Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Friedmann, Alfred - Friedmann, Sigwart - Friedreich, Nikolaus - Friedreichs Sygdom, Friedreichs Tabes, heriditær Ataksi - Friedrich, Johann - Friedrich, Kaspar David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Doktorgraden i Zürich; levede senere i Wien
og Berlin. Han har udg. en lang Række lyriske
Digte, der især udmærker sig ved formel
Behændighed — f. Eks. »Gedichte« (1882) og
»Lieder des Herzens« (1888) — Idyllerne
»Biblische Sterne« (1876) og et komisk episk Digt
»Feuerprobe der Liebe«. Fremdeles Romaner og
Noveller (»Zwei Ehen«, »Schnell reich« og
»Lebensmärchen«) og Dramaet »Don Juans letztes
Liebesabenteur« (1891).
C. B-s.
Friedmann [↱fri.tman], Sigwart, tysk
Skuespiller, f. 25. Apr. 1842 i Budapest, d. 1916.
F. skulde egl. have været Købmand, men under
hans Uddannelsesaar i Wien blev Lysten til at
gaa til Scenen uovervindelig. Da den berømte
Dawison fik Interesse for ham, jævnedes Vejen
for ham, og 21 Aar gl debuterede han i Breslau.
I den næste Menneskealder, indtil han 1892 trak
sig tilbage, udøvede F. som Karakterfremstiller
en stor Virksomhed ved forsk. Scener
(det kgl. Skuespilhus i Berlin, Stadtteater
i Wien under Laube, Stadtteater i Hamburg)
og var 1883 en af Grundlæggerne af Deutsches
Teater i Berlin. Med original og vægtig
Fremstilling har han løst saadanne Opgaver som
Richard III, Hamlet, Shylock, baade Othello
og Jago, Franz Moor, Bolz i Freytag’s Lystspil
»Die Journalisten« og Karakterrollerne i
Anzengruber’s Folkeskuespil. F. har udgivet
1 Bd Erindringer. (Litt.: Laube, »Das Wiener
Stadttheater« [Leipzig 1875]).
C. B-s.
Friedreich [↱fri.dra^iк], Nikolaus, tysk
Læge (1825—82), studerede i Würzburg og
Heidelberg og promoveredes 1850. Privatdocent
1853 med Skriftet »Beiträge zur Lehre von den
Geschwülsten innerhalb der Schädelhöhle«.
Han var Elev af Kölliker, indtil Virchow kom
til Würzburg 1849, og skrev i denne Periode
sammen med Gegenbaur en anset Afh. om
Axolotlens Kranium. Senere arbejdede han under
Virchow, men da denne 1857 blev Prof. i
Berlin, udnævntes F. til ekstraordinær Prof. i
patologisk Anatomi og 1858 til ord. Prof. i
Patologi og Terapi, samt til Direktør for den med.
Klinik i Heidelberg, Stillinger, han havde til sin
Død. Hans Læreres Indflydelse paa hans
Undersøgelsesmetoder kan ses i de talrige Afh.,
han offentliggjorde i »Würzburger Verhandlungen«
og »Virchows Archiv«. Desuden skrev han
Monografien »Die Krankheiten der Nase, des
Kehlkopfes, der Trachea, der Schild- und
Thymusdrüse« (1858), »Die Krankheiten des Herzens«
(1861, fl. Opl.). Til denne slutter sig Afh.
om Venepuls, Symphysis cardiaca m. fl. og
»Physikalische Untersuchungen der Blutgefässe«
(1881). Ogsaa som Neurolog har F. skrevet
grundlæggende Værker: »Ueber degenerative
Atrophie der spinalen Hinterstränge«
(»Virchows Archiv«, 1862); »Ueber Ataxie mit
besonderer Berücksichtigung der hereditären Formen«
(smst.) og »Ueber progressive Muskelatrophie,
über wahre und falsche Muskelatrophie«
(1873). Om F.’s Sygdom, se ndf.
J. S. J.
Friedreichs Sygdom [↱fri.dra^iкs-],
Friedreichs Tabes, hereditær Ataksi,
hører til de saakaldte familiære Nervesygdomme.
