Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forfatning - Forfatningsbrud - Forfatningsed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fik i Løbet af faa Aar en hel Række
Forfatninger, der hurtigt afløste hinanden, den
monarkiske F. af 1791, de republikanske af 1793 og
1795. Napoleon I’s F. af 1799 og 1815, de
monarkiske Charters af 1814 og 1830, den
republikanske af 1848 o. s. v. Særlig efter de fr.
Revolutioner af 1830 og 1848 blev det Feltraabet
i de fleste Lande at faa en F. ell. en fri F.,
hvorved forstodes en saadan, der gjorde Ende
paa Fyrstens Enevælde og gav Befolkningen
Andel i Statsstyrelsen. Efter
Februarrevolutionen af 1848 lykkedes det da ogsaa næsten alle
de europ. Stater, der ikke tidligere var komne
med, at opnaa en saadan F., deriblandt
Danmark 1849, Preussen 1850, og Østerrig 1861 og
67; Rusland maatte dog vente lige til 1905.
Bl. de F., der særlig har tjent som Mønster
til Efterligning i andre Lande, maa først
fremhæves den uskrevne eng. F., hvorfra bl. a.
Tokammersystemet og Parlamentarismen er
hentede. En stor Rolle spillede ogsaa i lang Tid
det efter den da gældende, endnu i høj Grad
konservative eng. F. dannede fr. monarkiske
Charter af 1814; særlig mange tyske
Enkeltstaters F. med deres aristokratiske
Førstekammer og stærke Betoning af det monarkiske
Princip er paavirkede deraf. Endnu større Bet.
har dog det lille Belgiens parlamentariske F.
af 1831 haft, særlig i Aarene efter 1848; den
har bl. a. været det nærmeste Forbillede for
den danske Grl. af 5. Juni 1849. Epokegørende
for Dannelsen af Forbundsstater i Europa
(Schweiz og det tyske Rige) saavel som i
Amerika o. a. Verdensdele har den
nordamerikanske Unionsforfatning af 1787 været. Men
ogsaa den fr. jakobinske F. af 1793 har, skønt den
aldrig traadte i Kraft, haft vidtrækkende Bet.
ved for første Gang at indføre alm. Valgret og
Folkeafstemning.
Hvad Indholdet af en F. angaar, da omfatter
den oftest ikke blot Reglerne om de øverste
Statsmyndigheder, den lovgivende, udøvende og
dømmende Magt, men den fastsætter som Regel
ogsaa Grænser for Statsmagten ved at fastslaa
visse borgerlige Frihedsrettigheder. Dette er
dog Tilfældet i meget forsk. Omfang, og det er
oftest ret vilkaarligt, hvad der medtages eller
ikke medtages, saaledes at nogle F. er ret
korte, andre udgør hele Lovbøger. Dette sidste
er navnlig Tilfældet i mange amer. Enkeltstater,
hvor ganske alm. Lovbestemmelser ofte
optages i Statens F. for at sikre dem mod
vilkaarlig Ændring ved simpel Lov.
M. H. t. Ændringen af F. er der enkelte
Lande, som Italien og Ungarn, hvor ingen
særlige Regler er foreskrevne, og hvor den altsaa
kan ændres ad den alm. Lovgivnings Vej. Det
samme gælder naturligvis i England, hvor ingen
egl. skreven F. findes, og praktisk talt ogsaa i
Preussen, hvor der blot i begge Kamre skal
finde to gentagne Vedtagelser Sted med et
Mellemrum af mindst 21 Dage, samt i
Tyskland, hvor der alene gælder den særlige Regel,
at en Forfatningsændring anses for forkastet,
naar denne faar 14 Stemmer mod sig i
Forbundsraadet. I de fleste Stater derimod, særlig
i dem, der mere ell. mindre bygger paa
Folkesuveræniteten, er særlige Regler foreskrevne,
der skal gøre F. mindre letforanderlig eller i
hvert Fald forhindre, at den forandres uden
Folkets indirekte ell. direkte Samtykke. Nogle
F., som Østerrigs, kræver en kvalificeret
Majoritet inden for selve Kamrene. Andre kræver
en Appel til Vælgerne gennem Opløsning eller
Nyvalg, før Grundlovsændringen endelig kan
vedtages. I Norge kan en forelagt
Grundlovsændring saaledes ikke endelig vedtages før i
næste Stortingsperiode, og da kun med 2/3 af
de afgivne Stemmer. I Sverige kan et hvilende
Grundlovsforslag først vedtages efter ny alm.
Valg til Andetkammeret, men simpelt Flertal
er da tilstrækkeligt. Efter den belg. og holl. F.
kræves derimod Opløsning af begge Kamre og
Vedtagelse derefter med kvalificeret Flertal.
Videstgaaende i demokratisk Henseende er de
F., dér kræver, at Kamrenes Vedtagelse skal
stadfæstes ved direkte Folkeafstemning. Dette
gælder saaledes i Schweiz, hvor der ved
Folkeafstemningen tillige skal være et Flertal inden
for Kantonerne, i de amer. Enkeltstater, samt i
Danmark efter den ny Grl. 5. Juni 1915 § 93, der i
øvrigt kræver baade Opløsning af begge Ting,
gentagne Vedtagelser af Tingene og derefter
Folkeafstemning. I Praksis har det dog vist
sig, at Folkeafstemning ikke udelukker hyppige
Grundlovsændringer, jfr Forholdet i Frankrig
1793—99, hvor i Løbet af 6 Aar 3 vidt forsk.
F., alle med stort Flertal, vedtoges ved
Folkeafstemning, og i Amerika, hvor de enkelte
Staters F. er undergaaede idelige
Forfatningsændringer. Langt mere uforanderlig har den
nordamerikanske Unionsforfatning vist sig. Her
er det nemlig ikke nok, at en Ændring er
vedtaget med 2/3 i begge Kongressens Huse, men
den maa ogsaa yderligere vedtages med 3/4
Flertal inden for de enkelte Stater. Siden
1865—69, hvor et Par Ændringer alene blev
gennemførte som Følge af den store Borgerkrig, er
et Par Ændringer først blevne vedtagne 1913.
K. B.
Forfatningsbrud. Da Forfatningen staar
over de alm. Love, betragtes Krænkelse af
Forfatningen. F., som grovere Forseelser end
Krænkelse af alm. Love. Nogle Forfatninger,
som den preuss. af 1850, Art. 61, gør derfor
Ministrene alene ansvarlige i Tilfælde af F.
ligesom Ministeransvarlighedslovene i
Almindelighed straffer F. strengere end Brud paa alm.
Love. Det er dog i Nutiden alene Ministrene,
der kan tiltales ved Rigsretsforfølgning for F.,
ikke derimod Monarken selv, medens i
Oldtiden og Middelalderen Kongerne selv paadrog
sig Ansvar, naar de krænkede deres edelige
Løfte om at holde Lovene ell. den med Folket
ell. Stormændene aftalte Haandfæstning, og
oftere maatte bøde med Livet ell. Tabet af
Kronen derfor. Alene i Republikker som den fr.
og nordamerikanske kan endnu
Statsoverhovedet (Præsidenten) selv paadrage sig Strafansvar
ved F.
K. B.
Forfatningsed. I Middelalderen var det
Skik, at den valgte Konge paa Tinge maatte
afgive et med Ed bekræftet Løfte om at holde
Landets Love. I den ældste Tid svor Kongen i
Danmark paa at holde »Haralds Love«, senere
taltes om »Kong Valdemars Love«; i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
