Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferdinand II, Konge af begge Sicilierne 1830-59, (1810-1859) - Ferdinand I, Storhertug af Toscana (1587-1609), (1549-1609) - Ferdinand II, Storhertug af Toscana (1621-70), (1610-1670) - Ferdinand III, Storhertug af Toscana 1790-1801 og 1814-24, (1769-1824)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedkaldende Himlens Straf over sig, hvis han brød
den. I Marts udvistes Jesuitterne, og i Apr.
sendtes Tropper imod Østerrigerne; men 15. Maj,
samme Dag, som Kamrene samledes, opstod et
Brud imellem ham og Deputeretkamret, og det
kom til Kamp i Neapels Gader. Han lod Byen
bombardere fra Forterne, og efter at de
fremmede Lejetropper, især Schweizerne, havde
faaet Bugt med den frisindede Middelstand, lod
han Husene plyndre af Lazaronerne, der var
ham lige saa hengivne som i sin Tid hans
Farfader (F. IV). Sicilien, som April 1848 havde
løsrevet sig og erklæret F. for afsat, blev Maj
1849 igen undertrykt, efter at Messina allerede
Septbr 1848 var blevet bombarderet.
Forfatningen blev snart efter ophævet, og fl. tidligere
Ministre, deriblandt C. Poerio, dømte til
Galejerne for deres Frisind. Senere levede F.
med det velfortjente Øgenavn »Kong Bomba« i
sit Slot, værget af en stærk Hær og et talrigt
Politi og øvende et grusomt Despoti i Lighed
med hans Navne Ferdinand VII i Spanien.
Tusinder af Fanger maatte vansmægte i
gyselige Fængsler (1850 ansloges Tallet til 15-20000,
men var vistnok større); Bastonnade og andre
Pinsler brugtes i stor Udstrækning, og
Udlandets Forestillinger herimod afvistes haanlig.
Endnu 1856 viste han sin Trods imod
Vestmagternes Trusler og brød sig ikke om, at de
afbrød den diplomatiske Forbindelse. Først 1858
benaadede han en Del politiske Fanger, dog
kun for at bortsende dem til Sydamerika; men
paa Vejen lykkedes det dem at formaa
Skibsføreren til at sejle til London, hvor de gik i
Land. Decbr 1856 blev han Genstand for et
Mordforsøg af en Soldat ved Navn Milano, men
slap med et Saar, og opholdt sig senere i
Caserta. Skønt svækket af Sygdom levede han dog
længe nok til at se det Uvejr trække op, der
snart efter skulde omstyrte Bourbonernes Trone
i Syditalien. Han var 2 Gange gift, 1832 med
Marie Christine, Datter af Kong Victor
Emmanuel I af Sardinien (1812-36), som var elsket
for sin Fromhed og Godgørenhed og senere
mindedes i Sagn, der ligner dem om Dronning
Dagmar, og 1837 med Therese, Datter af den
østerr. Ærkehertug Karl (1816-67). Af første
Ægteskab var kun en Søn, Frants II, der blev
hans Efterfølger; men af det andet overlevede
5 Sønner og 4 Døtre ham, deriblandt Greverne
af Trani (1838-86), Girgenti (1846-71) og
Caserta (f. 1841), og Maria Pia (1849-82), som
ægtede Hertug Robert af Parma. (Litt.:
Nisco, F. II ed il suo regno [Neapel 1884]).
E. E.
Ferdinand I, Storhertug af Toscana
(1587-1609), Søn af Cosimo I af Medici, f. 1549, d.
1609. Pius IV gjorde ham til Kardinal 1563, og
1569 kom han til Rom, hvor han spillede en stor
Rolle i Kardinalkollegiet, indtil han 1587 forlod
den gejstlige Stand og besteg Tronen efter sin
Broder Frants Maria’s Død. 1589 ægtede han
Christine af Lothringen. Som Regent indtog han
en Tid lang en fjendtlig Holdning over for
Spanien og sluttede sig til Henrik IV af Frankrig.
