Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afskaffedes, Kammeret skulde vælges hvert 5. Aar,
og begge Kamre fik Initiativ til Love, ligesom
Pressefriheden garanteredes. Et Ministerium
dannedes, hvor Dupont de l’Eure og Lafitte
repræsenterede Venstre, Périer Centrum, Guizot
og Brcglie de Doktrinære. Kort efter lod dog
Kongen under Indtryk af den urolige Stemning,
der opstod under Processen mod Karl X’s
Ministre, de mere konservative som Guizot og
Broglie gaa af. I Decbr dømtes Ministrene til
livsvarigt Fængsel; Mængden krævede Dødsstraf,
og dette fremkaldte store Optøjer i Paris,
samtidig med at de Radikale fordrede Indgriben til
Fordel for Revolutionerne i Italien, Belgien og
Polen, Lafitte, der ikke kunde faa Kongen til
at gribe ind i Italien, fulgtes i Marts 1831 af
Périer, under hvem de Forhold udformedes,
der blev karakteristiske for Ludvig Filip’s Tid.
Regeringspartiet blev juste milieu-Partiet, der
opr. omfattede det meste af Borgerstanden,
ogsaa den akademiske. Mod dem stod den gl.
Kongefamilies Tilhængere Legitimisterne,
hvortil især Godsejerne hørte; men farligere blev
Republikanerne, der vandt Tilhængere i de
store Folkeskarer, der ingen Valgret havde; bl.
disse opstod ogsaa et mindre bonapartistisk
Parti og det talrige socialistiske, der fandt
Tilhængere i den store Arbejderstand, den ny
Maskinindustri havde fremkaldt. Disse Folk havde
ved Julirevolutionen følt deres Magt, men var
højlig skuffede ved Resultatet.
Périer greb med Held ind i Italien, Belgien
og Portugal uden at udsætte sig for Krig.
Valgbarhedscensus’en nedsattes fra 1000 til 500 frc.
i direkte Skat, Valgretscensus’en fra 300 til 200
frc.; Aldersgrænsen fra 40 og 30 til 30 og 25. De
Valgbares Tal steg til 24000, Vælgernes til c.
200000. Magten flyttedes derved fra Grundejerne
til det rige Bourgeoisi. Pairerne blev valgte paa
Livstid. De republikanske og legitimistiske
Bevægelser dæmpede Périer med stor Kraft i
Ordenens Navn, men i Maj 1832 døde han under
Koleraepidemien. Kongen, der var glad ved at
være sluppet for den myndige Minister, beholdt
først de andre, men Oktbr 1832 dannedes
Ministeriet Soult, hvori Deputeretkammerets 3
Ledere Guizot, Broglie og Thiers optoges.
Medens Oprør, Sammensværgelser og
Attentater i de flg. Aar vekslede, intrigerede Kongen
stadig mod de 3 alt for mægtige Ministre, og
enkelte Ministerskifter skete, men Ministeriet
beholdt dog i det hele sin Karakter. Efter
Fieschi’s store Attentat 1835 gennemførtes
Septemberlovene 1835, hvorved Retsforfølgningen blev
hurtigere, Straffene haardere over for
Oprørsbevægelser, og Pressefriheden indskrænkedes
ved højere Kautioner og ny
Straffebestemmelser, men stadig uden Censur. I Febr 1836 faldt
Ministeriet paa et økonomisk Spørgsmaal, og
Thiers alene dannede nu et Ministerium af
venstre Centrum. Han begyndte en kraftig Politik
i Algier, men gik af 1/2 Aar efter, da han ikke
kunde faa Kongen til at gribe ind mod
Karlisterne i Spanien. Han sluttede sig nu til
Oppositionen, og det faste Flertal i Kammeret sprængtes
derved. Det ny Ministerium Molé-Guizot var en
Triumf for Kongens personlige Regimente. Det
udstedte en Amnesti for politiske Forbrydere og
