Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Floresco, Joan Emanuel - Flores og Blanzeflor - Flores Sø - Flores Zinci - Floret - Floretbaand - Floretinsyre - Floretsilke - Florez, Henrique - Florez Estrada, Alvaro - Florflue - Floriacenser - Florian, Frédéric - Florian, Jean Pierre Claris de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deltage i Krigen 1877 og afskedigedes 1880 fra
Hæren. Han blev derefter Senator og var en
af Lederne for det konservative, russ. sindede
Parti i Kampen mod det liberale Ministerium;
Novbr 1890 blev han Senatets Formand og var
Marts—Decbr 1891 Førsteminister i et
Blandingsministerium.
E. E.
Flores og Blanzeflor, sengræsk
Kærlighedsroman om to Elskende, der endelig forenes;
blev bearbejdet paa Fransk og indlemmet i
Karl den Stores Sagnkreds, derfra oversat paa
Norsk i 13. Aarh. og videre til Svensk som
rimet Roman (1312); denne blev ogsaa kendt i
Danmark og trykt af Ghemen (1509 og maaske
tidligere).
A. O.
Flores Sø, se Sunda Sø.
Flores Zinci, se Zinkilte.
Floret (fr. fleuret) er et Øvelsesvaaben, ved
hvilket Brugen af den tveæggede ell.
trekantede Stødkaarde indøves. Den har en tynd,
meget bøjelig og som Regel firkantet Klinge,
der ender i en flad, skindklædt Dup. Fæstet
bestaar af et firkantet Haandtag og en lille
Parerplade. F. omtales første Gang af
Franskmanden Besnard 1653, men er sikkert af ital.
Oprindelse.
K. A. K.
Floretbaand, Barattes-,
Frisoletbaand, simple Silkebaand, vævede af
Floretsilke alene ell. blandet med Bomuld; bruges
navnlig sorte til Kantning; Baand, lgn. F., men
uden Silke, kaldes ofte F.
K. M.
Floretinsyre, se Florizin.
Floretsilke, se Silke.
Florez [↱flåræþ], Henrique, sp. Historiker,
f. 1702 i Valladolid, d. 1773 i Madrid. Han hørte
til Augustinerordenen og omtales almindeligvis
som »el Padre F.«, og han virkede som teol.
Prof. ved Univ. i Alcalá. Hans Hovedværk er
det højst fortjenstfulde kirkehistoriske Arbejde
España sagrada, teatro geográfico-histórico de
la iglesia de España (29 Bd, 1747—73), der er
blevet fortsat af forsk. helt ned imod 19. Aarh.’s
Slutn., senest af det sp. hist. Akademi; det
sluttedes med 51. Bd 1879. Nævnes kan
endvidere Clave historial (1743), en Kronologi,
Medallas de las colonias, municipios y pueblos
antiguos de España (2 Bd, 1757—58, med Suppl.
1773), Memorias de las reinas católicas (1761)
og en Afh. om Kantabrien i Romernes Tid
(1768). Til en anden Retning hørte det Cursus
Theologiæ, som han udgav 1732—38 i 5
Kvartbind. — (Litt.: Mendez, Noticias sobre la
vida y escritos de H. F. [Madrid 1780, ny Udg.
1860).
E. G.
Florez Estrada [↱flåræþ-æ↱straða], Alvaro,
sp. Politiker og Socialøkonom, (1769—1853),
indtog fra 1798 høje administrative Stillinger
og indlagde sig store Fortjenester af Landets
Forsvarskraft lige over for Franskmændenes
Angreb og den indre Forvirring. Ved Ferdinand
VII’s Tilbagekomst 1814 gik han et Par
Aar i frivillig Landflygtighed til England, deltog
saa atter i sit Lands offentlige Liv, indtil han
1823 paa ny forlod Spanien. I England
udarbejdede han nu sit økonomiske Hovedværk
Tratado de economia politica (London 1828, 2.