I Slutn. af sin Regering nærmede han sig
imidtertid atter Spanien. Toscana havde under ham
en lykkelig Tid. Han vaagede nøje over
Landefreden, Handelen og Agerdyrkningen søgte han
paa forsk. Vis at fremme, og han maa saaledes
bl. a. betragtes som den egl. Grundlægger af
Livorno, der under ham steg til en betydelig
Handelsby; mindre heldige var hans Forsøg paa
at opdyrke Maremnerne. Personlig var han en
Beskytter af Videnskab og Kunst; han
erhvervede saaledes den mediceiske Venus og
Niobe-Gruppen i Uffizierne, men sin Slægts
Traditioner tro holdt han tillige Bank i forskellige
europæiske Byer og drev Handel paa Amerika.
(M. M.). J. L.
Ferdinand II, Storhertug af Toscana
(1621-70), foreg.’s Sønnesøn, f. 1610, d. 1670. Under
hans Mindreaarighed styredes Landet af hans
Bedstemoder og Moder, en østerr. Prinsesse, og
stærkt paavirket af denne opgav han
Bedstefaderens kloge Neutralitet og sluttede sig
ganske til Huset Habsburg, hvem han understøttede
i dets Krige mod Frankrig. Hans Regering
indledede Toscanas Forfaldstid; thi medens Handel
og Erhverv stod i Stampe, steg Gejstlighedens
Magt, og da F. i en Krig med Paven havde
forstærket sin Hær ved at tage Røvere fra hele
Italien i sin Tjeneste, fik Briganterne fast Fod i
Landet.
(M. M.). J. L.
Ferdinand III, Storhertug af Toscana 1790
-1801 og 1814-24, (1769-1824), yngre Søn af
Leopold I. Da denne Febr 1790 arvede den tyske
Kejserkrone, afstod han Juli s. A. Toscana til
F., som dog først Apr. 1791 overtog Regeringen,
ledet af sin tidligere Lærer Manfredini. Mild af
Sind og tolerant imod de ny
Frihedsgrundsætninger var han den første Regent, som 1792
godkendte den fr. Bepublik. Han søgte ogsaa at
holde Italien neutralt under Krigen 1793, men
blev af England tvunget til at bryde med
Frankrig. Dog viste han kun liden Iver for Krigen
og sluttede allerede Fred Febr 1795, men maatte
Juni n. A. se fr. Tropper rykke ind i Landet
og besætte Livorno for at forstyrre den eng.
Handel, som der havde Tilhold, og 1797 slutte
en ydmygende Fred med Frankrig. Han maatte
herved afstaa vigtige Kunstværker (bl. a. den
mediceiske Venus), som dog kom tilbage 1814.
Ogsaa 1799 holdt F. sig neutral, men blev
alligevel Marts forjaget af Franskmændene og
først Juni genindsat ved sine egne
Undersaatters Hengivenhed. Oktbr 1800 blev han paa ny
fordrevet og maatte 1801 afstaa Toscana; til
Vederlag fik han 1803 Salzburg med
Kurfyrsttitel, men maatte 1806 ombytte dette Landskab
med Würzburg og tillige tiltræde
Rhin-Forbundet. 1814 vendte F. tilbage til Toscana,
modtaget med Jubel, og om der end i fl. Retninger
foregik en Reaktion (77 Klostre genoprettedes),
og Østerrigs Indflydelse gjorde sig stærkt
gældende, styrede han dog med Mildhed og
Maadehold, fremmende Oplysning og offentlige
Arbejder. Ogsaa beskyttede han 1821 sin Svigersøn,
Karl Albert af Sardinien, og gav Flygtninge fra
andre ital. Lande Fristed i Toscana. F. var
først gift 1790 med Louise, Datter af Ferdinand
I af Neapel (d. 1802), og anden Gang 1821 med
Marie, Datter af Prins Maximilian af Sachsen
(d. 1865). Han fulgtes af sin Søn Leopold II,
Toscanas sidste Storhertug.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