deriblandt Karl X’s Ministre. 1836 gjorde
Ludvig Napoleon, der efter Kongen af Rom’s Død
repræsenterede Bonapartisterne, et mislykket
Opstsndsforsøg i Boulogne; ny Attentater bragte
Ministeriet til at foreslaa ny
Tvangsbestemmelser, og da det ikke fik Flertal herfor, gik
Guizot m. fl. af Apr. 1837. Ikke blot Venstres
Grupper (Ledru Rollin, Dupont de l’Eure, Odillon
Barrot) og Venstre Centrum (Thiers), men
ogsaa de Doktrinære (Guizot) gik nu mod
Ministeriet foruden Legitimisterne (Berryer). En
Opløsning 1837 skaffede intet fast Flertal, 1838
forkastedes en Del finansielle Forslag, og en ny
Opløsning førte til Ministeriets Nederlag og
Afgang Marts 1839. Et Ministerium Soult
styrtedes snart, og Febr 1840 maatte Kongen
tage Thiers. Denne traf med England en
Overenskomst om, at Napoleon’s Lig skulde føres til
Paris, hvilket vakte stor Glæde i F., hvor den
bonapartistiske Stemning stadig tiltog; dog
mislykkedes Ludvig Napoleon’s Forsøg i Strassburg
1840, og medens han forrige Gang var blevet
frigivet, dømtes han nu til livsvarigt Fængsel.
Under det forrige Ministerium havde F. taget
Parti for Mehemed Ali i Ægypten mod Tyrkiet,
der støttedes af de andre Stormagter. I Juli
1840 aftalte disse at ordne Sagen uden Hensyn
til F., hvilket her, hvor man længe havde været
misfornøjet med Ludvig Filip’s Forsigtighed,
vakte stor Ophidselse. Thiers foreslog nu en
fast Optræden, store Rustninger og Befæstelse
af Paris, hvilket atter stærkt ophidsede
Stemningen i Tyskland, saa en stor Krig syntes at
true. Ludvig Filip vilde imidlertid intet saadant
risikere, og Thiers gik af i Oktbr. Der kom nu
et Ministerium Soult, ledet af Guizot; man
bøjede sig for Stormagterne, og i de flg. 8 Aar
styrede Guizot i Forstaaelse med Kongen.
De 10 Aar fra 1830—40 havde i Modsætning
til Restaurationens Tid bragt ikke faa Reformer.
Centralisationen i Kommunalstyrelsen
svækkedes; 1831 bestemtes, at By og Sogneraad skulde
vælges af Borgerne med en lav Census; mellem
dem udnævntes Mairen af Statsmagten. 1833
kom en tilsvarende Valgmaade for Generalraad
og Arrondissementsraad, idet dog Præfekter og
Underpræfekter stadig valgtes frit af
Regeringen. 1834 fik Paris et valgt Raad for hele Byen,
og ogsaa Lyon fik en særlig Stilling. 1837
udvidedes Byraadenes, General- og
Arrondissementsraadenes Myndighed, medens der dog stadig
bevaredes en stærk Kontrol med dem. —
Landpostbude ansattes, Fængselsvæsenet forbedredes,
Straffelovene mildnedes 1832, og 1838 fik den
napoleonske Handelslovgivning en liberalere
Form. Den Matrikel, Napoleon 1811 havde
begyndt, fuldførtes næsten, medens Skattesystemet
væsentlig blev uændret. Den Ligestilling af
Jøderne, Napoleon havde forberedt, fuldførtes
1831. 1832 blev Udskrivning Hovedprincippet
for Hærordningen, men Lodtrækning og
Stillingsret bevaredes. 1833 gennemførte Guizot gratis
Undervisning for Fattige, bestemte Beløb
anvistes Skolerne, hvoraf Staten betalte en Del,
Kommunernes Ordning af Almueskolen kom
under nøje Kontrol, og der oprettedes Skoler paa
et Mellemstadium mellem Almue- og
Latinskolen. Skolernes Tal steg saaledes 1833—48 fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
