Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flandern - Flandern - flander'ske Skole - flandersk Kvæg - Flandin, Eugène Napoleon - Flandres, au lion! - Flandrin, Jean Hippolyte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjort Grevens Magt næsten illusorisk. Borgerne
i Brügge holdt endog en Tid lang Robert’s Søn
Grev Ludvig af Nevers fangen, men Filip VI
af Frankrig tog sig af hans Sag og førte ham
tilbage efter Sejren ved Cassel 1328. Under den
snart paafølgende Kamp mellem Frankrig og
England (»Hundredaarskrigen«) var Greven en
tro Tilhænger af Frankrig, medens
Borgerstanden var engelsksindet; thi England var det
store Marked, der forsynede dem med Uld, og
Væverierne var stadig Landets
Hovedindtægtskilde. Da Edvard III, som Følge af at Greven
havde beslaglagt engelske Skibe, tog Repressalier
og forbød Uldudførselen, rejste Gent, der
nu havde afløst Brügge som den vigtigste Stad,
sig under Ledelse af Jakob Artevelde (s. d.) og
fordrede, at Landet skulde holde sig neutralt,
for at »Ulden kunde komme ind i F.« (1337).
Greven maatte flygte til Frankrig, og Artevelde
blev den egentlige Regent, men da han
nærmede sig England i højere Grad, end mange
fandt det tjenligt, blev han dræbt under et
Opløb (1345). Det flg. Aar faldt Grev Ludvig af
Nevers ved Crecy, hvorpaa Stæderne villigt
hyldede hans Søn Ludvig. I de ydre Kampe
tog F. i den flg. Tid ringe Del, men Landet
selv hærgedes af Borgerkrigen. Købmændene
og den højere Borgerstand søgte at fravriste
Lavene deres Magt, og By rasede mod By; Gent
plyndrede saaledes en mindre By, fordi dens
Borgere havde fordristet sig til at lave en Sort
Klæde, hvorpaa Genterne mente at have Eneret.
I Slutn. af sin Regering blev Ludvig fordrevet
af Folkepartiet, der lededes af Jakob Artevelde’s
Søn Filip; men Karl VII af Frankrig tog sig
af hans Sag og vandt en blodig Sejr ved
Rosebeeke, hvor Filip faldt (1382). Aaret efter døde
Grev Ludvig, og F. tilfaldt Filip den Dristige af
Burgund, der var gift med hans Datter
Margrete. Efter at Stæderne ved Freden i Tournai
(1385) havde anerkendt den ny Greve-Hertug,
var Landets historiske Rolle væsentlig til Ende.
Det blev et Led i den store burgundiske
Husmagt, og med Stædernes vidtstrakte kommunale
Rettigheder gik det, om end ikke uden Kamp,
efterhaanden mere og mere tilbage. Men
Handel og Industri blomstrede stadig, og i van
Eyckernes Værksted skød den transalpinske
Renaissance sine fagreste Skud. Landets og Folkets
Rigdom var bekendt viden om; ligesom Milano
var det bedste Hertugdømme, saaledes var F.
det bedste Grevskab, sagde man. Da den
burgundiske Mandsstamme uddøde med Karl den
Dristige (1477), gik F. over til hans Datter
Marie, der var gift med den senere tyske Kejser
Maximilian, og knyttedes af Karl V til de øvrige
habsburgske Hus’ Lande, idet Lensforholdet til
Frankrig hævedes ved Freden i Madrid (1526).
