Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortolkning (jur.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lovsproget for særlig velovervejet og
forstandig Tale, men at man dog ikke helt tør
fornægte, at Lovens Tale kan være baade noget
ulogisk og skødesløs. Endelig vil man ofte faa
Brug for den alm. sproglige Regel, at man
udtaler Almensætninger mere absolut, end man
mener dem, saaledes at en Række
Forudsætninger maa anses for underforstaaede. Dette ses
lettest paa en stor Lov som Straffeloven. Naar
f. Eks. en speciel Paragraf erklærer enhver for
strafbar, som forsætlig foraarsager en andens
Død, maa det underforstaas, efter andre
Paragraffer, at Børn, Afsindige, Bøddelen, Soldaten
kan dræbe straffrit. Men ogsaa naar en Lov
ordner et enkelt Forhold, gælder det samme.
Skulde Undtagelserne nævnes, blev Loven ofte
uendelig vidtløftig — jfr eng. Loves kraftige
Forsøg i saa Henseende —, og den udtømte
alligevel ikke Sagen. Respekten for Ordet og
dets naturlige Bet. fyldestgør altsaa væsentligst
Regelmæssighedstendensen. Dog har man ved
ældre Love, navnlig Christian V’s Lov, ofte
skaffet en Nutiden mere passende Løsning frem
ved at læse Loven som skrevet nutildags, uagtet
hin Tendens maa fordre den læst med hist.
Sans. Hvad dernæst angaar Valget inden for
Ordmulighederne, er Tendensen henimod den
gavnligste Regel det væsentligst afgørende. At
dette, uagtet det er faktisk rigtigt, dog har
været saare lidet erkendt, tiltrænger særlig
Forklaring. For det første virker den praktiske
Tendens oftest ubevidst, ja maaske bedst
saaledes. Vore Dommere tror ofte at tage logisk
sproglig paa Ordene, hvor de faktisk gaar efter
det fornuftigste; de tror endog ofte at tage
principiel Afstand fra den praktiske Trang,
fordi de, der skal følge en F., som vil passe bedst
som Fællesregel for alle Lovens Tilfælde, skal
bortse fra adskilligt rent individuelt
betydningsfuldt. For det andet vil den Dommer, der ved
hist. Forsken og ved Sammenligning med den
øvrige Ret stræber at finde Lovgivervillien,
derved ofte netop naa det praktisk fornuftige.
Saaledes vil man ved at søge denne Villie paa een
Gang fyldestgøre saavel Tendensen henimod
Lovrespekten og det rent alm.
Fortolkningsbegreb (»gennem Ordet til Talerens Tanke«)
som tillige Tendensen henimod det fornuftige.
Thi navnlig ved nyere Love har Lovkoncipisten
ofte et bedre Overblik over alle betydningsfulde
Hensyn end Retsudøveren, der nærmest har sit
Enkelttilfælde for Øje. Og især hvor den
virkelige Villie er upaaviselig, og man gennem
Iagttagelse af den øvrige Lovgivning og
Samfundsforholdene maa slutte sig til
»Lovgivervillien«, bliver dette det samme — ogsaa ved ny
Love — som at finde den i Samfundets Øjne
gavnligste F.
Vilde man nu forsøge paa i en Formel at
sammenfatte det udviklede og ikke nøjes med
at henvise til, at Fortolkningskunsten
skønsmæssig maa gaa efter de omtalte ofte stridende
Tendenser, kunde man maaske sige: Dommeren
skal forstaa Ordene saaledes, som han antager,
at en dygtig Lovgiver vilde have ment dem,
hvis han nu havde givet en saadan Lovregel
om det foreliggende og beslægtede Livsforhold;
Afgørelsen skal være den, som en saadan
Lovgiver ud fra en saadan Lov vilde fælde. Som en
vigtig vejledende Betragtning for
Fremgangsmaaden fremhæves det ofte, at »Lovene skal
fortolkes i den Aand, hvori de er givne«. Heri
ligger det rigtige, at man nøje maa iagttage
Lovens Tid og Sted, dens Form og Indhold.
Saadanne nyere Love, der søger at udtømme
Reglerne for større Grupper af Livsforhold, kan
tages mere efter Bogstaven — saaledes at
Undtagelser, som ikke er gjorte, ej heller tør gøres
(Modsætningsslutning) —, og Hensynet til
Sammenhængen mellem de enkelte Regler faar
større Bet., end naar det gælder F. af gl. Love, der
kun giver en Løsning af enkelte fremtrædende
Livsforhold (er »kasuistiske«), overladende det
til Retsudøvelsen at drage Analogier (s. d.) fra
dem og udfylde dem med Retsnormer, dannede
uden sikker Lovhjemmel. Ligeledes vil det, at
en Undtagelse ikke er gjort, bet. noget ganske
andet ved de vidtløftige eng. Love end ved en
dansk ell. norsk Lov, hvor man nøjes med at
udtale det alm. Princip ell. dog underforstaar
adskilligt som selvfølgeligt. Love, som dikterer
Straf ell. paalægger Borgerne andre Byrder,
kan det af Hensyn til disse være rigtigt ofte
at fortolke snævert; medens man andensteds, f.
Eks. i Formueretten, ikke tør tendere særlig
henimod den snævreste ell. omvendt mod den
videste F., fordi det, man her giver den ene,
fratages den anden lige saa berettigede Part
i Forholdet.
Som Modsætning til den hidtil omhandlede,
saakaldte doktrinelle ell. videnskabelige
F. taler man om den autentiske og om
den usuelle F.; men de to sidste er i
Virkeligheden ikke særlige Arter af F. Ved autentisk
F. forstaas en ny Lov af det Indhold, at en
ældre Lovregel — hvorom der har været Tvivl
— for Fremtiden skal forstaas paa en vis
Maade. Det er altsaa en Lovforandring, og den har
en ofte uheldig tilbagevirkende Kraft, hvis dens
Opfattelse ikke faktisk stemmer med, hvad
Domstolene anser for den ældre Lovs rette
doktrinelle F. Derfor bruges den ejheller mere.
Usuel F. plejer man at tale om, hvor en vis F.
er slaaet fast i Praksis. Man siger da, at en
Retssædvane har gjort Fortolkningsresultatet
til Retsregel, selv om det er videnskabelig og
hist. urigtigt. I Virkeligheden er der kun Tale
om en Domspraksis, der ikke er ell. bør være
ufravigelig, hvis bedre Erkendelse vinder
Indgang, men som ganske vist nødigere fraviges,
jo fastere den er, og som ofte hævdes, uagtet
F. anses for utvivlsomt i Strid med den opr.
Mening af Loven.
II. Anden retlig F. Ved
Kontraktsafslutning er det ofte Tilfældet, at der lægges visse
alm. Betingelser til Grund; disse, der hyppig
er formulerede af den ene Part, udfyldes og
omformes nærmere efter Enkelttilfældenes
Særegenhed. Idet disse Betingelser udformes for at
passe paa en Række ensartede Tilfælde,
kommer en Del af de samme Spørgsmaal som ved
Lovfortolkning frem. Dog maa det erindres, at
det her, hvor ikke, som ved Loven, den ene
befaler, men begge skal enes, er udelukket at
forske efter den enkeltes Mening; Maalet maa
være at finde, hvad der i Betingelserne er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
