Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fugleedderkopper - Fuglefangst - Fuglefjelde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Munding; enkelte Former siges hver Nat at spinde
et Spind foran Reden og atter ødelægge det
hver Morgen. I Tiden, hvor de har Æg, lukkes
ofte Reden komplet, og de kommer da i længere
Tid ikke ud. Som Unger bygger begge
Køn disse Reder; naar det kønsmodne Stadium
indtræder, synes Hannen at høre op hermed
og fører da efter Sigende et Huleliv hos Hunnen.
Under normale Forhold bygger en Hun
kun een eneste Rede, idet den, alt som den
vokser, stadig gør Gangen højere og længere,
samtidig med, at den øger Rørets Diameter.
Hos en nærstaaende Slægt, Nemesia, er
Yderlaaget kun tyndt oblatagtigt, men der findes
da paa et bestemt Sted, der, hvor en Sidegang
gaar ud, et tykkere stærkt Lag, der paa
forskellig Vis og ved en meget sindrig Mekanisme
er til at holde lukket indefra. Disse Laag er
af stor Bet. for Edderkopperne. Ved dem søger
de nemlig at stænge for Vejhvepsene (Pompiliderne)
(se Gravhvepse), der opsøger dem
i deres Gange for at paralysere dem. Alle
jordgravende Edderkopper er gennemgaaende
tropiske Former; enkelte naar op i Sydengland
og Nordfrankrig. Til den sidste Familie
Atypidæ hører en mellemeuropæisk Art, Atypus
piceus, der spinder sig et med Silke udforet Rør
i den løse Skovmuld. Spindet fortsætter sig ud
ad Jorden, langs denne, sammenspundet med
de omgivende Plantedele. (Litt.: Audoin,
Observations sur la structure du nid de l’Araignée
pionnière. Ann. de la soc. ent. France [II,
1833]; Simon, Hist. nat. des Araignées [Paris
1892]; Bergsøe, »Fra Mark og Skov«, 1. Udg.
2. Bd [1891]).
C. W.-L.
Fuglefangst. Denne sker for Rovfuglenes
Vedk. i de saakaldte »Høgebure« og drives
hovedsagelig paa store Godser for at skærme
Fasaner o. a. Fuglevildt for Efterstræbelse. Hist
og her anvendes ogsaa Sakse, der anbringes
paa fritstaaende Pæle paa Marker og Skovhegn.
Til de mindre Skovfugle af Finke- og Dompapslægten,
som det efter Jagtloven kan tillades
bestemte Personer i Tiden fra 1. Novbr til 1.
Jan. at indfange paa egen Jagtgrund, bruges
i Alm. Slaggarn ell. Limpinde. Brugen af
Vildtsnarer og Doner er forbudt. Til Indfangst af
Agerhøns (til Udsætning i vildtfattige
Distrikter) — hvortil Indenrigsministeriet
undtagelsesvis kan meddele Tilladelse — anvendes
Hønsegarn, der er indrettet som en alm. Ruse,
og hvori Flokken drives. Ogsaa Trækkegarn,
der trækkes hen over Flokken, kan
benyttes. Til Indfangst af Fasaner og Graaænder
benyttes lave Tremmebure, hvis Døre, ved at
Fuglene løber paa for at komme ind til det i
Buret anbragte Lokkekorn, lader sig aabne
indefter, men ikke udefter.
S. F.
Fuglefjelde, Fuglebjerge, kaldes ned i
Havet gaaende Klipper, beboede af Kolonier af
Svømmefugle. Paa den nordlige Halvkugle,
hvor F. forekommer i størst Mængde,
findes de langs Kysterne af Atlanterhavet og
Stillehavet fra de tempererede Egne saa
langt mod Nord, som der overhovedet er
aabent Vand om Sommeren. I Europa findes
de sydligste (kun sparsomt beboede) F. ved
Portugals Kyster, enkeltvis langs Frankrigs
Kyst; paa Helgoland og Bornholm fandtes
tidligere smaa F., men deres Tid er sikkert forbi.
I det vestlige Norge, særlig i de nordlige Egne,
og langs Kysterne af Storbritannien findes
talrige F. Færøerne rummer dem vel i større
Mængde end noget andet Omraade af samme
Størrelse; paa Island findes mange, ligeledes
langs Grønlands Vestkyst og de overfor
liggende Dele af Nordamerika. Langs Ruslands
og Asiens Nordkyster findes F. paa passende
 |
| Fig. 1. Fuglefjeld med Keder (Larus tridactylus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