1548 forenedes det med de 16 andre
nederlandske Provinser til den 10. saakaldte burgundiske
Kreds. Under den nederlandske Frihedskrig
sluttede F. sig en Stund til de nordlige Prov.,
men blev vundet tilbage til Spanien af
Alexander Farnese; dog afstodes ved den westfalske
Fred (1648) den nordligste Del af Landet til
Nederlandene, og ved Pyrenæer-Freden (1659)
tabtes Artois til Frankrig, ligesom Ludvig XIV
i de flg. Fredsslutninger i Aachen, Nijmwegen
og Ryswick erhvervede en Række
Grænsefæstninger. 1794 erobredes det tillige med de
øvrige sp. Nederlande af Jourdan, og under Navn
af Dept Lys (Vestflandern) og Escaut
(Østflandern) forenedes det med Frankrig. Paa
Wien-Kongressen (1814) henlagdes F. til
Kongeriget Nederlandene, af hvilket det udgjorde en
Del indtil Belgiens Uafhængighedserklæring
1830. (Litt.: Kervyn van Lettenhove,
Histoire de F. [4 Bd, Brügge 1874, 3. Udg.] og
La F. pendant les trois derniers siècles [smst.
1875]; L. Vanderkindere, Le siècle des
Artevelde [Bruxelles 1879]; Warnkönig,
»Flandrische Staats- und Rechtsgeschichte bis
1305« [3 Bd, Tübingen 1835—39; oversat paa
Fransk af Gheldolf i 5 Bd, Bruxelles 1835—64]).
M. M.
Flandern, Greve af, fra 1840 Titel i
Belgien for Kongens anden Søn ell. for den
nærmeste Tronfølger efter Kronprinsen.
flander’ske Skole, den Gren af den gamle
nederlandske Kunst (omfattende det nuv.
Belgien og Holland), som, efter at holl. Kunst fra
Slutn. af 16. Aarh. havde udviklet sig med sit
kendelige Særpræg, betegnede de sydlige
Provinsers Kunstsyn (ogsaa den brabant’ske Skole).
A. Hk.
flandersk Kvæg, se Kvægracer.
Flandin [flã↱dǣ], Eugène Napoléon,
ital.-fr. Maler og Rejsende, f. 16. Aug. 1809 i
Neapel, d. 1876 i Tours, opholdt sig først i
Algier, hvor han malede adskillige Billeder,
som gjorde stor Lykke i Frankrig. Med
offentlig Understøttelse berejste han derpaa Persien
1839—41 i arkæologiske og kunstneriske
Øjemed. Frugterne af denne Rejse var Værkerne
Études sur la sculpture perse (3 Bd, 1842);
Études sur la Perse moderne (1842, med 100
Tavler); Voyage en Perse (2 Bd, 1843) og Atlas
til hans Voyage en Perse (6 Bd, 1843—54). Da
Botta opdagede de assyriske Oldtidslevninger i
Khorsabad, sendtes F. til ham som Tegner.
Han forblev nu i Egnene ved Tigris 1843—45 og
tegnede derefter Tavlerne af Botta’s Monuments
de Ninive. Efter sin Hjemkomst udgav F.
L’Orient med 150 af ham selv litograferede Tavler,
fremstillende Livet i Østerland (1853—74). F.
skrev ogsaa Histoire des chevaliers de Rhodes
(1867—73).
V. S.
Flandres, au lion! [flã.dr´-o-↱liǡ] (fr.),
»Flandrer, flokker eder om Løven«, Valgsprog i
Flanderns Vaaben.
Flandrin [flã↱drǣ], Jean Hippolyte,
fr. Maler, f. i Lyon 23. Marts 1809, d. i Rom
21. Marts 1864. F.’s første Skridt paa
Kunstnerbanen var trange; omsider lykkedes det ham
for en møjsommelig sammensparet Sum at
komme hjemmefra og — paa sin Fod — naa
Paris 1829. Her søgte han og Broderen Paul
Ingres’ Atelier. Med Jernflid og levende
Forstaaelse tilegnede han sig Ingres’ Formsprog,
og han blev Mesterens kæreste Elev. Efter 1832
for »Theseus« at have vundet den store
Rom-Pris kunde han studere videre i Rom. Herfra
sendte han Værker hjem, der viste hans
dybtgaaende Studier efter de store ital. Mestere:
»Nøgen Yngling« (Luxembourg-Mus., nu
Louvre), »Dante og Virgil« (1836, Lyon-Mus.) m. v.;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
