Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferdinand VII, Konge i Spanien 1814-33, (1784-1833) - Ferdinand, Kardinalinfant af Spanien, Søn af Filip III af Spanien (1609-41) - Ferdinand I, Konge af Portugal, (1315-1383) - Ferdinand, Titulærkonge af Portugal, (1816-85) - Ferdinand den Hellige, Infant af Portugal, (1402-1443) - Ferdinand, Konge af Leon (1157-88) - Ferdinand I (ital. Ferrante), Konge af Neapel (1458-94), (1423-1494)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lighed med »den hvide Terrorisme« i
Frankrig 1815. Han var saaledes et værdigt
Sidestykke til sin Farbroder og Navne, Kong F. IV i
Neapel. Ogsaa ønskede han 1827 at omstyrte
Portugals fri Forfatning, for at den ikke skulde
smitte Spanien. Dog kom han snart i Strid med
den klerikale Reaktion, fordi han ikke helt
vilde gaa i dens Ledebaand. Den »apostoliske
Junta«, der var dannet med hans Samtykke for
at støtte Tronen og Kirken, fremkaldte 1827 en
Opstand i Katalonien og optog siden den Plan
at sætte hans Broder Don Carlos i hans Sted
paa Tronen. F. bragtes derved til at nærme sig
Modpartiet, og dertil medvirkede hans ny
Ægteskab. Efter at have været gift 1816-18 med
Marie Isabella. Datter af Johan VI i Portugal,
og 1819-29 med Josefa, Datter af Prins
Maximilian af Sachsen, uden at faa nogen Arving,
ægtede han December 1829 sin Søsterdatter
Marie Christine, Datter af Frants I af
begge Sicilierne. Hun skænkede ham to
Døtre, Isabella, der senere blev Dronning i
Spanien, og Louise, der 1846 ægtede Hertugen af
Montpensier. Marie Christine vandt stor
Indflydelse over ham og overtalte ham 1830 til at
ophæve den saliske Arvefølgelov, som gjaldt i
det bourbonske Hus, og genoprette den gl.
kastiliske, der ikke udelukkede Kvinderne. Under
hans Sygdom Oktbr 1832 fik Ministeren
Calomarde ham vel til at tilbagekaldte denne
Beslutning; men da han igen blev rask,
erklærede han, at Tilbagekaldelsen var fralistet ham,
og lod Juni 1833 Isabella hylde samt indsatte
hendes Moder til fremtidig Regentinde. Et Par
Maaneder senere døde han, efterladende
Spanien i alm. Forfald og med Udsigt til blodige
Borgerkrige baade om Tronfølgen og
Forfatningen. Tabet af de nyspanske Lande i Syd- og
Mellemamerika bør ligeledes tilskrives hans
slette og tyranniske Styrelse.
E. E.
Ferdinand, Kardinalinfant af Spanien, Søn
af Filip III af Spanien (1609-41). Han blev
1619 Ærkebisp af Toledo og udnævntes kort
efter til Kardinal. 1633 sendtes han til Tyskland
for at understøtte Huset Habsburg mod
Svenskerne, og i Spidsen for en sp. Hær deltog
han i Slaget ved Nördlingen (1634). Det flg. Aar
gik han til Belgien, hvor han overtog
Statholderskabet, og han viste sig her som en
dygtig Administrator og Feltherre. Det lykkedes
ham at drive saavel Hollænderne som
Franskmændene tilbage, ja han trængte endog langt
ned i Frankrig. 1638 tilføjede han Hollænderne
under Vilhelm af Nassau et stort Nederlag ved
Kalloo.
L. K.
Ferdinand I, Konge af Portugal, f. 31. Oktbr
1345, d. 22. Oktbr 1383, besteg Tronen efter sin
Fader Peter den Retfærdige’s Død 1367. Han
var en svag Karakter og en daarlig Regent,
der ganske var optaget af glimrende Hoffester
og Jagter, men da han var en gavmild og
huldsalig Herre, var han ikke desto mindre vel lidt
hos den største Del af Folket. Da han gjorde
Fordring paa Kastiliens Trone, kom han straks
i Beg. af sin Regering i Krig med dette Land,
med hvilket han siden laa i næsten uafbrudt
Fejde, som førtes uheldig for Portugals Vedk.
