
Frø inden det 15. Aar, i sluttet Bevoksning
derimod først ved det 30. Aar. Rige Frøaar
kommer med temmelig korte Mellemrum, og ofte er
der noget Frø hvert Aar, saa man kan se 3
Aargange Kogler paa samme Træ: de nylig
befrugtede røde, de umodne grønne og de aabne,
tomme, brungraa Kogler; Skovfyrren har ingen
Evne til at forynge sig selv paa anden Maade
end ved Frø, men dette spredes p. Gr. a.
Vingen stærkt og spirer let, saa den har stor Evne
til at kolonisere. Af alle danske Træarter er
derfor ogsaa Skovfyrren en af dem, der først
(sammen med Birk og Asp) har dannet Skov i
Danmark, hvor den antages at have været
stærkt fremherskende i lang Tid. I Kampen
mellem Træarterne er den imidlertid
bleven fortrængt af den mere skyggetaalende
Eg, men ogsaa hensynsløs Hugst har medvirket
til, at den endog fuldstændig forsvandt som
Skovtræ, sidst (vistnok i 17. Aarh.) i
Nordjylland og paa Øerne i Kattegat. Derefter blev
den sammen med Danmarks andre nu alm.
Naaletræer indført c. 1765 fra Tyskland, saa alt,
hvad der nu haves af Skovfyr, er kultiveret
enten paa ubevokset Areal ell. som Afløsning af
anden Bevoksning.
Skovfyrren er et udpræget Lystræ, som selv i
den tidligste Ungdom nemmes følelig af
Skygge og paa den anden Side straks kan taale
fuldt Lys. Den lider i Danmarks Klima ingen
Skade af Frosten, hverken Foraar ell.
Vinter. Ligeledes er den ved sin dybtgaaende Rod
forholdsvis godt sikret mod skadelig Tørke
om Sommeren; derimod har man ment, at
Naalefald skulde kunne fremkaldes om Foraaret
af varmt, tørt Vejr paa en Tid, da Jorden var
for kold, til at Roden kunde optage Vand. Det
er sjældent, at Blæsten vælter Skovfyrren,
hvorimod den svækker Højdevæksten stærkt, ja
kan tvinge Skovfyrren til at blive helt krybende,
især paa mager, fladgrundet Jord. Skovfyrren
maa kaldes nøjsom over for Jordbunden,
naar denne blot er skør og dybgrundet, men
saavel det enkelte Træs Størrelse som hele
Bevoksningens Vedmasse stiger dog med Jordens
Indhold af Næringsstoffer; endvidere er
Skovfyrren snarest følsom over for Jordens fysiske
Egenskaber, idet stift Ler, Grundvand, Al, Sten
o. l. medfører, at Højde og Stammeform bliver
ringe. — Af Fjender har Skovfyrren mange,
og nogle af dem kan optræde meget voldsomt.
Hjortevildt bider de ny Skud, fejer
Planterne og skræller Barken af unge Træer. Af
Gnaverne kan baade Egernet og Musene
skade ved at æde Barken, det første i Toppen
af Træer, de sidste ved Grunden af Planter.
Frøædende Fugle, især Finker, efterstræber
ivrig det udsaaede Frø, medens Spætter og
Korsnæb angriber Koglerne ofte i grøn Tilstand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
