Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fould, Achille - Foulon, Joseph François - Foulpointe - Fouqué, Friedrich Heinrich Carl de la Motte - Fouque, Pierre Octave - Fouquet - Fouquier, Jacques François Henry
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Godser. Dog blev han straks efter Senator og
Juli 1852 Stats- og Husminister indtil Novbr
1860 samt 1858 Medlem af Geheimeraadet. Han
var ogsaa Kejserdømmet en vigtig Støtte og
søgte særlig at udvikle Kreditforholdene i dets
Interesse; han tilraadede bl. a. de store
Subskriptionslaan for derved at »demokratisere
Kreditten«. Ogsaa ledede han Arbejderne ved
Verdensudstillingen 1855 og ved Louvre’s
Forbindelse med Tuilerierne 1853—57. Novbr 1861
blev F. paa ny Finansminister efter at have
rettet alvorlige Advarsler til Kejseren om
Finansernes mislige Tilstand og den stærke
Misbrug af Regeringens Ret til at gøre
overordentlige Udgifter; han gennemførte bl. a. en stor
Konvertering af Statsgælden 1862 og en ny
Ordning af Regnskabsvæsenet. Ligesom han 1860
var gaaet af efter den første Udvidelse af den
lovgivende Forsamlings Indflydelse, fjernedes
han Jan. 1867 efter de ny Indrømmelser i samme
Retning.
E. E.
Foulon [fu↱lǡ] (rettere Foullon), Joseph
François, fr. Finansmand, f. 1717 i Saumur,
myrdet i Paris 22. Juli 1789. Han fik 1771 den
ildesete Stilling som Finansintendant, der
skaffede ham store Rigdomme, var dertil en grisk
og haard Godsejer, hvem man tillagde den
Udtalelse, at Almuen kunde spise Hø, naar den
ikke havde Brød. Da Necker faa Dage før
Bastillens Fald afskedigedes, og det hed sig, at
F. vilde blive hans Eftermand, brød de
Revolutionæres Had saaledes løs mod ham, at han
maatte flygte fra Paris og holde sig skjult. Han
blev imidlertid opdaget og grebet og under
Forhaanelser og Mishandlinger ført til Paris, hvor
Pøbelen hængte ham paa en Lygtepæl uden for
Raadhuset som det første Offer for denne
Revolutionens Lynchjustits. Faa Timer senere
ramte samme Skæbne hans Svigersøn,
Bertier de Sauvigny, ligeledes
Finansintendant.
P. L. M.
Foulpointe [ful↱pwǣ.t] (Marofototra),
Havneplads paa Østkysten af Øen Madagaskar,
60 km N. f. Tamatave. Den beskyttes af Fortet
Mahavelone.
C. A.
Fouqué [fu↱ke], Friedrich Heinrich
Carl de la Motte, Baron, tysk Digter, f. i
Brandenburg 12. Febr 1777, d. i Berlin 23. Jan.
1843. Han tilhørte en gl fr. Familie og var
Sønnesøn af General Heinrich August de la M.
F., der havde vundet sig et anset Navn i den
Schlesiske Krig og været i dansk Tjeneste. F.
fik en milit. Opdragelse, deltog som Løjtnant i
Rhinfelttoget, men herefter tog hans digteriske
Interesser ham fangen. Da han havde giftet sig
med Fru Karoline Auguste von Rochow, f. von
Briest, der er optraadt som Forfatterinde med
en lang Række Romaner og Fortællinger, tog
han Afsked og bosatte sig paa sin Hustrus
Gods Nennhausen ved Rathenow.
A. W. v. Schlegel hjalp ham til at faa sin
første Bog: »Dramatische Spiele« ud under
Pseudonymet Pellegrin (1801). Sit egl. digteriske
Stof søgte og fandt F. i den nordiske Oldtids
Sagn og i den fr. Middelalders Ridderhistorier.