Udg. Paris 1831; sidste forøgede sp.
Originaludgave, Madrid 1848, under Titlen Curso etc.,
lettest tilgængelig i den fr. Oversættelse Cours
éclectique d’économie politique ved L. Galibert,
3 Bd, Paris og London 1833). Som den fr.
Oversættelses Titel antyder, er F. Eklektiker;
med stor Omhu, Troskab og Klarhed redegør
han for sine Forgængeres, navnlig den engelske
klassiske Skoles Opfatning, men søger overalt
ved Siden af det strengt økon. at fremhæve det
sociale Synspunkt. F. anses som Spaniens
betydeligste økonomiske Forf. i 19. Aarh.
K. V. H.
Florflue, se Florvinger.
Floriacenser (Florenser, Florienser).
Munkeorden i Kalabrien, stiftet af Abbed
Joachim a Fiore, efter at denne 1189 havde
forladt sit Kloster og trukket sig tilbage til Fiore
med fl. Venner. Til det her grundede Kloster
sluttede sig snart andre, og Pave Cølestin III
stadfæstede 1196 den strenge Ordensregel.
Senere udartede F., og 1505 blev de fleste af dem
lagte ind i andre Ordener. Der fandtes ogsaa
kvindelige F.
L. M.
Florian [flå↱riã], Frédéric, schweizisk
Xylograf, f. 1856 i St Aubin. Han uddannedes
under Lepère i Paris og naaede hurtig op bl.
de dygtigste ved sine Arbejder for Revue
illustrée. Han har bl. a. givet Illustrationer til
Coppée’s Contes et Récits og Aréne’s Contes de
Paris etc. (Litt.: Clément-Jouin, F. F.,
dess. et graveur sur bois [Paris 1911]).
A. Hk.
Florian [flå↱riã], Jean Pierre Claris
de, fr. Digter, f. 6. Marts 1755 i Slottet F. nær
Anduze, d. 13. Septbr 1794 i Sceaux. 1768 blev
han Page hos Hertugen af Penthièvre i Paris;
denne lod ham gennemgaa Artilleriskolen,
gjorde ham til Kaptajn og tog ham paa ny i sin
Tjeneste som Kammerjunker. Lykkelig og fejret
som Salondigter levede F. dels i Paris, dels
paa Hertugens Slotte. 1788 optoges han i
Akademiet. Under Rædselsperioden fængsledes han
1793, men genvandt sin Frihed ved 9.
Thermidor, men døde ikke længe efter. 1779
debuterede han med en lille Harlekin-Komedie Les
deux billets, efterfulgt af lgn. kvikke og kælne
Lystspil: Jeannot et Colin (1780), Les jumeaux
de Bergame (1782), Le bon ménage (1782), Le
bon père (1783), La bonne mère (1785), Le bon
fils (1785) o. fl., hvori han søger at forene
komisk Skælmeri med moralsk Følsomhed og at
forherlige »Familiedyderne«. Stort Ry vandt
han ved Hyrderomanen Galatée (1783), en
udtyndet Efterligning af Cervantes’ Værk, o. a.
Hyrderomaner som Estelle (1787) og Pastoraler,
inspirerede af Gessner’s sentimentale
Natursværmeri. Endnu ringere Værd end disse
sødlige Produkter har de matte historisk-poetiske
Romaner Numa Pompilius (1786), en
Efterligning af Fénelon’s Télémaque, Gonzalve de
Cordoue (1791) med en mere værdifuld, historisk
Indledning om Maurerne samt en Række
Noveller fra fremmede Lande. F. naaede højest i
sine Fables (1792, éd. classique avec une
biographie et des notes par Louis Humbert, 1908),
som han skrev paa Hertugen af Penthièvre’s
Opfordring, og som udmærker sig ved
elskværdig Ynde og friskt Lune, men kun for en ringe
Del er originale; sine Emner tog han dels fra
Oldtiden, dels fra samtidige tyske, eng. og sp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
