Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskeavl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ørredbestand. Det fr. Videnskabernes Akademi
nedsatte en Kommission, som skulde prøve, hvad
de nævnte Mænd havde udrettet, og derved kom
Sagen i Embryologen, Prof. Coste’s Hænder, og
ved hans ihærdige Agitation kom der ret Liv
i den. Han indrettede en Udklækningsanstalt i
Laboratoriet ved Collège de France og skrev
om Klækningen. 1852 anlagde den fr. Regering
den første store Klækkeanstalt i Hüningen i
Elsass, nær Rhinen, som en Mønsteranstalt;
efter 1871 blev den en kejserlig tysk Anstalt.
Klækning af Ørredæg blev hurtig optaget i
andre Lande, og man begyndte ogsaa at klække
Æg af andre Fisk. En væsentlig Forbedring
indførtes af Russeren Wladimir P. Wrasski, der
c. 1855 opfandt den »tørre« Befruglning. Hos
os blev Klækning først bekendt gennem
Dr. Henrik Krøyer’s Skrift 1852 (»Nogle
Bemærkninger om Fiskeriernes Fremme ved kunstig
Befrugtning«), og den første, der tog Sagen op
i Praksis, var Amtsfuldmægtig Hansen, der
byggede et Udklækningshus ved Randers 1858;
derefter fulgte Viborg Fiskeriselskabs Klækkeanstalt
(1865) og Valbygaard Klækkeanstalt ved
Tudeaa (1865) og snart mange andre (se i
øvrigt Klækning). Det mærkelige er imidlertid,
at denne Klækkevirksomhed foreløbig var uden
Forbindelse med Dambruget. Baade Jacobi og
hans Efterfølgere arbejdede kun paa at
forbedre Vandløbenes Fiskebestand. Rigtignok
finder man i en Bog fra 1796 (»Neue Bilder
Gallerie für junge Söhne und Töchter«, Berlin)
en Skildring af »die Teichforelle«, og det
hedder: »von den zahmen Fischen. das ist von
denen, die des Nutzens wegen in Teichen
gehalten worden, sind die Forelle, der Hecht und
der Karpfen die wichtigsten«; yderligere
fremgaar det af Bogen, at man allerede da kendte
til Fodring af Ørrederne (»Getrochnete Kuchen
aus Rinderblut und Gerstenschroot fressen sie
auch gern«). Men hvad enten man dengang paa
Basis af Jacobi’s Opfindelse har benyttet
kunstig klækket Yngel, ell. man. hvad rimeligere
er, kun har opdrættet Ungfisk, som man
fangede i Bækkene, har Sagen været uden
praktisk Bet. og er rimeligvis ligesom Klækningen
gaaet i Glemme. Den egl. Ørredavl opstod ikke
før i sidste Fjerdedel af forrige Aarh., og da
vistnok først i Amerika, hvor man i det
mindste fra midt i 1870’erne begyndte at
klække Kildeørredrogn og at holde Fisken i Damme.
Hos os blev de første Ørreddamme anlagt 1889
(Koldingegnen). Sagen fandt en varm Fortaler
i Arthur Feddersen, men desværre gik der
usund Spekulation i den, og adskillige af de
talrige Ørreddambrug, som anlagdes særlig i
Aarene efter Aarhundredskiftet, gik hurtig
fallit; men da Begyndersygdommene var
overstaaede, viste det sig, at Danmark i
Virkeligheden havde udmærkede Betingelser som
ørredproducerende Land, og vi indtager nu en
meget smuk Stilling. I intet andet Land har
Ørredavlen forholdsvis saa stor Bet.; Tyskland
og Nordamerika har ogsaa en betydelig
Ørredproduktion, men i andre Lande drejer det sig
mest om nogle faa Dambrug.
De 3 Ørredarter, der benyttes alm. til
Ørredavlen, er alle af omtr. samme Alder som
Damfisk. Vor alm. Ørred benytter vi baade som
Bækørred (forma fario) og som Havørred
(forma trutta), og da Damfiskene hyppig stammer
direkte fra Rogn af Vildfisk (der regnes for
kraftigere), er der ikke Tale om, at der er
dannet særlige Kulturracer. Fra sin Hjemstavn
(Europa — undtagen det sydligste —,
Mellemasien, Kaukasus og Algier) er Ørreden spredt
til Australien, Tasmanien, Ny Zeeland,
Bjergegne i Indien og mulig fl. St.; det er dog næppe
saa meget som Damfisk som i sin Egenskab af
eftertragtet Sportsfisk, at den er ført saa viden
om; det er de befrugtede, ispakkede Æg, der
forsendes, og som kan taale den lange Rejse.
Kildeørredens opr. Hjem er Kanada og Dele af
de forenede Stater; som nævnt begyndte
Amerikanerne tidlig at bruge den som Damfisk, og
efter at den er ført til Europa (til Norge 1876—77
og 1883, til Tyskland 1884), er den nu
udbredt i alle de Lande, hvor Ørreddambrug
findes; i de senere Aar er dens Bet. i hvert Fald
hos os aftaget, skønt den synes at holde sig i
forsk. Vandløb, hvor den er udsat, og der
saaledes kunde skaffes Rogn af Vildfisk. Dette er
derimod ikke Tilfældet med den anden fra
Amerika indførte ørredart, Regnbueørreden. Den
holder sig ikke i de Vandløb, hvor den er sat
ud, og man er derfor henvist til at bruge
Damfisk som Avlsdyr. Hos os er der ikke mærket
Ulemper heraf, men i Tyskland mener man, at
Indavlen var ved at fremkalde Degeneration,
og man har derfor modarbejdet denne ved ny
Indførsler i de senere Aar fra Amerika.
Regnbueørredens Hjem er i de forenede Staters
Floder til Stillehavet. Allerede 1877 førtes Rogn
af den til Japan, og 1882 kom den til Europa;
nu er Regnbueørreden i hvert Fald indført i
Sverige, Norge, Finland, Danmark, Tyskland,
Frankrig, Østerrig, Schweiz, Spanien og Ny
Zeeland; hos os og i Tyskland spiller den en
stor Rolle i Dambruget (se i øvrigt Ørredavl).
Ung som egl. Damfisk er ogsaa Suderen. Man
begyndte c. 1710 i Wittingau med at holde den
som Bifisk i Karpedammene, men endnu 1888
skriver Susta, at den kun i beskeden Maalestok
er Genstand for særlig Avl, da Markedet for den
er meget begrænset. Omkr. Aarhundredskiftet
faar Suderavlen mere Bet. Hos os blev den
taget op 1901. ell. mulig lidt tidligere. Grunden
til, at Suderen saa sent har faaet Bet., er
rimeligvis den, at Suder fra fri Vande ofte har
Bismag af det daarlige Vand, i hvilket de har
levet, hvorfor Fiskens Ry ikke var det bedste;
nu sælges Damsuderen ogsaa oftest som
»Portionssuder«, der er finere end den ældre.
Vore Damsuder stammer vistnok mest fra
indenlandske Fisk, men rimeligvis delvis fra tyske
(»masuriske«) Suder. Uden for Nord- og
Mellemeuropa har Suderen, hvis Hjemstavn er det
meste af Europa (undtagen det nordligste),
Lilleasien og Dele af Sibirien, næppe faaet Bet.
som Damfisk (se i øvrigt Suderavl).
De 5 nævnte Arter er de som Damfisk
almindeligst anvendte, men i nogle Lande
benyttes ogsaa andre Arter. Saaledes synes i Rusland
Sandart, Brasen, Karuds og Sterlet at holdes
en Del som Damfisk, og den førstnævnte bruges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
