Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fester, Dage, som fejres af Samfundet under visse Højtideligheder og under Indstilling af sædvanlige Forretninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vinde Guddommenes Hjælp for den tilstundende
Virksomhed ell. for at takke dem for heldig
naaede Resultater. For saa vidt disse Skikke
har været knyttede til Hjem ell. Smaasamfund
(Landsbyer), har de for en meget stor Del holdt
sig ned i kristen Tid, sædvanlig med en
Tillempning efter kristne Forestillinger.
Den største af alle Aarets F. var Julen.
Muligvis omtales den allerede i 6. Aarh. e. Kr. (af
Grækeren Prokop): Paa Øen Thule langt mod
N. (ɔ: den nordiske Halvø) saas Solen ikke i
40 Dage; men naar de 35 var gaaede, sendte de
Spejdere op paa de højeste Bjergtoppe, og naar
disse saa Solen, gav Folket sig til at holde store
Gæstebud for at fejre Solens Genkomst. I denne
Form er Julefesten dog kun mulig i den yderste
Udkant af Norden; i Alm. er den begyndt med
Vintersolhverv og er fortsat til 8., 12. ell. 20.
Juledag; ell. maaske opr. naar Nyet tændtes
for Julemaaneden, og varede da den Maanetid
igennem. Naar Julen nævnes som Lysets F.,
antyder dette dog kun en ringe Del af den
virkelige Folketro. Den maa rettere nævnes som den
Tid, da alle overnaturlige Væsener frit kan
tumle sig og har en større Magt over
Mennesket end ellers. Det væsentlige Punkt i Juletroen
er Forestillingen om et stort Tog af
overnaturlige Væsener, der i de lange Nætter drager fra
Gaard til Gaard og søger at tilrane sig
Juleøllet og Julekosten; Toget opfattes oftest som
Trolde, Underjordiske, undertiden som de
Afdøde; Føreren for dette Tog er somme Tider
Odin (især i dansk Folketro), ellers »Fruen«,
»Fru Reid« (Freja), Gudrun med Hestehalen
ell. Trolden Traand; Troen paa, at en
menneskeædende Troldkvinde, Gryla, med lang Hale
kom som Fører af »Julesvendene«, var i 13.
Aarh. (ja maaske allerede i Hedentiden) sunket
ned til Børneskræmsel (se Asgaardsrei
og Vilde Jagt). I Julenatten kommer ogsaa
de Afdøde til deres gl. Bolig; og alle Slags
Troldtøj maa afværges fra Kvæg og Ejendom; alle
Skadedyr maa ikke nævnes med deres rette
Navn, for saa bliver de værre i det kommende
Aar, men Ulven maa kaldes »Guldfod«, Musene
»de tede« o. s. v. Grundtanken i Julen er
snarest Troldenes uhyre Magt over
Menneskene i Aarets mørkeste Tid;
ikke en Lystilbedelse, men en Mørkerædsel.
Naar Odin nævnes som Julens Herre (Jólnir),
og Sagnet siger, at han stjal Gildekosten fra
Halvdan Svarte, er det ikke som Solgud (hvad
han slet ikke var), men som Juletroldenes Fører.
Bl. Julefestens Glæder var Øldrikningen den
ypperste; at »drikke Jul« var at højtideligholde
Julen. »Juletønden« var det bedste og stærkeste
Øl; i Norge paalagde Loven hver Bonde med
mindst 6 Køer at brygge en vis Mængde Øl og
at holde Julegilde enten ene ell. i Sammenskud
med andre Bønder. Ved Juleøllet blev drukket
»Minde« (Skaaler), i hedensk Tid for de
enkelte Aser, i kristen Tid for Gud og hans
hellige Mænd. Et Dyr, der var helliget Guderne
som Offer, slagtedes og fortæredes. Efter en
isl. Overlevering ofredes en saakaldt Sonegalt
til Frøj om Julen, efter at Mændene med
Hænderne paa dens Ryg havde aflagt Løfter om
fremtidig Stordaad. En enkelt nyere Folkeskik
har bevaret dette i den Form, at en
læderbetrukket Træfigur føres ind som Julegalt;
Husbond, Husmoder og Tjenende aflægger Løfte om
trofast Gerning i det kommende Aar. I sv. og
dansk Skik findes ellers Galt ell. Buk eftergjort
i Brød paa Julebordet; naar den endelig
sønderbrydes, deles den ud til Folk og Kvæg og
skaffer Sundhed og Frugtbarhed i Aarets Løb.