Den skyldes en paa arveligt Grundlag
optrædende Lidelse af forsk. Baner i Rygmarven.
F.’s S. begynder snigende i Barndommen ell.
den tidlige Ungdom. Dens væsentligste
Symptomer er en stadig tiltagende Usikkerhed ved
Gangen, ved Armenes Bevægelser og Talen.
Undertiden kan hertil slutte sig Lamheder og
Deformiteter i Leddene, i sjældne Tilfælde
Blindhed. Sygdommen er næsten altid
uhelbredelig.
K. H. K.
Friedrich [↱fri.dreк], Johann. Fører for
Gammelkatolicismen, f. 1836 i Poxdorf. Hans
Virksomhed er knyttet til München, hvor han blev
Præst 1859 og ekstraordinær Prof. 1865. Da det
vatikanske Kirkemøde 1869—70 stundede til, blev
han, der som Döllinger’s Lærling var en stærk
Modstander af Ufejlbarhedsdogmet, sendt til Rom.
Hans »Tagebuch, geführt während des vatik.
Konzils« (2. Opl. 1873) er en af de vigtigste
Kilder til Kirkemødets Historie. Da nu
F. vægrede sig ved at anerkende det ny Dogme
om Pavens Ufejlbarhed, blev han 17. Apr. 1871
ekskommuniceret tillige med Döllinger. Han
deltog nu ivrig i den gammelkatolske Bevægelse,
var med til at grunde det gammelkatolske
teol. Fakultet i Bern 1874, men blev
omsider af det ultramontane Parti trængt ud af
sin Stilling i Münchens teol. Fakultet og maatte
flyttes over i det filos. Bl. hans talrige Skrifter
nævnes: Documenta ad illustrandum concilium
Vaticanum (2 Bd, 1871), »Kirchengeschichte
Deutschlands« (2 Bd, 1867—69), »Geschichte
des vat. Konzils« (3 Bd, 1877—87), »Ignaz v.
Döllinger« (3 Bd, 1899—1901).
(J. P. B.). A. Th. J.
Friedrich [↱fri.dreк], Kaspar David, tysk
Landskabsmaler, f. 5. Septbr 1774 i Greifswald,
d. 7. Maj 1840 i Dresden. Han malede først
hjemme under Universitetslæreren Quisdorf,
studerede derefter fra 1794 ved Akademiet i
Kbhvn, senere i Dresden, hvor han 1817 blev
Akademilærer. Traditionen fra dansk Skole og
Samlivet i Dresden med den norske Maler C. C.
Dahl, der ogsaa var oplært i Danmark og stod
Eckersberg nær, blev bestemmende for hans
Kunst; gennem F. (og Hamburg-Skolen) fik
dansk Kunstsyn Indpas i tysk Maleri. Af
Samtiden skattedes han som den romantiske
Maler, der med tungsindig Grundtone malede
fantasirige, blege Maaneskinsbilleder, dystre
Bjerglandskaber med Kors paa Toppen (»Kors paa
Bjerget«, Privateje i Tetschen) o. l. Efter
Slægtsaldres Forglemmelse er hans Kunst atter
kommet i Kurs, kunsthistorisk ved det paa een
Gang jævne og stemningsfyldte, han tilførte tysk
Kunst Nord fra (i Modsætning til Datidens
Rutine-Vedutter og rytmisk komponerede Ideallandskaber
en naturlig og sand Landskabsopfattelse),
kunstnerisk ved den stemningsbaarne — i
Datidens Kunst nye — Forening af den
virkelighedsfine Interesse for Enkelthederne
og det ideale og storladne Helhedssyn, en
Natursymfoni i Sandhed og Aand; ængstelig og forsigtigt
skaber han ny Værdier for Kunsten med sine
fine Gengivelser af Lysets Virkning. Hans Kunst
rummer den store gribende Stemning, samtidig
med, at den i Gennemførelsen er sobert
tegnende, indtil det stive og nøgterne. Kendte
Arbejder: i Dresden Mus.: »To Mænd betragtende
Maanen«, »Kæmpehøj« og »Hvile under Høhøsten«,
i Berlins Nationalgaleri: »Harz-Landskab«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
