Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Vilhelm, med Tilnavnet den Store, Kurfyrste af Brandenburg - Frederik I, kaldet Barbarossa, tysk Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1884]; Belling, »Der grosze Kurfürst in der
Dichtung« [Berlin 1888]; H. Prutz, »Preuss.
Gesch. I—II [1900—02]; Philippson, »Der
grosse Kurfürst F. W.« I—III [1897—1903];
Waddington, Le grand électeur Frédéric
Guillaume, Sa politique extérieure I—II
[1905—06]; Træk om F. V.’s Barndom i
»Hohenzollern-Jahrbuch« [1904—05]).
L. K.
Frederik I, kaldet Barbarossa, tysk
Kejser (1152—90), Søn af Hertug Frederik af
Schwaben og den velfiske Prinsesse Judith, f.
c. 1123, d. 10. Juni 1190, valgtes 5. Marts 1152
til rom. Konge ved et Slags Kompromis mellem
Kirken og hans Slægtning, den mægtige Henrik
Løve af Sachsen. Hans første vigtige
Regeringshandling var Rigsdagen i Merseburg, hvor han
(1152) afgjorde Striden mellem de danske
Tronprætendenter Knud og Sven til den sidstes
Fordel, mod at han tog Danmark til Len af ham.
Støttet af Henrik Løve opnaaede han straks
betydelige Fordele over for Paven, som
trykkedes af Normannerne paa Sicilien og Romerne,
der ophidsede af Arnold af Brescia havde gjort
Opstand mod deres Herre, og drog i Efteraaret
1154 til Italien for at krones. I Pavia bar han
den lombardiske Jernkrone, og 18. Juni 1155
kronedes han i Skt Peter til rom. Kejser efter
først at have udleveret Arnold til Paven. Men
s. D. kom det til en heftig Gadekamp i Rom,
og i det hele var F.’s Autoritet kun ringe; det
mægtige Milano havde ustraffet trodset ham, og
paa Tilbagevejen var han nær blevet taget til
Fange af Veroneserne. Henrik Løve havde
stillet Halvdelen af de 1800 Riddere, der fulgte
Kejseren til Italien, og forlenedes nu til Tak
med Bayern, thi det var F. magtpaaliggende at
faa Fred i Tyskland for at kunne vende hele
sin Magt mod Italien. I Tyskland støttede han
sig særlig paa de staufiske Husministerialer,
der dannede Kernen i hans Hær og ydede ham
Stof til selv de højeste Rigsembedsmænd, og
samtidig hævdede han efter
Worms-Konkordatet sin Overhøjhed over de rige og store
gejstlige Len. Men han kunde ikke paa een Gang
være Ven med Bisperne og Henrik Løve, thi
mellem disse herskede der en skarp
Modsætning, der tidlig ell. sent maatte komme til
Udbrud. 1156 forøgede han sin Magt ved at ægte
Beatrice, Arvingen til Burgund, og Aaret efter
kom det paa Rigsdagen i Besançon til et afgjort
Brud mellem Pave Hadrian og F., fremkaldt af
dennes Kansler Rainald af Kassel. Den tyske
Kirke stod fuldstændig paa F.’s Side, da han
1158 brød op til Lombardiet for at kalde
Kejsermagtens næsten forglemte Rettigheder til
Live igen i de lombardiske Stæder, hvis
Udvikling var løbet Tysklands langt forbi. Paa de
ronçaliske Marker tæt ved Piacenza holdtes et
stort Rigsmøde, hvor F. med Paaberaabelse af
Romerretten krævede alle opr. kejserlige
Rettigheder og Indtaster tilbage til det tyske Rige,
hvis Hersker saaledes fik en uhyre Tilvækst i
sin Magt. Samtidig nyordnedes ogsaa det ital.