Ikke mindre ejendommelige for Julen er de til
den knyttede Lege. Den mærkeligste er den,
hvor et Menneske kommer ind i Gildestuen
udklædt som en dyrisk Trold og jager efter alle;
Navnene paa denne Mummeskikkelse skifter
efter Udstyrelsens Art, almindeligst er
Julebuk, ellers Julevætte (med lang Hale, jfr
ovf. om Gryla) og Hvegehors; Legen
hænger sammen med Troen paa den
menneskefangende Juletrold (en anden Leg antyder, at
Mennesker puttes i Offerkedelen). Legens Bet.
synes tidlig udvisket; og den har med Lethed
givet Plads for en Række middelalderlige
Danselege med Munke og Nonner o. l., hvortil vor
Tids Pantelege o. s. v. slutter sig. -
Juledrikken og Julelegen er de Lystigheder, der giver
F. dens Præg. Andre Skikke, som Juleblus af en
hel Træstamme paa Arnen, at »trille Julen ind«
med et Vognhjul langs ad Bygaden ell. at »ride
Julen ind«, maa nærmest betragtes som
Ildtrolddom til at holde det onde borte med
(deres Udlægning som Solskive og Solgudens
Indtog er derfor meget tvivlsom). Kravet paa, at
Herskab og Tyende skal sove jævnsides paa
Gulvhalmen, viser maaske Kultursammenhæng
med Romernes Saturnalier. Desuden holdes i
Julen Ofre og tages Varsler for Agerbruget
m. m. - Til den offentlige Julefest hører næppe
Ditmar af Merseburg’s Beretning om de uhyre
Ofringer i Lejre paa Sjælland, hvert 9. Aar i
Jan. Maaned. Men i Norge og paa Island
holdtes de aarlige Offergilder (f. Eks. det, hvor
Haakon Adelstensfostre blev tvunget til at æde
Hestekød) dels i Bygdens fælles »Hov«, dels ved
at rige Høvdinger indbød en større Kreds af
Mænd til deres egne »Blothuse«.
Norge skal have haft i alt 4 aarlige F.:
Høstblot, Julegilde, Sommerblot og Midsommerblot.
Ved »Sommerblot« ofrede man for Sejr, førend
Skibene drog ud; det har altsaa svaret til de
danske Normanners Slagtning af Menneskeofre,
før Skibene stak i Søen; »Midsommerblot« var
derimod for at opnaa en god Høst. Ved Foraars
Jævndøgn holdtes (iflg. Adam af Bremen) hver
9. Aar den store Offerfest i Upsala 9 Dage
igennem. Langt fyldigere belyses disse F. ud fra
nyere Folkeskik, hvor ganske vist Tidernes
Omskiftelse og især Agerdyrkningens Udvikling har
tilført fl. Træk, der ikke tør hævdes som
hedenske.
En rent folkelig Foraarsfest har bevaret
sig i Skikke, der nu knyttes til Fastelavn, Skt
Valentin’s Dag (14. Febr), Valborg’s Dag (1.
Maj), Pinsedag ell. Skt Hansdag (25. Juni). Den
foregaar i det fri for hver enkelt Landsby; de
enkelte Skikke henføres paa en Egn til en af
disse Dage, paa andre Egne til andre Dage. De
vigtigste Skikke er: 1) Blus paa synlige Steder
ude omkr. Aftenen før den egl. Festdag, i
Danmark og Norge særlig som »Skt Hans-Blus«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
