Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finansvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Monarkens Magt ind- og udadtil, til
Kongedømmets ydre Pragt og Hofadelen. Hertil kom
Staternes økonomiske Politik (Merkantilismen)
med dens stærke Indgriben og Regulering fra
oven og senere den voksende Statsgælds
Forrentning. Med de stigende Statsudgifter fulgte
naturligvis Nødvendigheden af ny Indtægtskilder
og en Organisation af F. paa
offentligretligt Grundlag.
En ny og betydelig Stigning i Statsudgifterne
er begyndt omkr. Midten af 19. Aarh., og de
Forventninger om en Formindskelse i de
offentlige Byrder, der var knyttede til Folkets
Deltagelse i Statsstyrelsen, er ikke gaaede i
Opfyldelse. Det er navnlig Udgifterne til
Militærvæsenet og Statsgældens Forrentning, der
har bragt de fleste af de moderne Staters
Budgetter op til en hidtil ukendt Højde; men
ogsaa den voksende offentlige Omsorg for
Oplysning, Kunst og Videnskab, for Næringsvejenes
Opkomst og endelig den i de sidste Aartier saa
stærkt udviklede Sociallovgivning kræver
overordentlig betydelige Summer, særlig for saa vidt
den i stort Omfang antager
Forsørgelsessystemet. Denne Lov om Statsudgifternes
rivende Vækst behersker alle Stater, store som
smaa, absolutte som konstitutionelle. I
Preussen og Østerrig er Budgettet fra 1860—90 og
fra 1849—89 vokset til henh. det 3- og
4-dobbelte. I Frankrig blev det betragtet som noget
i høj Grad foruroligende, da Budgettet 1828
oversteg 1 Milliard frc.; i Midten af 1890’erne
udgjorde det gennemsnitlig c. 3 1/2 Milliarder
frc. om Aaret, men i 1912 4 5/6 Milliarder frc.,
men heller ikke det enevældig regerede russ.
Kejserrige paa den ene Side, den lille
demokratiske Republik Schweiz paa den anden, gør
Brud paa Reglen; det førstes Udgifter er
1869—90 tiltagne fra 469 til 980 Mill. Rubler og
udgør i 1912 2722 Millioner Rubler; den
schweiziske Republiks i Tidsrummet 1875—89 fra 43,2
til 58,6 og i 1912 yderligere til 100,9 Mill. frc.
Danmark udviser fra 1867—68 til 1894—95 en
Udgiftsstigning fra 48,8 til 61,4, forøget til 111,4
Mill. Kr i 1913—14.
Jævnsides med Statsbudgettets Vækst er gaaet
en overordentlig stærk Stigning i de
kommunale Udgifter. Uhyre er de Summer, som i
Nutiden aarlig gaar gennem Kommunernes Kasse
til Fremme af offentlige Formaal. Saaledes er
Storbritanniens kommunale Udgifter i Løbet af
20 Aar (fra 1867—68 til 1886—87) stegne fra 36,5
til 67,1 Mill. £. Særlig har Stigningen været
betydelig i de store Byer. Efter en af Körösi
opstillet Statistik har det store Flertal bl. disse
endog i et enkelt Tiaar (1865—75) fordoblet
deres Udgifter.
Denne Stats- og Kommuneudgifternes
overordentlig stærke Vækst har naturlig maattet
øve sin væsentlige Indflydelse paa
Indtægtskildernes Art og F.’s Organisation. Allerede i 18.
Aarh.’s enevældige Stater trængtes
Domæneindtægter og Gebyrer, der i tidligere Aarh.
havde udgjort Staternes vigtigste Indtægter, i
Baggrunden af Skatterne, og i 19. Aarh. har
det offentlige F. endelig ganske skiftet Ham,
og Tyngdepunktet for saavel Statens som
Kommunens Husholdning er mere og mere gledet
over i de egl. Skatter, en Udvikling, som kun
er gennembrudt ved mange moderne Staters
(og Kommuners) Virksomhed paa
Trafikvæsenets Omraade. Samtidig har der, under
Indflydelse af den moderne Finansvidenskab
vist sig en stærk Tendens til mere og mere at
fordele de tvangsmæssige Byrder efter
Evneprincippet, hvilket navnlig har givet sig Udslag
i, at de direkte Skatter (Indkomst- og
Formueskat, Arveskat m. m.) under Anvendelse af
stærk Progression er kommet stærkere i
Forgrunden, ligesom man ogsaa i Forbrugsbeskatningen
mærker en voksende Tendens til at afskaffe
ell. mildne Beskatningen af de brede
Forbrugsartikler og erstatte dem med Skatter paa
Luksusgenstande, ligesom man ogsaa bestræber
sig for at indføre særlige Luksusskatter.
Samtidig er Konjunkturbeskatningen ved at bane sig
Vej, og Omsætningsskatterne i levende Live og
mortis causa er ogsaa kommet til at spille en
større Rolle.
Ogsaa i en anden Retning har de stærkt
stigende Statsudgifter øvet deres Virkning,
nemlig paa Statsgælden. I det hele bevarede denne
i ældre Tider og til Dels endnu ind i 18. Aarh.
meget af Privatgældens Karakter — sjælden
var denne Gæld bestemt til at være endelig, og
hyppig var der betinget korte
Tilbagebetalingsfrister fra begge Sider — medens Kreditten i
de fleste moderne Stater er blevet et blivende
Fænomen. Samtidig er der sket den Forandring,
at medens et Lands Kredit før var betinget af
de stillede Panters Godhed, beror den nu, da
Tyngdepunktet for de offentlige Samfunds
Indtægter hviler i Borgernes tvungne Bidrag,
væsentlig paa, hvor store Skatter deres
Undersaatter er i Stand til at udrede, hvilket atter
afhænger af deres Rigdom, Nøjsomhed og
Offervillighed. Om Statsgældens uhyre Vækst, se
Statsgæld.
De politiske Samfunds Virksomhed for
Tilvejebringelsen af deres Indtægter og for
Udgifternes Anvendelse maa naturligvis ske
gennem Embedsmænd. Den herved tilvejebragte
Organisation er Finansforvaltningen,
hvis hele Indretning staar i allernøjeste
Sammenhæng med F.’s Udvikling. Saa længe
Kongens og Statens Indtægter gaar i eet og bestaar
i Naturalydelser, der nydes paa Stedet selv, kan
der efter Forholdets Natur ikke være Tale om
en egen Enhedsorganisation paa F.’s Omraade.
Betingelserne for en saadan skabes først
efterhaanden, som Kongens og Statens Indtægter
udskilles, og de sidstnævnte kommer til at
bestaa enten i Penge ell. i Naturalydelser, der
er bestemte til ikke direkte at forbruges, men
først maa omsættes i klingende Mønt. I den
moderne Stat med dens vidtforgrenede og
komplicerede F. kræves der selvfølgelig en stærkt
forgrenet og leddelt Finansforvaltning, der
navnlig er bestemt ved Indtægternes Art og
deres lokale Fordeling. Hver Indtægtskilde
kræver oftest sine særlige Embedsmænd. Naar
det gælder Statens Erhvervsindtægter
(af Domæner, Skove, Jernbaner, Post- og
Telegrafvæsen m. m.), vil Indtægterne hyppigst
opkræves gennem de til Erhvervsvirksomheden
knyttede Personer, for Gebyrernes Vedk. af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
