Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kampen for sit Hovedformaal: den aandelige
Frigørelse — især fra den positive Kristendoms,
Katolicismens hemmende Aag. Men han skyede
i denne Kamp intet Middel, hvor lumpent og
frivolt det end var, sveg, bedrog og hyklede,
naar Omstændighederne krævede det, medens
hans mærkelig blandede Karakter i sig forenede
grænseløs Forfængelighed, Havesyge og
Hævngerrighed med sand Humanitet, Gavmildhed og
Forsvar af Samfundets Forurettede. Som
universel Skribent bevægede han sig paa alle
Omraader — Lyrik, Epos, Drama, Roman, filosofiske
Essays, kritiske og satiriske Flyveskrifter,
Historieskrivning o. s. v. Men gennem alle
litterære Former stak Tendensen frem, selv i hans
talrige Tragedier, der i sin Tid dominerede det
fr. Teater, men kun er skrevne efter den
traditionelle Recept, skønt Voltaire selv troede at
have lært af Shakespeare, hvad han dog kun
har i Henseende til mere righoldig Handling;
de mangler Varme og Følelse, fordi Beregning
og Tendens fører ud i spidsfindig Karakteristik
og kold og hul Deklamation, hvor glimrende
retorisk den end klinger. Højest naaede Voltaire i
sine talløse Prosaskrifter; de mange hist.
Værker fik overordentlig aktuel Interesse ved deres
Fremhæven af den hist. Aand og Folkenes
uforgængelige Rettigheder; af hans enorme
Produktion har de glimrende elegante, vittige og
spydige Tendens-Romaner, Noveller og Epistler
med deres ætsende Spot maaske bedst bevaret
deres Livskraft. Voltaire øvede ikke blot en
litterær, men ogsaa en personlig ell. brevlig
agitatorisk Indflydelse paa alle sin Samtids
mægtigste og største Personligheder. Alle
Tanketraade gik til og fra ham som Straalerne i et
Net, hvis Centrum var den lille By Ferney,
nær ved Genève, hvor han levede sine sidste
20 Aar.
Oplysningsbestræbelsen fik sit kraftigste og
vægtigste Udtryk i et kolossalt
Konversationsleksikon: Encyclopédie ou Dictionnaire raisonné
des sciences, des arts et des métiers, par une
sociétë de gens de lettres (se Encyklopædi)
optog i sig al Datidens Videnskab og Forskning,
med blendende Logik fremstillet i de ny Ideers
Lys. En skarp, kritisk Dom fældedes over al
tidligere Overlevering og Fordom,
Naturvidenskabernes Fremskridt proklameredes,
Fritænkeriet førte heftige Angreb paa Ortodoksi og
aabenbaret Religion, ny, befrugtende Tanker
kom overalt til Orde.
Ved Siden af Voltaire havde Diderot
(1713—84) stor, om end mindre iøjnefaldende
Indflydelse paa sin Tid som en overordentlig
arbejdskraftig, begejstret lidenskabelig, kundskabsrig
og varmtfølende Forkæmper for Naturlighed og
positiv Virkelighed. Baade i sine filosofiske Skr,
i Roman og Skuespil og ikke mindst i
Kunstkritik ydede han meget betydningsfuldt. — Hvad
Encyklopædisterne med rask Foretagsomhed
satte i Omløb, begrundedes og uddybedes af
Specialforskere som Condillac (1715—80),
der med Englænderen Locke’s Erkendelseslære
som Udgangspunkt med klar mat. Simpelhed
hævdede den rene Sensualisme, og Buffon
(1707—88), der vakte Sansen for Natur og
Naturvidenskab og i et prægtigt beaandet Sprog
skrev en Naturhistorie i stor Stil med
optimistisk Helhedssyn, men tillige i stadig Relation
til Samfundsnytten. De fysiske Loves
Eneherredømme, Determinisme og Materialisme
bekendte, med større ell. mindre Konsekvens,
Helvétius, den tyske Baron Holbach, La
Mettrie o. fl.; den sidste skrev den berygtede
Bog om »Mennesket som Maskine«.
De revolutionære Bestræbelser havde hidtil
vist sig i en skaanselløs Kamp mod alt det
bestaaende, en negativ Kritik af de gl.
Samfundsforhold, en Undergravning af al Autoritet, et
koldt og goldt Forstandstyranni, da der med
Jean-Jacques Rousseau (1712—78)
opstod en ny, positiv, demokratisk Bevægelse, som
lagde den Basis, hvorpaa en ny Stat og et nyt
Samfund kunde opføres. Rousseau delte
Oplysningsmændenes Had til det bestaaende Samfund
og den herskende Civilisation, hvis Brøst og
Usselhed han selv led under i sit omtumlede,
forpinte og forfulgte Liv; men han gjorde Front
imod en forøget Oplysningskultur og søgte
tværtimod Aarsagerne til Samfundets og
Menneskehedens Fordærvelse netop i denne Kultur,
som han hadede af sit inderste Hjerte. Kunst
og Videnskab betragtede han som
Degenerationens Redskaber. Derimod forherligede han med
ofte paradoksal Begejstring den opr.
Naturtilstand: Mennesket fødes godt, men fordærves
ved Opdragelsen. Saavel for Staten som for
Samfundet og den enkelte Famille krævede han
en radikal Tilbagevenden til Naturen med dens
primitive og formentlig renere, uskyldigere og
lykkeligere Tilværelsesformer. I Modsætning til
Voltaire’s skarpe Forstand og sønderskærende
spotske Kritik repræsenterer Rousseau det
varme Hjerte og den lægende Medfølelse, den
demokratiske Kærlighed til Næsten: Menneskene
er opr. alle født lige, men gjort ulige ved
Samfund og Stat. I sin Contrat social forklarer han
Statens Oprindelse som en Samfundspagt
mellem ligestillede Borgere og forlanger, at det
rette Forhold mellem Suveræn og Folk, mellem
Borgere og Stat skal finde sit Udtryk i Love,
hvis Maal er Frihed og Lighed for alle; i
modsat Fald har Borgerne Ret til at skifte
Regeringsform. Efter disse Principper gik
Revolutionen til Værks. I Émile udfører Rousseau i
Romanform et positivt Forslag til en ny, mere
med Naturen stammende Opdragelsesmetode,
der affødte en gennemgribende Reform af
Skoleundervisningen. Og endelig giver han i La
nouvelle Héloise Kærlighedens fri Ret og Hjertets
Lidenskab et saa veltalende Udbrud, at
Følelseslivet ved denne Bog vaktes til en i Aarh.
ukendt Styrke. I Rousseau’s Natursværmeri, hans
nærmest panteistiske Idealisme, hans hele
følelsesbevægede Subjektivisme laa allerede Kimene
til den Romantik, der efter den gennemførte
Revolution voksede frem som en naturlig
Reaktion mod den praktiske Fornufts Despoti. Ikke
blot Revolutionens Mænd var altsaa Elever af
denne demokratiske Reformator, men ogsaa den
ny Tids Apostle skyldte ham deres Evangelium.
Med Rousseau som Udgangspunkt fandt
Natursværmeriet stærk Udbredelse. Et landligt
Pust strøg gennem Litteraturen, Naturens
Trylleri tolkedes i Digt og Prosa, Idyllen kom paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
