Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Otoliter, se Aldersbestemmelse); hos de øvrige
F. findes i St Klumper af fine Krystaller. Som
sædvanlig er Øret Sæde for Ligevægtssansen
(se Drejesyge); derimod er det mere
tvivlsomt, om F. kan høre, men Forholdene synes
forsk. for de forsk. Arter.
Følesansen er udviklet paa en
ejendommelig Maade. Følsomheden for direkte
Berøring med faste Legemer er hyppig indskrænket
til Mundens Slimhinde og Gællerne, medens
Kroppens Hud er ufølsom. Hos andre F. kan
Følesansen være udbredt over større ell.
mindre Dele af Overfladen, og særlig stærk er den
gerne i de Føletraade, mange F. har om
Munden, ligesom i de jævnlig forekommende til
Føleredskaber omdannede Straaler i de parrede
Finner (Knurhane, Phycis). Men foruden
Følesansen for direkte Berøring med faste
Legemer har Fiskene en særlig Sans for
Strømninger og Bølgebevægelser i Vandet og for det
Tryk, som fremkommer, naar de nærmer sig
faste Legemer; derfor kan vandrende F. finde
fra Havet op i Vandløbene, og derfor støder
selv blinde F. ell. F., der som Aalen vandrer
om Natten, ikke imod, men viger uden om faste
Hindringer; derfor skræmmer et lidt for fast
Trin paa Bækbredden den under Brinken
staaende Ørred. Denne Sans er knyttet til
Sideliniesystemet, som bestaar af smaa Sanseorganer,
der kan sidde frit paa Huden ell. nedsænkede i
denne, men som særlig tildrager sig
Opmærksomheden, hvor de er samlede i den saakaldte
Sidelinie. Denne er et fint Rør, som løber
yderligt i Huden paa Kropsiden fra Gællespaltens
Overrand til Halefinnen, og som paa Hovedet
deler sig i Grene. Røret aabner sig udadtil med
en Række Porer. Sideliniesystemet er meget
forskelligt udviklet hos de forsk. F., og hos nogle
mangler det helt.
Smagssansen er knyttet til smaa
Sanseorganer, der i deres mikroskopiske Bygning
meget ligner Sideliniesystemets. Hos nogle F.
er der kun Smagsorganer i Munden, men hos
mange findes de ogsaa paa Huden over en Del
af ell. paa hele Kroppen, og, hvor der findes
Føletraade, er disse i særlig Grad Sæde for
Smagssans. F. med Smagssans paa Huden maa
kunne smage, om det Legeme, de kommer i
Berøring med, er spiseligt ell. ej.
Næsten alle F. lever af dyrisk Føde og
tager kun det Bytte, der kan sluges uden at
deles. Kun et Faatal (som Hajer, Sclerodermer,
Slimaal) har Munden saaledes udstyret med
skærende, klippende ell. raspende Tænder, at
de kan afbide Dele af Fødeemnet. Reglen er,
at Tænderne kun tjener til at fastholde Byttet
ell. til at knuse det, før det sluges. Til det
første Brug er Tænderne gerne kegleformede,
spidse og svagt indad krummede samt hyppig
noget bevægelige indefter; er de meget store og
kraftige, kaldes de Hugtænder; jævnlig sidder
Tænderne tæt sammen og kaldes da
Kartetænder ell., hvis de er særlig lave og fine,
Fløjelstænder. Knusetænderne er derimod forholdsvis
lave, brede og med en flad ell. knudret Krone
(Havkat, Rokker, Chimærer). Nogle F. er helt
tandløse (som Naalefiskene), men som Regel
bærer fl. ell. færre af Mundhulens Knogler
Tænder; hos tilsyneladende tandløse F. som
Karpefiskene findes kraftige Knusetænder nede
i Svælget. F.’s Tænder skiftes Livet igennem
og erstattes med ny, naar de gl. er udslidte
ell. mistes.
Mundens Størrelse og Gabets Retning —
opefter (Løje), fremefter (Torsk), nedefter (Stør)
ell. skævt (Flyndere) — staar i nøje
Sammenhæng med F.’s Levevis; medens f. Eks.
Naalefiskene kun kan magte smaat Bytte, kan nogle
F. tage deres Ligemænd i Størrelse (Gedde,
Chiasmodus). Føden findes paa forsk. Vis.
Rovfiskene styrter sig med en pludselig Bevægelse
over det Bytte, som de fra deres Skjul har faaet
Øje paa, ell. de forfølger det, indtil de
indhenter det; deres Tænder er hyppigst spidse og
bagudbøjede, saa at det een Gang grebne Dyr
vanskeligt kan rive sig løs, men let glider ind
i Munden. Enkelte F. (som Havtasken) lokker
Byttet hen i Nærheden ved at friste det med
tilsyneladende spiselige Udvækster paa sit
Hoved, for derpaa pludselig at aabne sit mægtige
Gab og sluge den uforsigtige. I Modsætning til
Rovfiskene, der lever hovedsagelig af andre F.,
kaldes de F., der lever af Plantekost ell. af
hvirvelløse Dyr, for Fredfisk. Det synes, som kun
meget faa F. udelukkende ell. endog blot
hovedsagelig (Rudskalle) ernærer sig af
Plantekost. De F., der lever af mindre Dyr, har ofte
særlige Hjælpemidler til Fangsten. Føletraade
ved Munden ell. i Finnerne søger det spiselige
frem af Bunden og findes derfor hos F., der
tager Bundnæring (som Stør, Grundling, Mulle);
F., der (som Sild, Heltling og Brugde) ernærer
sig af Svævets Dyr, filtrerer disse fra ved
Hjælp af et fint Gællegitter; hos en Del
Karpefisk kan Munden strækkes snabelagtig frem,
hvorved Bundmateriale pumpes ind.
Spytkirtler findes ikke hos F. Hyppigst er
Fordøjelseskanalen (Fig. 8) bygget saaledes, at
der efter det korte og vide Spiserør følger en
meget udvidelig Mave, som ofte er vinkelbøjet,
og som fortsættes i Tarmen, der gaar den
korteste Vej til Gattet. Men ofte er Tarmen
længere og slaar een ell. fl. Bugter. Kort bag
Maven aabner sig i Tarmen Galdegangen ell.
rettere den fælles Udførselsgang for Leveren og
den dermed sammenvoksede Bugspytkirtel
(Hepatopankreas), og lidt længere tilbage eller
rundt om dette Sted munder Blindtarmene
(Appendices pyloricæ); disse findes dog langtfra
altid, men kan paa den anden Side være til
Stede i stort Antal. Maven kan være meget
svagt udviklet (Karpefisk), men kan ogsaa være
muskuløs og kraaseagtig (Helt, Multe). Tarmen
har hos alle F., undtagen Slimaalen og
Benfiskene, en indvendig fremspringende Fold, der
oftest løber i Skrue (Spiraltarm, Fig. 9);
sjældnere er Tilhæftningslinien lige, og Folden
indrullet paa langs (Vikkeltarm, nogle Hajer).
Fordøjelsen foregaar i Reglen hurtigt, men
Vandets Varmegrad har en væsentlig
Indflydelse herpaa, idet Omsætningen sker hastigere
ved højere, langsommere ved lavere
Varmegrad. Hver Art har sit Fordøjelsesoptimum —
den Varmegrad, ved hvilken den fordøjer bedst,
medens større Afvigelser herfra er ugunstige for
Fordøjelsen. Mange F. ophører at æde, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