Først 1383 sluttedes der Fred, hvori det
bestemtes, at F.’s Datter Beatrix skulde ægte den
kastilianske Infant, og da denne døde, selve
Kongen Johan I, der saaledes haabede at forene
de to Riger, thi i Traktaten var Beatrix’ Børn
blevne indsatte som Tronarvinger. Efter at den
ældre burgundiske Linies Mandsstamme var
uddød med Kong F., udraabtes Beatrix som
Dronning under sin Moders Formynderskab,
men Folket hadede Kastilianerne og valgte
Kongens Halvbroder Johan af Aviz til
Rigsforstander. 2 Aar senere hyldedes denne som Konge
og sikrede i Slaget ved Aljubarota (1385) Riget
mod Kastilianerne.
M. M.
Ferdinand, Titulærkonge af Portugal,
(1816-85), Prins af Sachsen-Koburg, ægtede 1836
Dronning Maria da Gloria og fik næste Aar
Kongetitel. Efter Dronningens Død styrede han 1853
-55 Landet som Regent i Sønnen Pedro V’s
Mindreaarighed. Han hengav sig desuden til
Malerkunsten og viste stor Iver for
Vedligeholdelsen af Portugals hist. Mindesmærker. 1869
-70 gjordes der ham gentagne Tilbud om at
overtage Spaniens Krone for at forberede den
iberiske Halvøs Enhed, men han afslog dem.
1869 indgik han et morganatisk Ægteskab med
en tysk Danserinde Elisa Hensier (f. 1836), som
blev ophøjet til Grevinde Edla.
E. E.
Ferdinand den Hellige, Infant af
Portugal, Søn af Kong Johan af Portugal, f. 29.
Septbr 1402, d. 5. Juni 1443. Som Stormester af
Aviz-Ordenen deltog han i sin Broder Henrik’s
mislykkede Ekspedition mod Maurerne i Tanger
og blev selv trettende efterladt hos Fjenderne
som Gidsel for Ceuta’s Udlevering. Da Kongen
og Cortes nægtede at afstaa denne By, og en
frygtelig Pest hindrede Portugiserne i at befri
den unge Kongesøn, tilbragte F. de sidste 6 Aar
af sit Liv som Slave hos Sultanen i Fez. Efter
hans Død hængtes hans Legeme op paa en af
Fez’ Porte, og først 1471 førtes det tilbage til
Portugal, efter at han Aaret i Forvejen var
blevet kanoniseret af Pave Poul II. Under Navn
af »den standhaftige Fyrste« er han blevet
forherliget af Calderon.
(M. M.). Chr. H.
Ferdinand, Konge af Leon (1157-88). Kort
efter sin Tronbestigelse bemægtigede han sig
Formynderskabet for sin umyndige Brodersøn
Kong Alfons VIII af Kastilien, og da han
forskød sin Gemalinde Uracca, en portug.
Prinsesse, kom han i Strid med Portugal, fra
hvilket han gjorde fl. Erobringer. Under hans
Regering stiftedes 1175 St-Jago-Ordenen, en
gejstlig Ridderorden, hvis Formaal var at beskytte
de Pilegrimme, der valfartede til den hellige
Jakob’s Grav i Compostella.
(M. M.). Chr. H.
Ferdinand I (ital. Ferrante), Konge af
Neapel (1458-94), uægte Søn af Alfons V af
Aragonien og Sicilien, f. 1423, d. 1494. Faderen,
der gennem Adoption havde erhvervet Neapel,
bestemte ham til sin Efterfølger i dette Rige,
men Pave Calixtus III, der af Navn var Landets
Lensherre, nægtede at anerkende ham.
Efterfølgeren Pius II viste sig dog mere
imødekommende, og med Bistand af Paven og Sforza’erne
i Milano besejrede F. efter nogle Aars Forløb
Huset Anjou, der havde gjort ham Tronen
stridig. Da hans Hovedmodstander Johan af Anjou,
Søn af Kong René, var død, havde Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