Hertil kom — som et væsentligt Moment i
hans Digtning — hans patriotiske Begejstring,
som Frihedskrigen 1813 gav Glød, da han som
Ritmester ved det frivillige Jægerkorps deltog
i Kampen.
F.’s Navn er i vore Dage især knyttet til den
friske og indtagende Eventyrfortælling fra 1811
»Undine« (overs. paa Dansk af Oehlenschläger).
Af hans Værker maa ellers i første Række
fremhæves Trilogien »Der Held des Nordens«
(1810) paa Grundlag af »Gunlaug’s Saga«. Han
har desuden skrevet Skuespil og
Riddertragedier, der i vore Dage vanskelig vækker
Interesse, og det samme gælder hans mange
Ridderromaner (f. Eks. »Der Zauberring«, 1813, og
»Die Fahrten Thiodulfs, des Isländers«, 1815).
F. forfalder, som Aarene gaar, mere og mere
til en blodløs og taaget Romantik, han støber alle
sine Ridderskikkelser efter den samme Kliché
og stivner som Digter i en udvendig romantisk
Form. Han bliver den tyske Feudalismes bitre
Forkæmper, uden nogen som helst Forstaaelse
af den Tid, der blomstrer frem efter den hellige
Alliances Skibbrud omkr. 1830. Paa dette
Tidspunkt, da hans Hustru er død, maa F. af
økonomiske Grunde opgive Nennhausen. Han
bosætter sig nu i Halle, hvor han holder
Forelæsninger om Poesi og nyere Historie med
skarpe Udfald mod Tidsaanden. Sine sidste
Leveaar tilbragte han i Berlin, hvor Friedrich
Wilhelm IV hjalp ham, saa han nogenlunde
blev befriet for økonomisk Tryk, og hvor han
sammen med L. v. Alvensleben udgav »Zeitung
für den deutschen Adel«. Men som Digter var
hans Tid forbi — hans fromladne Romantik
havde overlevet sig selv, og i vore Dage huskes
F. kun som »Undine«’s Digter. Inden sin Død
udgav han sin »Lebensgeschichte« (1840) med
interessante Meddelelser om sine Samtidige, bl.
a. sin Jævnaldrende Heinrich von Kleist. Han
besørgede ogsaa Udgivelsen af sine »Ausgew.
Werke« (Halle 1841, 12 Bd). Et Udvalg har
senere M. Koch udsendt som Bd 146 af
Kürschner’s »Deutsche Nationallitteratur«. (Litt.:
Georg Brandes, »Den romantiske Skole«).
C. B-s.
Fouque [fuk], Pierre Octave, fr.
Musiker og Musikforf., (1844—83), var Elev af
Paris-Konservatoriet og har komponeret en Del Vokal-
og Klavermusik samt fl. Operetter. F. var
Bibliotekar ved Konservatoriet og Forf. af fl.
musikhistoriske Studier af Værdi, bl. a. J. F.
Lesueur, M. J. Glinka, L’histoire du Théâtre
Ventadour (1881) og Les révolutionnaires de la
musique (1882).
W. B.
Fouquet [fu↱kæ], se Foucquet.
Fouquier [fu↱kie], Jacques François
Henry, fr. Journalist og Forf., (1838—1901),
studerede en Tid Jura og Medicin og rejste
længe i Spanien og Italien, hvorefter han bosatte
sig i Paris og skrev i en Mængde Aviser. 1862
fulgte han som Korrespondent med Garibaldi’s
Hær. Efter 4. Septbr 1870 grundlagde han et
republikansk Blad i Marseille og beklædte
senere il. Gange officielle Stillinger, bl. a.
Indenrigsministeriets Pressedireküon indtil 1873. Med
Andrieux stiftede han det politiske Blad Le
petit Parisien og var siden en søgt Medarbejder
ved adskillige andre Blade, saaledes Gil Blas,
Figaro, hvis dramatiske Kritik han overtog
efter Albert Wolfi’s Død 1891. Han har udgivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
