Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik I, Konge i Danmark og Norge - Frederik II, Konge i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adfærd skaffet den fri Læres Forkyndelse en
temmelig fri og uanfægtet Stilling; derimod fik
Prælaterne Sikkerhed for Tiendens Ydelse.
At Kongen ikke kunde gaa videre, laa i hele
den politiske Stilling; han kunde i Kampen mod
Christian II ikke helt bryde med Gejstligheden
og sit for største Delen kat. Rigsraad. Christian
II havde atter nærmet sig Katolicismen og
udsonet sig med Pave og Kejser. 1531 lykkedes
det ham endelig at foretage sit store Tog til
Norge, hvor han optraadte til Forsvar for den
kat. Lære. Da Christian II ved et frækt Brud
paa Tro og Love, hvori F. dog synes at have
mindre Skyld end hans danske og holstenske
Raader, var blevet fængslet paa Sønderborg,
blev Rigets Stilling derved ingenlunde bedre.
Sammenholdet mellem de 3 Forbundsfæller,
Danmark, Sverige og Lübeck blev mindre;
Lübeck begyndte under Jørgen Wullenwever’s
Ledelse at ville tiltrodse sig egenraadigt
Handelsvælde, og F. maatte i sine sidste
Regeringsmaaneder ad diplomatisk Vej gøre forgæves
Forsøg paa at forsvare den mod Christian II
begaaede Troløshed. Vel blev Norge efter sit
Frafald til Christian II atter uden større
Vanskelighed bragt til Ro; men det var endnu ikke
lykkedes Kongen at faa nogen af sine Sønner
anerkendt som sin Efterfølger, før han døde
paa Gottorp. Han blev begravet i Slesvig
Domkirke.
F. var 2 Gange gift, først (10. Apr. 1502) med
Anna af Brandenburg (d. 1514), med hvem han
havde en Søn, Christian (III), og en Datter,
Dorothea (1526 gift med Hertug Albrecht af
Preussen), anden Gang (9. Oktbr 1518) med
Sofie af Pommern, der overlevede ham, og med
hvem han bl. a. havde Sønnerne Hans (den
Ældre), senere Hertug i Haderslev, og Adolf,
senere Hertug af Gottorp. Gennem Sønnerne
Christian og Adolf er han Stamfader til alle
endnu levende oldenborgske Fyrstelinier
(Danmark, Grækenland, Rusland, Oldenburg). (Litt.:
Huitfeldt, »Kong Fr. I’s Historie« [1596];
Allen, »De tre nord. Rigers Historie« [1497
ff., I—Vj; Paludan-Müller, »De første
Konger af den oldenb. Slægt«; Heise, »Chr.
II i Norge og hans Fængsling« i »Hist. Tidsskr.«,
4. Rk. VI; D. Schäfer, »Gesch. v.
Dänemark«, IV [1523—59]; Heise i »Danmarks
Riges Historie«, III).
(A. H-e.). L. K.
Frederik II, Konge i Danmark og Norge
(1559—88), f. paa Haderslevhus 1. Juli 1534, d.
paa Antvorskov 4. Apr. 1588. Faderen, den
senere Christian III, var, da Sønnen fødtes,
endnu kun Hertug i Sønderjylland og Holsten,
idet Danmarks og Norges Trone havde staaet
ledig siden Frederik I’s Død Apr. 1533.
Moderen var Dorothea af Sachsen-Lauenburg, hvis
yngre Søster Catharine for nylig var blevet
gift med Sveriges selvskabte Konge Gustaf Vasa
og i dette Ægteskab Decbr 1533 havde født en
Søn, den senere Erik XIV. De to smaa næsten
jævnaldrende Fættere var hinandens fødte
Medbejlere. De skulde som Voksne ikke blot bejle
til de samme Kvinder, men, Konge hver i sin
Halvdel af det nu adskilte Norden, føre en
blodig syvaarig Krig om det gamle
Eneherredømme.
Da Christian III havde erobret Danmark,
erklæredes F., kun 2 Aar gl, paa Rigsdagen i
Kbhvn 30. Oktbr 1536 for Tronfølger. 1542
hyldedes han paa alle Landsting i Danmark, 1548 i
Oslo. Som
»Tugtemester«
for Prinsen
ansattes 1541
Professor, senere
kgl.
Historiograf, Hans
Svaning, der
forblev i
denne Stilling,
indtil F. 1552
havde fyldt 18
Aar. Dette var
for saa vidt et
heldigt Valg,
som Svaning
var en Mand
med
udpræget dansk
Sindelag og
Kærlighed til Danmarks Historie. Men han
forstod ikke at bibringe sin Lærling
synderlige Kundskaber, hvad denne som
Voksen tit følte Savnet af. Da Prinsens
Undervisning var afsluttet, fik han 1552 til
Hofmester Ejler Hardenberg, der under
Grevefejden saa tappert havde forsvaret Dragsholm.
Denne fik samtidig Dragsholm i Forlening og
2 Aar efter tillige det store Malmöhus-Len.
Hensigten hermed var, at Prinsen, der nu var 20
Aar, skulde under Ejler Hardenberg’s Tilsyn
paa Malmöhus øve sig i Kongegerning. Han fik
Bolig paa dette Slot, og en halv Snes unge
Adelsmænd kom til at udgøre hans Hofstat. Det
var under dette Ophold paa Malmöhus, at F.
fattede Kærlighed til sin Hofmesters unge
Broderdatter, Anna Hardenberg, der tjente i
Dronningens Jomfrukammer og hvem han trods
Afstanden i Byrd begærede til Ægte. Denne
Tilbøjelighed, der var af dyb og varig Natur, kom
til at spille en ikke ringe Rolle i hans senere
Forhold.
Oktbr 1557 fulgte F. med sin Søster Anna og
hendes Mand, Kurfyrst August af Sachsen, til
deres Hjem og tilbragte Vinteren i Tyskland.
Apr. 1558 vendte han tilbage til Danmark og
saa Oktbr s. A. under et Besøg paa Koldinghus
for sidste Gang sin Fader. Thi mærkeligt nok
forblev han i de flg. Maaneder rolig paa
Malmöhus, skønt Kongen sendte Bud efter ham,
Moderen meldte ham Faderens nær forestaaende
Endeligt og sluttelig bønfaldt ham i Brev paa
Brev om at haste til Kolding. Christian III
døde Nytaarsdag 1559. Endnu 5. Jan. var F.
kun naaet til Korsør. I en Ligprædiken over F.
forklares hans Adfærd ved, at Modvind skulde
have hindret ham. Snarere stod den i
Forbindelse med, at man samtidig — hvad hans
Moder maa vedgaa i et af Brevene — arbejdede
ivrig paa Koldinghus paa at faa Anna
Hardenberg »lykkelig« gift, førend hendes Bejler blev
Konge og kunde hindre sligt.
F.’s Regeringsaar falder i to Afsnit.
Krigstiden 1559—70, hvor først Ditmarsken
 |
| Frederik II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
