Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient / 123 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fugle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sangsvanen f. Eks. saaledes, at det skyder en stor
Bugt ned i den hule Brystbenskam. Saadanne
Afvigelser findes gerne hos F. med en særlig
kraftig Stemme. Hvor Luftrøret deler sig
(Bifurcaturen) i de to Grene, Bronchier, en til
hver Lunge, findes det egl. Stemmeorgan, det
nedre Strubehoved, Syrinx. Hos
Spurvefuglene, de egl. med Sangstemme begavede
F., er Bygningen saaledes, at nederste
Luftrørsring er ret stor, i sit Indre har en
Skillevæg forfra bagtil, overtrukket med en lidt
fremragende Slimhindefold, der sammen med de
ndf. omtalte Folder danner de egl. Stemmelæber.
I Bronchiegrenene er Bruskringene kun
Halvringe, medens der paa den mediale Side
er Slimhinde, paa de øverste Ringe forsynet
med en ell. to fremspringende Folder og 4 Par
smaa Muskler, de indvendige Sangmuskler. Paa
den udvendige Side af de øverste Bruskhalvringe
hæfter sig de egl. Sangmuskler, 6—7 paa
hver Side, udspringende længere oppe paa
Luftrøret. Medens Stemmen frembringes ved, at
Luften blæses ud mod de omtalte Stemmelæber,
fremkommer de talrige forsk. Toner ved, at
Sangmusklerne hæver og sænker de øverste
Bronchieringe. Efter Sangmusklernes Tal og
den Maade, hvorpaa de hæfter sig til
Bruskringene, deles Spurvefuglene i Oligomyodæ,
Polymyodæ, Acromyodæ, Mesomyodæ o. s. v.
Hos de øvrige Fugleklasser er Bygningen af
Syrinx simplere og Tallet af Sangmuskler
færre, men Forholdene varierer overordentligt.
— Naar Bronchierne gaar ind i Lungen,
mister de Bruskringene, deler sig i nogle Grene,
der gaar gennem Lungen og afsætter Sidegrene,
der atter forgrener sig, saa hele Lungen bestaar
af et fintmasket Net af Hulrum, omspundet med
Haarkar, der optager Ilt fra Luften og afgiver
den forbrugte Kulsyre. Lungerne er temmelig
smaa, ligger i Hulheden mellem Hvirvelsøjlen
og Ribbenene, ofte med tydeligt Indtryk af
disse. Knyttet til Lungerne er Luftsækkene,
Organer, der er særegne for F. Nogle
Luftrørsgrene, 5 i alt, træder ud af Lungernes
Overflade og fortsætter sig i en af en ganske tynd
Hinde bestaaende Sæk, der kan udspiles
betydeligt. Der findes paa hver Side en Sæk, der
lægger sig omkr. Luftrøret; en anden ligger
mellem Nøglebenene, to i Brysthulen, og en, langt
den største, gaar ned i Bughulen. Luftsækkene
sender Forlængelser dels ind i en Del af
Knoglerne, dels ind mellem Musklerne og de
indvendige Organer og dels ud under Huden;
Anordningen saavel af Sækkene som af deres
Forlængelser er højst forsk. Hvortil
Luftsækkene tjener, har været meget omstridt; man
har ment, at de, da Lungerne er saa smaa, skal
supplere disses Virksomhed med at ilte Blodet,
men Luftsækkenes Bygning udelukker Tanken
herom. At Sækkene ved at fyldes med varm
Luft skulde gøre F. mindre vægtfyldig og
derved lette Flyveevnen, er urimeligt, en anden
Ting er derimod, at f. Eks. en Fyldning af de
store Luftsække under Huden i væsentlig Grad
kan forøge F.’s Omfang og derved formindske
dens Vægtfylde. Sandsynligst er det vel, at
Luftsækkene tjener som et Slags
Reserveluftbeholdere, der kan komme til Anvendelse under
Dykning, hurtig Flugt ell. ivrig Sang. — Selve
Aandedrætsmekanismen foregaar saaledes, at
Brystbenet ved Muskelvirkning fjernes fra
Hvirvelsøjlen, hvorved Brystkassen udvides, og
Lungen kommer under lavt Tryk, saa at Luften
suges ind i den.

Fordøjelseskanalen bærer ogsaa
tydelige Spor af F.’s særlige Omdannelse.
Tænder mangler fuldstændig hos alle Nutidsfugle,
hvorfor Føden ikke kan undergaa nogen
Behandling i Mundhulen. Rovfuglene kan med
Næbbet sønderdele deres Føde, Papegøjer og
Finker knuser haardskallede Frø. Spytkirtler
findes vel nok i Mundhulen, men Føden blandes

Fig. 8. Duens Fordøjelseskanal. 1 Kro. 2 Kirtelmave. 3 Muskelmave. 4 Tyndtarm. 5 Bugspytkirtel. 6 Lever. 7 Blindtarm. 8 Endetarm. 9 Milt.

kun i ringe Grad med Spyttet. I Bunden af
Mundhulen ligger Tungen, der tjener som
Føle- og Smagsorgan, undertiden som
Gribeapparat; den støttes af Tungebenet, hvis 2
Forlængelser, »Hornene«, gaar bagtil under
Hovedet og bøjer op om Kraniet. Tungen er yderst
forsk. udviklet efter dens Formaal. Den kan
næsten mangle som hos Isfuglene, være
overordentlig udviklet som hos Andefugle og
Papegøjer (hvis kødfulde Tunge udgør Grundlaget
for deres Taleevne); hos Kolibrierne er Tungen
et rørformet Sugeapparat, hos Spætterne spids
og hornagtig, ret kort, men p. Gr. a. det lange,
stærkt bevægelige Tungeben i Stand til at
slynges ud af Næbbet og bruges til Fangst af
Insekter. — Da Føden sluges hel (Uglen sluger
mindre Pattedyr, Maager ret store Fisk), er
Spiserøret stærkt udvideligt; hos en Del
F. er det paa en Strækning udvidet til en
Kro, hvor Føden foreløbig opbevares (som hos
Rovfugle) ell. undergaar en Opblødning (som
hos Fugle, der lever af haardt Frø, f. Eks.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>