Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fessenden, William Pitt, nordamer. Statsmand, (1808-1869) - Fessler, Ignaz Aurelius, ung. Historiker og Forf., (1756-1839) - fessue. En Pude, som bares af Damerne i den sidste Halvdel af 16. Aarh. for at faa Dragten til at staa stærkt ud, bagpaa. - Festa, Costanzo, ital. Kontrapunktiker, ( -1545) - Festdage, se Fester. - Fester, Dage, som fejres af Samfundet under visse Højtideligheder og under Indstilling af sædvanlige Forretninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgjort Modstander af Slaveriet; udmærkede sig
desuden som Sagfører og var siden 1854
Unionssenator. Han nød særlig Anseelse i alle
Finansspørgsmaal, og hans Taler imod
Nebraska-Loven 1854 og imod Præsident
Buchanan’s Adfærd over for Kansas 1858 regnes bl.
de ypperste Prøver paa nordamerikansk
Veltalenhed. Ogsaa var han med at grundlægge
det republikanske Parti 1855. Febr 1861 deltog
F. i den Fredskonference, der skulde søge at
hindre Borgerkrigen. Juni 1864-Marts 1865 var
han Finansminister og viste stor Dygtighed
under saare vanskelige Forhold, men vendte
derefter tilbage til Senatet, var Formand for dets
Finansudvalg og Leder af det republikanske
Parti i denne Forsamling. Desuden var han 1866
Formand for Kongressens fælles
»Rekonstruktionsudvalg« (om Ordningen af Forholdene i
Sydstaterne) og skrev dets Betænkning, men
vilde 1868 ikke dømme Præsident Johnson for
Grundlovsbrud og medvirkede saaledes til hans
Frifindelse. (Litt.: Fr. Fessenden, Life
and public service of W. P. F. [Boston 1878]).
E. E.
Fessler [’fæslər], Ignaz Aurelius, ung.
Historiker og Forf., f. 18. Maj 1756 i Ungarn,
d. 15. Decbr 1839 i Petrograd, blev 1773
Kapucinermunk, 1784 Prof. i de orientalske Sprog
og i det gl. Test. ved Univ. i Lemberg; men da
et af ham forfattet Sørgespil »Sidney« vakte
Misstemning imod ham, nedlagde han 1787 sit
Embede, flygtede til Breslau og gik over til
Protestantismen 1791. 1796 gik han til Berlin,
hvor han levede af litterære Arbejder, han
traadte ind i Frimurerlogen Royal York og fik
her det Hverv tillige med Fichte at reformere
dens Statutter og Ritual. Han indvikledes her
i Stridigheder og traadte helt ud af Ordenen.
Efter at have haft Ansættelse i Preussens ny
polske Prov. blev F. 1809 Prof. i de
østerlandske Sprog og i Filosofi ved
Alexander-Nevsky-Akademiet i Petrograd, men mistede snart efter
dette Embede, da man fandt Kantianisme, ja
Ateisme i hans filos. Foredrag. Alligevel blev
han derefter først Medbestyrer af en
Opdragelsesanstalt i Volsk, 1820 Superintendent for de
evangeliske Menigheder i Saratov og 1833
Generalsuperintendent for den lutherske
Menighed i Petrograd. Hans Hovedværk »Geschichte
der Ungarn« udkom 1812-25 i 10 Bd (2. Udg.
ved E. Klein, 1867-83 i 5 Bd). F. skrev ogsaa
hist. Romaner som »Mark Aurel«, »Attila«,
»Aristides og Themistokles«; fl. frimureriske Skr og
en Selvbiografi: »Rückblicke auf meine 70-jährige
Pilgerfahrt« (1824; et Tillæg »Resultate« udkom
1826; 2. Udg. 1851).
V. S.
fessue [fæ’sy]. En Pude, som bares af
Damerne i den sidste Halvdel af 16. Aarh. for
at faa Dragten til at staa stærkt ud, bagpaa.
R. H.
Festa [’fæsta], Costanzo, ital.
Kontrapunktiker, 1517 pavelig Sanger i Rom, d. 10.