Lensvæsen og Administrationen i Stæderne,
hvor kejserlige Podestà’er afløste de folkevalgte
Konsuler. Men godvillig vilde Byerne ikke
finde sig i, at deres aarhundredlange Udvikling
brutalt blev afskaaret, og samtidig begyndte
paa ny Striden med Rom, der for sig gjorde
Paastand paa hele Mathilde af Toscana’s Arv,
medens Kejseren ogsaa over for Pavedømmet
søgte at genindføre Tilstandene før Gregor VII’s
Dage. F.’s bitre Modstander Kardinal Roland,
der som Alexander III 1159 besteg Pavestolen,
erklæredes for afsat paa en Synode i Pavia,
men han optog modig Kampen i Forbund med
Milano. Efter tre Aars tappert Forsvar maatte
Byen dog overgive sig (1162); den blev næsten
aldeles nedrevet, og Indbyggerne udflyttedes til
fire Smaabyer, der ganske behandledes som
staufisk Husgods. De øvrige Stæder faldt nu til
Føje, og Alexander III flygtede til Frankrig,
hvis Gejstlighed var ham tro, medens den tyske
Kirke sluttede sig til Modpaven Victor IV.
Rainald var Sjælen i denne Politik, der
tilspidsedes efter Victor’s Død (1164); 1166 gik F. over
Alperne for at fordrive Alexander, der 1165
var vendt tilbage til Rom, og støtte den ny
Modpave Paschalis II, men Forbitrelsen over de
tyske Podestà’er, der plagede Borgerne, var
uhyre, og 1167 kom det til alm. Rejsning i
Lombardiet under Cremoma’s Anførsel. Milano
genopbyggedes, og da den tyske Hær efter at have
erobret Rom næsten fuldstændig blev ødelagt
af en Pest, for hvilken ogsaa Rainald bukkede
under, var det af 7 Stæder bestaaende
lombardiske Forbund uomstridt Herre i Po-Sletten,
hvor det styrkede sin Magt ved Anlæggelsen
af Forbundsfæstningen Alessandria (1168).
Rainald’s Politik: Pavedømmet afhængigt af
Kejsermagten og Rigskirken, havde lidt Skibbrud,
og det gik nu ud over den tyske Kirke, hvis
rige Midler maatte erstatte de tabte ital.
Indtægter. Alle Mæglingsforsøg strandede, da
Alexander III ikke vilde opgive sine Forbundsfæller;
men da F. havde lidt et stort Nederlag mod
disse ved Legnano (Maj 1176), optoges
Underhandlingerne paa ny, og væsentlig ved de tyske
Bispers Anstrengelser kom det Juli 1177 til
Fred mellem Kejser og Pave i Venezia, hvor F.
anerkendte Alexander’s Valg og tilbagegav de
erobrede kirkelige Besiddelser, medens Paven
paa sin Side godkendte de tyske Bispevalg, der
var skete under Skismaet; om Stridsæblet, de
Mathilde’ske Godser, blev der ikke truffet
nogen varig Bestemmelse. Mellem de øvrige
krigsførende Magter sluttedes der en Stilstand paa
6 Aar, der for Stædernes Vedkommende senere
gik over til en Fred i Konstans (1183). Medens
F. havde lidt et afgjort Nederlag over for
Kirken, gik han nærmest som Sejrherre ud af
Kampen mod Stæderne; thi vel opgav han at
gennemføre de ronçaliske Bestemmelser i hele
deres Strenghed, men opnaaede dog meget
betydelige finansielle og juridiske Fordele,
saaledes bl. a. Investiturret over for
Kommunalembedsmændene.
Nederlaget ved Legnano var for en stor Del
foraarsaget ved, at Henrik Løve trods F.’s
personlige Bøn ikke havde villet deltage i Toget.
Det tyske Episkopat, hvis Magt var steget
under Kampen, var hans bitre Fjende, og nu
voldte det hans Fald. Kejseren anklagede ham
for Troskabsbrud, og da han ikke gav Møde
efter tre Gange at være stævnet for Retten, blev
han paa Rigsdagen i Würzburg (1180) erklæret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
