Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oprindelsen, Paalideligheden og Udstrækningen
af den menneskelige Viden, idet det var blevet
ham klart, at før han kunde tage Stilling til
visse moralske og etiske Spørgsmaal, maatte
han vide, hvilke Emner vor Forstand var,
og hvilke den ikke var egnet til at have
at gøre med. Han mener, at alle vore Forestillinger
hidrører fra Sansningen. Han og hans
Efterfølgere Berkeley (1685—1753) og Hume
(1711—76) retter under rigt Udbytte for
Psykologien efterhaanden deres Kritik mod det meste af
det, der for Descartes o. a. stod som umiddelbart
indlysende. Hos Locke er det navnlig
Substansbegrebet, det gaar ud over. Hos Berkeley,
der har givet en mesterlig Analyse af vor
Rumsanskuelse, gaar det ud over Materien og
hele den ydre Omverden, der opløses i
Forestillinger, og over Almenbegreberne, der
erklæres ikke at eksistere.
Hos Hume gaar det desforuden ud over
Aarsagsbegrebet, Jeg’ets Begreb, Sjælens og
Guds-Begrebet. Foruden det epokegørende ny, at
Aarsagssætningen ikke lader sig bevise,
fremhæver han, som Forgængerne allerede havde
gjort, Forskellen mellem logisk Grund og
Aarsag; der er for os ingen forstaaelig Forbindelse
mellem Aarsag og Virkning ud over, at de
faktisk er forekomne sammen i Erfaringen. Man
har ingen Grund ell. Ret til at antage en
substantiel Sjæl. Udødeligheden afvises. Alle
formentlige Beviser for Guds Tilværelse vises at
være utilfredsstillende. Religionens Gavnlighed
for Moralen benægtes; dens naturlige
Oprindelse og Udvikling og de sjælelige Kræfter, der
her or medvirkende, beskrives saaledes, at
Hume er den moderne Religionsvidenskabs
Grundlægger. Efter Hume gjorde den saakaldte
skotske Skole sig gældende. Ved at henvise til
den sunde Menneskeforstand søgte disse
Filosoffer igen at bygge alt det op, der, udsat for
Hume’s faste Tænkning, var faldet i Grus. De
bekendteste Navne er Reid (1710—96), Dugald
Stewart (1733—1828). Sir William Hamilton
(1788—1856) kan betragtes som en Fortsætter
af den skotske F.
Hentende deres Vaaben fra Bayle og den eng.
Erfarings-F. førte de fr. Oplysningsfilosoffer
deres Kamp mod Fordomme og Institutioner, der
forhindrede Samfundslivets sunde Udvikling.
De vigtigste Navne er: Voltaire (1694—1778),
Montesquieu (1689—1755), La Mettrie
(1709—51), Condillac (1715—80), Helvetius (1715—71),
Diderot (1713—84), den tyskfødte Holbach
(1723—89), Cabanis (1757—1808). Hos fl. af disse
Tænkere gjorde sig mere ell. mindre udpræget
gældende: Materialisme (Benægtelse af, at der
findes en fra Legemet forsk. aandelig Sjæl), og
i Forening hermed Benægtelsen af Villiens
Frihed; Sensualisme (Forsøg paa at udlede alt
Aandsindhold af Sansefornemmelser) samt den
Antagelse, at det, der er etisk rigtigt, har sit
Udspring i Selvkærligheden og er det, der er
til Gavn og Glæde for Menneskene. Ligeledes
bekæmpedes Teologerne, undertiden var det
endda al Religion, der ansaas for livsskadelig.
Rousseau (1712—78) fordrede over for
Kulturlivets Splittelse Tilbagevenden til Naturlivets
uvilkaarlige Udfoldelse, og det blev Mode at
skildre de Primitives Liv, som om det var en
paradisisk Idyl. Han betonede ligesom Diderot
i Overensstemmelse med fl. af de eng. Etikere
de umiddelbare Følelsers Ret og Bet.
Condorcet (1743—94) gav fuld af Begejstring Udtryk
for Troen paa Menneskehedens ubegrænsede
Fremskridt.
I Tyskland begyndte med Kant (1724—1804)
en ny filos. Periode. Hans F. vedrørende
Erkendelsen kan, om end der er andre lige saa
berettigede Synsmaader, opfattes som et
Forsøg paa at mægle mellem de dristige
Fastlandsfilosoffers Antagelse af, at en ren
forstandsmæssig Erkendelse uafhængig af
Sansningen kunde rumme sikre Resultater, og den
eng. Erfarings-F., der ikke anerkendte anden
Kilde til Erkendelse end Sansningen. Kant
finder inden for Erfaringen to Elementer, det
ene er den formgivende rene Selvvirksomhed,
det andet er det passivt modtagne Stof. Da den
rene Selvvirksomhed, som Kant nærmest
opfattede som en Sammenfatten, en Syntese, der
som Anskuelsesform betinger Rum, Tid og som
Forstand bl a. betinger Størrelsesbegrebet og
Aarsagsbegrebet, er en nødvendig Betingelse for,
at Erfaring kan blive til, maa det, der gælder
for Formerne (Geometri, Aritmetik,
Aarsagssammenhæng), være almengyldigt for
Erfaringens, Fænomenernes Verden. Men
Selvvirksomheden alene uden Sansningen kan ikke give
nogen Erkendelse. Forsøgene paa at opnaa en
saadan er logisk uholdbare ell. fører til
tilsyneladende ligeberettigede modsigende Paastande
(Antinomier). Hverken Guds ell. en udødelig
Sjæls Eksistens ell. Villiens Frihed lader sig
bevise. Her er for saa vidt en Overensstemmelse
med Hume; men disse Emner ligger Kant’s
Hjerte nær, og som Paastande, der gøres
nødvendige af Modsætningen mellem Pligt og
Lykke inden for Etikken, finder de Plads hos ham.
Den etisk rigtige Handlen er en saadan, hvor
man følger en almengyldig Fornuftlov uden
Hensyn til Følgerne, specielt uden Hensyn
til ens egen Lykke, uafhængig af alle
andre Motiver end Pligtmotivet, som bestaar i
Agtelse for denne ubetinget bydende Lov, og
altid er forbundet med et Ulystelement. Kant’s
F. kom til at faa den allerstørste Bet. for tysk
F.; hans Skr er mere og mere blevne en Bibel,
som man udlægger, for deri at finde sin
egen F.
I Tro paa at gøre Kant’s F. mere konsekvent
ved udelukkende at holde sig til
Selvvirksomhed, tilfredsstillede de romantiske Filosoffer
Fichte (1762—1814), Schelling (1775—1854),
Hegel (1770—1830), i Samklang med hele den
tyske romantiske Aandsretning, og derfor i
deres Tid meget indflydelsesrige, uden Hensyn til
Erfaringen og uden Kendskab til
Naturvidenskab, deres Enhedsstræben ved at opbygge
store Systemer paa en saadan Maade, at de i alle
Tilfælde tilsyneladende spandt dem ud af deres
eget Indre. Man gik ud fra et ell. andet
abstrakt Udsagn, dette skulde nu tvinge en til at
opstille et andet Udsagn som dets Modsætning, i
et nyt Udsagn forenedes de to Modsætninger; dette
ny Udsagn tvang igen til at opstille en
Modsætning o. s. v. Paa denne Maade skulde man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
