Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
talentfulde Tragedier vandt Datidens Bifald,
Heller ikke Molière’s Efterfølgere naaede hans
Mesterskab. Philippe Quinault (1635—88)
nød i sin Tid nogen Anseelse for sine Tragedier
og Lystspil og er desuden kendt som Skaberen
af den alvorlige Operatekst ved Dannelsen af
den store fr. Opera. Dancourt (1661—1725)
skrev plumpe, men muntre smaa Komedier med
dialekttalende Bondetyper. En ægte, om end
langt underlegen Arvtager af Molière’s Komedie
var Jean François Regnard
(1656—1709), hvis bedste Lystspil Le joueur er af ikke
ringe Interesse.
I Lafontaine (1631—95) fik
Fabeldigtningen sin Mester, der med den friskeste Naivitet
i Fremstillingen forener den fineste
Levevisdom og overalt under Fabelens morsomme
Dyreanekdoter skjuler satiriske Hentydninger
til Livets virkelige Forhold; hans elegante og
graciøse Vers hører til den mest klassiske
Poesi. Ogsaa Lafontaine deltager i Boileau’s og
Molière’s Kamp mod Unatur og litterært
Skaberi. Inden for Romanlitteraturen gjorde den
samme Stræben sig gældende. Fordringen paa
objektiv Iagttagelse og sandfærdig Karakteristik
affødte en Art hist. Roman, der talentfuldest
dyrkedes af Grevinde La Fayette (1634—93),
hvis La princesse de Clèves indeholder sund og
naturlig Psykologi og yndefuldt Følelsesliv.
Samtidig med denne psykologiske Roman
opkom Smagen for det halvt realistiske, halvt
fantastiske Eventyr; det største Ry tilfaldt
Charles Perrault (1628—1703), som under
Titlen Les contes de ma mère l’Oye udgav en
Samling naivt fortalte Børneeventyr (»Askepot«,
»Blaaskæg«, »Rødhætte«, »Den bestøvlede Kat«
o. s. v.), der dog havde satirisk Underbund.
Mange Efterlignere opstod, og »Tusind og en
Nat« oversattes.
Aandrige Verdensmandsreflektioner og
praktisk Levevisdom var paa Mode og satte sig Spor
baade i Memoiresamlinger og elegant
causerende Breve og Aforismer. Saint-Èvremont
(1613—1703) skrev smagfulde og tankedybe
Betragtninger over litterære og hist. Emner.
Hertugen af La Rochefoucauld (1613—80)
skrev psykologisk interessante Memoirer, men
viste sig især i sin pikante, formfuldendte
Maximes som en pessimistisk Kender af den
menneskelige Egoismes utallige Former. Kardinalen af
Retz (1614—79) lagde i sine vigtige Memoirer
dristig og karakterfuld Sandhedskærlighed for
Dagen. Bussy-Rabutin (1618—93) skrev i
elegant og livfuldt Sprog det fr. Hofs
Skandalekronik, hvilket bragte ham selv i Bastillen. I den
kvikke og aandrige Brevstil var især Markisen af
Sevigné (1626—96) udmærket; hendes
ugentlige Breve til en gift Datter indeholder alskens
Causerier over det daglige Liv ved Hoffet og
opruller saaledes et levende Tidsbillede.
I denne Absolutismens Periode kunde
selvfølgelig kun den kirkelige Veltalenhed opnaa nogen
Fuldendelse. Forskellige Hofprædikanter
udviklede en retorisk pragtfuld ell. elegant Prosa
især i Sørge- ell. Ligtaler, saaledes
Mascaron (1634—1703), Fléchier (1632—1710) og
navnlig Bossuet (1627—1704), hvis Oraisons
funèbres over berømte hist. Personer med
henrivende Veltalenhed giver kraftige Portrætrids.
Jesuitpateren Bourdaloue (1632—1704) var
en djærv Moralprædikant.
Som Forløbere for 18. Aarh.’s Ideer maa
betragtes Fyrstepædagogen Fénelon
(1651—1715), hvis Mesterværk Télémaque i yndefuld og
harmonisk Stil indvæver Telemach’s
Rejseeventyr med didaktisk og moraliserende Visdom,
taler mod Krigens Barbari og konstruerer et
Idealfolk uden Laster og Lidenskaber, med
Frihandel, Luksusforbud o. s. v.; La Bruyère
(1645—96), der efterlignede Theofrast’s
Karakterbilleder med skarp lagttagelsessans over for
de mange forskellige Samfundstyper og
Karakterfejl; endelig Pierre Bayle (1647—1706),
der som Protestant kæmpede for Tolerance og
Oplysning, angreb Overtro, kritiserede det
nantiske Edikts Ophævelse (1685) og i sit
Hovedværk Dictionnaire historique et critique øvede
en skeptisk skarp Kritik over alle historiske
Forhold og Personer. (Litt.: P. Albert, La
littérature française au XVIIe siècle [6. Opl.
1884]; F. Lotheissen, »Geschichte der
französischen Litteratur im 17. Jahrh.« [4 Bd, Wien
1877—84, 2. Udg. 2 Bd, 1897]).
Oplysningens Aarhundrede.
I 17. Aarh. havde Enevælde og Autoritet sat
sig fast i Højsædet. Renaissancen var
krystalliseret og stivnet i regelrette Former for den
gode og aristokratiske Smag. Den fri aandelige
Udvikling var overalt dæmmet tilbage af
enevældige Autoritetsprincipper. Men allerede
under Ludvig XIV’s sidste Regeringsperiode var
Systemet i Forfald. De store Forfattere var
døde ell. smittede af pietistisk Religiøsitet ell.
ogsaa Talsmænd for en ny, kritisk Aand, der
bragte dem i Unaade ved Hoffet. Thi her bredte
Hykleri og Obskurantisme sig, medens samtidig
Frivoliteten voksede. Enkelte begyndte at rokke
ved den før saa lovpriste Klassicisme, at dadle
de store antikke Mønstre; andre forkyndte
religiøs Tolerance og bekæmpede Trosfanatisme og
Overtro. I 18. Aarh. udviklede denne Kamp mod
Absolutisme, mod Statens og Kirkens Autoritet,
sig stedse stærkere. En Reaktion rejste sig mod
det aandelige Supremati, først paa det religiøse,
siden paa det politiske og sociale Omraade.
»Folket« naaede langsomt til Selvbevidsthed og
krævede sin Ret. Reformtrangen bemægtigede
sig Litteraturen, og denne blev en Protest- og
Stridslitteratur for ny Ideer, hvis Vaaben var
Spot, Satire og potemisk Veltalenhed for en
natur- og fornuftmæssig Omdannelse af Stat og
Samfund. Det blev et Oplysnings- og
Fremskridtssaarhundrede, hvor Kritikken overalt
undergravede det bestaaende, samtidig med at
Kundskab og Viden ophobedes til Støtte for en
ny Tid og en ny Stat. Denne Litt. bæres oppe
af Tendensen, den er kun i ringe Grad æstetisk,
ikke abstrakt Kunst for Kunstens Skyld, men
filosofisk, en etisk og reformatorisk Stræben, der
ikke har Tid til at dvæle ved det rent formelle
og derfor uden Betænkning, for saa vidt den
har Brug for digterisk Form, beholder den
konventionelle Poetik, Boileau’s Principper. Saaledes
vegeterede disse endnu 18. Aarh. ud, om end
der allerede længe forinden var rettet Angreb
paa Klassicismen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
