Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frants I, Konge af Frankrig - Frants II, Konge af Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Bourbon i hans Stilling og opgive Kravene
paa Italien. Han lod imidlertid straks efter sin
Frigivelse en Notabelforsamling for Burgund
nægte hans Ret til at afstaa dette og beholdt
det derpaa. Samtidig lykkedes det ham 1526
at danne den hellige Liga af Frankrig, Venezia,
Milano og Paven mod Karl V. Dennes Tropper
sejrede 1526—27 over Italienerne, men 1527 gik
en fr. Hær under Lautrec til Italien, erobrede
først Norditalien og gik saa 1528 til Neapel. Da
et Brud med Genuas Doge Andrea Doria bragte
dennes Flaade til at forlade Neapel, blev
imidlertid Lautrec’s Stilling her uholdbar, og nu
sluttedes Freden i Cambrai 1529, hvor
Madrid-Freden opretholdtes med den vigtige
Undtagelse, at Karl opgav Burgund. F. benyttede de
flg. Aar til ny Forberedelser. Saaledes
oprettedes 1534 et nationalt Infanteri, der skulde
tælle 42000 Mand, han forsonede England og
knyttede paa een Gang Forbindelser med
Paven, de tyske Protestanter og Tyrkerne. Da
Karl V efter Frantz Sforza’s Død 1535 overdrog
Milano til sin Søn, bemægtigede F. sig Savoyen
og Piemont. Det førte til et stort mislykket
Angreb paa Frankrig, der ved
Vaabenstilstanden i Nizza 1538 beholdt Savoyen og Piemont.
Ogsaa Danmark og Sverige knyttedes nu til
Frankrig, og 1543—44 førtes Krigen endnu en
Gang. England var nu igen mod Frankrig, men
stadig mislykkedes de store Angreb paa dette,
og ved Freden i Crespy 1544 blev alt uændret.
1546 sluttede saa England ogsaa Fred efter en
Del Kampe, der havde vist Bet. af Frankrigs
nyskabte Flaade. Det var lykkedes F. ved sit
Riges faste Sammenhold at gaa heldig ud af
Kampen mod de overmægtige Habsburgere og
hindre ethvert Forsøg fra disse paa at skabe et
Universalmonarki.
Indadtil havde F. imidlertid uden egl. at følge
bestemte Formaal dog saa temmelig fortsat ad
de tidligere Kongers Vej. Han blev den egl.
Skaber af det fr. Hofliv, der saa stærkt bidrog
til at knytte Adelen til Kongen. Claude var død
1524, og 1530 ægtede han Eleonore af Østerrig;
men større Rolle end Dronningerne spillede ved
Hoffet hans Elskerinder, især Françoise de
Chateaubriand, Lautrec’s Søster, og Anne
d’Étampes. Kunstnerne, ital. og fr., knyttedes
til Hoffet og fik Arbejde ved en Række ny
Slotte, som Louvre, Fontainebleau og Chambord. F.
skrev selv Digte og beskyttede ivrig Forf., af
hvilke fl. fik betydelige gejstlige Embeder,
Collège de France grundedes 1530, og det kgl.
Bibliotek udvidedes. Modstanden mod
Kongemagten syntes næsten ganske forsvundet; urolige
Adelsmænd straffedes strengt; Gejstligheden var
ved Konkordatet 1516 blevet helt afhængig,
senere indskrænkedes ogsaa dens Domsret.
Generalstænderne indkaldtes ikke, derimod holdtes
1527 en alm. Notabelforsamling i Anledning af
Krigen; Parlamenternes Modstand, f. Eks. mod
Konkordatet, brødes let, og deres Magt
indskrænkedes stærkt. Administrationen ordnedes
ved Oprettelse af Guvernementer, styrede af
afsættelige Guvernører, og var i det hele god. Dog
var Finanserne i stadig Uorden, og man maatte
for at skaffe Penge oprette et kgl. Lotteri. Mest
Indflydelse paa Kongens Indenrigspolitik havde
Connetablen af Montmorency.
Medens F. stillede sig i et venskabeligt
Forhold til Renaissancens humanistiske Filosoffer,
vendte han sig skarpt mod den protestantiske
Bevægelse, der allerede under ham naaede
Frankrig. En Tid holdt han sig dog afventende.
Endnu 1535 forbød han religiøse Forfølgelser,
men senere lod han sig af kat. Raadgivere
bevæge til den store Valdenser-Forfølgelse 1545,
og 1546 brændtes adskillige Protestanter,
hvoriblandt Étienne Dolet.
F. havde med Claude 3 Sønner: F.
(1518—36); Henrik (1518—59), der fulgte ham paa
Tronen, og Karl af Orléans (1522—45) samt 4 Døtre,
hvoraf de to døde som Børn; den tredie,
Madeleine (1520—37), ægtede 1536 Jakob V af
Skotland, den fjerde, Margrete (1523—74), blev 1559
gift med Hertugen af Savoyen. (Litt.:
Catalogue des actes de François I, udg. af
Académie des sciences morales et politiques [4 Bd,
Paris 1887—90]; Guillard, Histoire de
François I [8 Bd, Paris 1766—69];
Champollion-Figeac, Les Poésies de François I [Paris
1847]; Lalaune, Journal d’un Bourgeois de
Paris [Paris 1854]; Geuffrey, Chronique du
roy François I [Paris 1868]; Mignet, Rivalité
de François I et Charles Quint [Paris 1875];
Baumgarten, »Geschichte Karls V«
[Stuttgart 1885]; G. Paris, Études sur le règne de
François I [2 Bd, Paris 1885]; Decrue, Anne
de Montmorency à la cour, aux armées et aux
conseils de François I [Paris 1885];
Hanotaux, Études historiques sur le XVI et le
XVII siècle [Paris 1886]; J. Pardoe, Court
and reign of Francis I, King of France [London
1902, 3 Bd]).
P. M.
Frants II, Konge af Frankrig
(1559—60), f. 19. Jan. 1544, d. 4. Decbr 1560, ældste
Søn af Henrik II og Katherine af Medici, blev
Konge 1559. S. A. havde han ægtet Maria Stuart,
og den ganske uudviklede unge Konge overlod
nu al Magten til dennes to Onkler, Hertug F. af
Guise og Karl, Kardinal af Lothringen. Disse
var ivrige Katolikker, der regerede haardt
baade over for Hugenotterne og alle andre, der
stod deres Magt imod. Modstandere fandt de i
Kongens Moder Katherine af Medici og snart i
den ny Kansler l’Hôpital, der bekæmpede
Forfølgelsespolitikken, men især hos de politisk og
religiøst misfornøjede Adelsmænd, der støttedes
af Prinsen af Condé og ogsaa regnede med
dennes Broder Anton af Bourbon, Konge af
Navarra og Kongehusets nærmeste Slægtning. Der
dannedes da 1560 en adelig Sammensværgelse,
ledet af la Renaudie; men denne opdagedes,
Forsøget paa at bemægtige sig Amboise, Hoffets
Opholdssted, mislykkedes, og Deltagerne
forfulgtes med største Grusomhed. Guiserne søgte
nu at faa Inkvisitionen indført i Frankrig;
l’Hôpital hindrede det, men overlod dog ved
édit de Romorantin Maj 1560 Domsretten i
Kætterisager til Bisperne. Man fik nu
sammenkaldt først en Notabelforsamling, siden
Stænderne i Haab om at vinde Støtte for en moderat
Politik mod Guiserne. Før Stænderne mødtes,
brød imidlertid det politiske og religiøse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