Apr. 1545. Som en af de tidligste
Repræsentanter for den ital. Kontrapunktik staar han som
en interessant Forløber for Palestrina. Af hans
Værker er kun forholdsvis lidet trykt. Et
firestemmigt Tedeum af F. er særlig berømt og
benyttes endnu af det pavelige Kapel som
Processionssang ved særlig højtidelige Lejligheder
(ved Pavens og Kardinalers Indsættelse og ved
Kristi Legemsfest) i Peterskirken i Rom.
A. H.
Festdage, se Fester.
Fester (lat. féstum, dies féstus, d. e.
Festdag), Dage, som fejres af Samfundet under visse
Højtideligheder og under Indstilling af
sædvanlige Forretninger og af alt det dagligdags
Arbejde, der uden Vanskelighed lader sig
opsætte. F. er et Udtryk for fælles Glæde over
vundne Goder, lykkelige Tildragelser ell.
deslige ell. for fælles Haab og Ønske om fremtidige
Goder og Lykke. Da Erfaring viser Menneskers
Afmagt over for Naturens Kræfter og lærer os,
at Døden uformodet kan ramme enhver, uanset
Alder og Stand, og da alle maa sande, at deres
Færd ikke kan staa for Samvittighedens Dom,
og da mange Ulykker maa erkendes at være
Frugt af egen Brøde, saa ligger der i enhver F.
et stærkt religiøst Moment, der
træder frem i Henvendelse til højere Magter, til
Guddommen, ved Bønner og Ofringer, idet
Mennesket gerne vil dele sine Goder med de højere
Magter, i Anerkendelse af, at han ene, uden
Hjælp fra oven, kun formaar lidet. Ja han
paalægger sig endog frivillig Savn, ved Faste og
Afholdenhed fra Spiser, man ellers sætter Pris
paa, hengiver sig til Sorg og Klage, ved Bods-,
Sonings- og Sørgefester; men selv ved denne
Art F. er Glædesmomentet ikke udelukket, og i
Haab og Forvisning om, at man ved sine
Bønner og Ofringer, og hvad man ellers har
foretaget sig for at tækkes Guddommen, har stemt
de højere Magter venlige imod sig, hengiver
man sig forud til Glæden over forventede
Goder. Denne kan enten ytre sig i Hvile fra
Arbejdet, i Ro og Stilhed som Jødernes
Sabbatshvile, Søndagshvile hos fl. kristne Samfund, men
i Reglen er F. forbundne med Lystighed og
antager en folkelig Karakter, hvor Skarer
kommer sammen fra forsk. Steder og hengiver
sig til fælles Glæde og Fornøjelse. Heri ligger
den store Bet., som F. har haft for
Menneskehedens Udvikling, idet ved
F. Folk, som ellers levede adskilte, ja vel endog
var mistænksomme og fjendtlige imod
hverandre, har lært at omgaas og føle sig som
Enhed. F. er enten Takke-, Sørge-, Bods- og
Soningsfester ell. Indvielsesfester, naar ny
Arbejder paabegyndes ell. Genstande indvies til
Guddommen ell. til Gavn for Samfundet. Maaden,
hvorpaa F holdes, afviger naturligvis meget
efter Folkenes Udviklingstrin, Nationalkarakter
og ydre Forhold. Foruden Bønner, Ofringer, i
det hele Kultus, spiller Processioner, Optog, ofte
ledsagede af Musik og Sang o. desl., en stor
Rolle. Hertil kommer selskabelige
Sammenkomster, særlig fælles Maaltider og Drikkelag, Dans.
Spil, Lege, kunstneriske Forestillinger o. s. v.
Naturligvis har mange F. deres Skyggesider,
idet Fornøjelserne antager en alt for sanselig
Karakter og fører til alle Slags Udskejelser,
hvilke ved fl. Fester antoges for tilladelige,
endog næsten for en Selvfølge. Til F. knyttedes
naturlig Markeder, og F. har derfor haft
stor Bet. i Udviklingen af det kommercielle
Samfund mellem Menneskene. Som Steder for
F. kaaredes gerne saadanne, der mentes at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
