Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
intet Ønske om at bryde Adelens Magt, men
ikke desmindre blev hans Kongetid ved den
personlige Anseelse, han vandt, og den Maade,
hvorpaa han brugte sin Magt, en stor
Fremgangstid for Kongevælden. Det kongelige
Embedsstyre udvidedes til det inddragne
Sydfrankrig, hvor der indsattes sénéchaux og bails
svarende til de nordlige Domæners baillis og
prévots. Trêve du roi hævdedes kraftig, Duellens
Anvendelse i Retssager forbødes, fra enhver
Domstol i Landet (Bretagne alene undtagen)
kunde nu appelleres til Kongen, og ved
Legisternes Fortolkninger skabtes stedse fl. cas
royaux, hvori de kgl. Domstole alene dømte. Den
kgl. Overdomstol var cour du roi, der nu
kaldtes Parlamentet, og hvor Legisternes
Indflydelse stadig steg. Den Samling coutumes, der gaar
under Navnet Établissements de Saint-Louis, er
dog med Urette tillagt ham. Den kgl. Mønt blev
nu gyldig overalt i Landet. Byernes Frigørelse
fra Adelen begunstigedes, men samtidig søgte
man at drage dem ind under Kronen. For
Kirken bøjede Ludvig sig med Ærbødighed, men
han modsatte sig bestemt ethvert Krav, der gik
Kongemagten for nær. Den pragmatiske
Sanktion, der er tillagt ham, tilhører dog vistnok
det 15. Aarh. Ludvig gjorde et mislykket
Korstog til Ægypten (1248—54) og siden et til Tunis,
hvor han døde af Pest 1270. Hans Søn Filip
III (1270—85) inddrog 1271: Valois, Poitou,
Toulouse, Auvergne, Provence, Venaissin og
Avignon, der saa nær som Valois havde tilhørt
hans Onkel Alfons. Venaissin og det halve
Avignon skænkede han Paven.
Filip IV (1285—1314) satte sig bevidst
Kongevældens Forøgelse som Maal, og fulgte
det uden at paavirkes af Adelstraditioner ell.
religiøse Anskuelser. Han vandt ved Giftermaal
Champagne, og i hans Tid traadte Lyon og
andre Dele af det opløste arelatiske Kongerige
ind i F. Domænen, der 987 havde været c.
45000 km2, var nu steget til c. 170000, selv
bortset fra forbigaaende Erhvervelser. Filip
kæmpede med vekslende Held mod Flamlændere og
Englændere; 1302 led hans Ridderhær et stort
Nederlag ved Courtrai over for de flamske
Borgere, og om end Filip hævdede sin Ære ved
Sejren ved Mons-en-Puelle 1304, bevarede
Flamlænderne deres Uafhængighed. Under ham
deltes cour du roi i Parlamentet, conseil du roi, og
chambre des comptes (for Finanssager). Han
fratog mange Vasaller Møntretten og vandt selv
Indtægter ved at slaa daarlig Mønt. Han gav
Adelsbreve til Borgerlige, lod Adelsmænd
frikøbe sig for Krigstjeneste og hvervede Tropper
for Pengene, og endelig begyndte han at kræve
Told ved Grænserne. Vigtigst blev det dog, at
han 1302, dels for at faa Penge, dels for at vinde
Støtte mod Paven, indkaldte Rigets 3 Stænder
til en fælles Forsamling i Paris, medens man før
kun af og til havde haft nogle Provinsialforsamlinger.
Kampen med Paven gjaldt især hans
Ret til at kræve Skat af Gejstlige. Paven, hvis
Sejr over det universelle Kejserdømme syntes
fuldstændig, nægtede ham Tilladelse dertil,
Filip’s Legister svarede, at Kongemagten
stammede fra Gud, ikke fra Paven, og i denne Kamp
med den første ny Nationalstat bukkede
Middelalderens store Universalmagt under.
Bonifacius VIII ydmygedes dybt, og derpaa lykkedes
det Filip at faa Ærkebispen af Bordeaux valgt
til Pave som Clemens V, hvorpaa denne 1308
tog Ophold i Avignon. I 70 Aar var Paven her
afhængig af de fr. Konger.
Tempelherreordenen, der vakte Filip’s Uvilje ved dens stærke
Organisation og hans Begærlighed ved de store
Rigdomme, tilintetgjorde han. 1312 maatte
Clemens paa Konciliet i Vienne hæve Ordenen,
1314 brændtes dens Stormester Jakob de Molay.
Godserne tilfaldt Johannitterne, det meste af
de rørlige Ejendomme i F. Filip. — Filip’s
haarde Styrelse og hans slette Finansledelse
skabte i hans sidste Aar adskillig Misfornøjelse.
Under hans Søn Ludvig X (1314—16)
erklærede en Ordonnance 1315 Friheden for enhver
Franskmands naturlige Ret, og de faa Rester af
Trældom forsvandt nu hurtigt. 1316 valgtes
Ludvig’s Broder i Stedet for hans Datter, en
Fremgangsmaade der stemmede med den
saliske Lov, men først langt senere forsvaredes
med denne. Filip V (1316—22) genoptog
Faderens Politik, men støttede sig særlig til
Borgerne. Under ham begyndte et Slags Selvstyre
i Landsognene, hvor man selv valgte sig
Sognefogder. Ogsaa han efterlod sig kun Døtre og
fulgtes af Broderen Karl IV (1322—28), der
fortsatte i samme Spor.
De 2—300 Aar, Korstogstiden spænder over,
blev Middelalderens Storhedstid.
Alle dens Kræfter, alle dens Idealer naaede da
deres højeste. Og intet Sted naaede de saa højt
som i F.; fr. Gejstlighed, fr. Forfattere, fr.
Kunstnere og fr. Adel gav hver paa sit
Omraade Tonen an for Europa. Og samtidig
skabtes ved Kongemagtens sikre Udvikling det faste
Grundlag, der gjorde det muligt, at F. blev
Europa’s første moderne Stat, det første Land,
hvor den nationale Enhed gennemførtes.
Den middelalderlige Udvikling bares i første
Række af Adelen. Langsomt var der af de
rige Jordejeres tilfældig afgrænsede Kreds
dannet en fast afgrænset Stand, der levede af og
for Krigen, det eneste verdslige Hverv, der da
var en fribaaren Mand værdigt; i Ridderskabets
Love skabtes det Baand, der knyttede dem
sammen. Deres Idealer var Æres- og
Troskabsfølelsen; Kvinder og Faderløse, alle Svage og
Undertrykte skulde de værne. Men disse Undertrykte
saa de aldrig uden for deres egen Kreds; for
den Underklasse, af hvis Arbejde de levede,
for hvilken deres evige Kampe var den stadige
Ulykke, var deres Følelse sløvet. Deres Kultur
var begrænset til en snæver Kreds, fængsledes
derfor altid inden for snævre Synsgrænser, men
i al sin Ensidighed havde den dog sin Storhed,
og den skabte Traditioner og Idealer, der har
levet Aarh. efter deres Blomstringstid. Denne
Adel skabte selv sin Litt. Sydfrankrigs
Troubadourdigtning tæller bl. sine Største Tidens
fornemste Mænd (Guillaume, Greve af Poitiers
c. 1100, Bernard de Ventadour ca. 1150,
Bertrand de Born 1200). Nordfrankrigs rige
Ridderdigtning skyldtes mest mindre mægtige
Adelsmænd (Chrétien de Troyes c. 1200).
Ogsaa de første virkelig fr. Historieværker skreves
af Adelsmænd (Villehardouin og Robert de Clari
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
