Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fasti ell. Splid, uddød dansk Adelsslægt - fasti (lat. dies f.) kaldtes hos Romerne de Dage, paa hvilke det var tilladt at holde offentlige Forhandlinger - fastidiøs (lat.), modbydelig, kedsommelig, overmodig. - Fastigium (lat.), Højdepunkt, særlig Feberens Højdepunkt, synonymt med Acme; smlg. i øvrigt Feber. - Fasting, Claus, norsk Forf., (1746-91) - Fasting, Georg Frederik Christopher, norsk Skolemand og Forf., (1837-1914)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vennergaard, der først nævnes 1429, og til Jørgen
Splid F. til Mindstrup og Møltrup.
Sidstnævntes Søn, Palle Splid, var bl. a. Fader
til de to Skibschefer Jørgen Splid (levede
1577) og Jens Splid (levede 1565), der
begge fik Forleninger af Kongen. Palle Splid
ell. F. til Mindstrup og Smedstrup (Ingelstad
Herred), Søn af den førstnævnte af disse to
Brødre, døde 1628 som Slægtens sidste Mand.
De saakaldte Stihage-Skram’er (s. d.) er
utvivlsomt en Gren af denne Slægt.
P. B. G.
fasti (lat. dies f.) kaldtes hos Romerne de
Dage, paa hvilke det var tilladt at holde
offentlige Forhandlinger, navnlig
Retsforhandlinger, i Modsætning til dies nefasti, hvor
saadant var forbudt. En særlig Del af dies nefasti
var dies comitiales, paa hvilke det var tilladt
at holde Komitier; dies nefasti var dels de
Dage, da der var offentlige Fester (feriæ
publicæ), dels Ulykkesdage (dies atri). Paa de
saakaldte dies fissi ell. intercisi var Forhandlinger
kun tilladte en Del af Dagen. Ordet f. fik da
ogsaa Bet. af en Fortegnelse over disse Dage,
en Kalender. En saadan skal allerede være
indrettet af Numa Pompilius; i den hist. Tid
paahvilede det Pontificerne at udarbejde den. 304
f. Kr. skal Ædilen Gnæus Flavius første Gang
have offentlig udstillet f. for et helt Aar.
Senere blev det Skik til f. at føje Forklaringer;
saaledes blev der i Præneste opstillet f. med
Kommentarer af Marcus Verrius Flaccus, og i sit
Digt f. knyttede Ovid poetiske Skildringer til
de enkelte Dage. Opbevarede er talrige
Indskrifter med Brudstykker af f., fundne dels i Rom,
dels forsk. Steder i Italien, f. Eks. de nævnte
f. Prænestini, f. Maffeiani, f. Vaticani, f.
Venusini m. fl. De stammer alle fra Beg. af
Kejsertiden. Opbevarede i Haandskrifter er f. af
Furius Dionysius Philocalus (fra 354 e. Kr.) og af
Polemius Silvius (448-49).
En anden Art f. er Fortegnelser over de rom.
højere Embedsmænd for de enkelte Aar
(Konsuler, Censorer, Diktatorer og Magistri equitum
samt over Præster) og over de afholdte
Triumfer. Ogsaa saadanne er overleverede i
Indskrifter, først og fremmest f. Capitolini, som
opr. stod ved Regia paa Forum Romanum; de
indeholder baade f. consulares og f. triumphales
indtil 13 e. Kr. Samtlige f. er udgivne og
kommenterede af Mommsen og Henzen i Corpus
inscriptionum Latinarum I.
H. H. R.
fastidiøs (lat.), modbydelig, kedsommelig,
overmodig.
Fastigium (lat.), Højdepunkt, særlig
Feberens Højdepunkt, synonymt med Acme; smlg.
i øvrigt Feber.
E. A. T.
Fasting, Claus, norsk Forf., (1746-91),
var en Præstesøn fra Bergen. Efter Faderens
Ønske, men ikke efter egen Tilbøjelighed
studerede han Teologi; men da han 1776 havde
taget den teologiske Attestats, vendte han den
Ryggen og levede de flg. Par Aar i Kbhvn et
frit, men ikke sorgløst Liv. Han læste meget
og besad et omfattende Kendskab til
Verdenslitteraturen, medens han ogsaa dyrkede
Musikken; han var en udmærket Klaverspiller og
tjente til Dels sit Brød ved at give
Musikinformationer. I sin Fødeby, hvor han opholdt sig
1768-70, var han Medstifter af de »frivillige
Harmonisters Akademi«, og her debuterede han
som Digter med et lille Lejlighedsstykke »Pans
Fest«. Da han atter kom tilbage til Danmark,
kastede han sig ivrig over Litteraturen. Nogen
original Aand var F. slet ikke; de faa
digteriske Arbejder, han har efterladt sig - en
Tragedie »Hermione« (1771), der ikke blev
opført, i fr. Alexandrinerstil, og et Lystspil
»Aktierne« (1788), der mærkeligt nok naaede een
Gang frem paa Scenen - staar snarere under
end over det meste af Datidens Poesier. Men
han var et livligt Hoved og en kritisk
Begavelse; i Abrahamson’s »Kritiske Journal« og i
Tode’s »Kritiske Tilskuer« skrev han kvikke og
velfunderede Anmeldelser; navnlig laa Satiren
godt for ham. Derom bærer ogsaa fl.
Epigrammer Vidne i Verseprotokollen i »Norske
Selskab«, hvoraf F. var Medlem; det var her,
Wessel gav ham det Karakteristikon, at han
var »fransk midt i Perialen«. F. havde et højst
beskedent Udkomme ved at oversætte og som
Sekretær i Tallotteriet. Hans Kaar blev ikke
meget bedre, da han 1777 flyttede til Bergen;
i mange Aar maatte den kundskabsrige Mand
ernære sig som Huslærer, til han endelig 1787
fik en lønnet Magistratsansættelse. 1778-81
udgav han her »Provindsialblade«, en Slags
underholdende og belærende Tidsskrift, hvori de
mest forsk. Emner toges op til Behandling; ved
Siden af smaa moraliserende Stykker om
menneskelige Dyder og Laster findes livlig skrevne
Essays om samtidige kendte Mænd, f. Eks.
Voltaire, og en Mængde Overs. og Bearbejdelser.
I en Fortsættelse »Provindsialsamlinger« (1791),
der snart afbrødes ved F.’s Død, er det særlig
Naturens Historie, der har fængslet ham. F.
var en elskværdig Karakter, der var meget
skattet af sine Venner, men frygtet af mange
for sin lidt skarpe Tunge. En ulykkelig
Kærlighedshistorie skal have bidraget til at
formørke Eksistensen for den i Forvejen haardt
trykkede Mand. (Litt.: L. Sagen, »Udvalg
af C. F.’s Skr, med Bidrag til hans Biographie«
[1837]; C. Dunker, »Gamle Dage« [1873]).
J. Cl.
Fasting, Georg Frederik Christopher,
norsk Skolemand og Forf., f. i Bergen 1. Jan.
1837, d. 24. Oktbr 1914, Student 1854 og teol.
Kandidat 1860, debuterede 1861 som Forf. med et
i akademiske Kredse adskillig Opsigt vækkende
anonymt Skrift, »Studier over Studenterlivet i
Kria«, nærmest et Lejlighedsarbejde i
Anledning af det norske Univ.’s
Halvhundredeaarsfest s. A. 1864-92 var han Lærer ved højere
Skoler i Kria, Bergen og Sarpsborg; 1892 blev
han Bestyrer af Skolelærerseminariet i Asker
nær Kria. 1902 udnævntes han til Rektor, efter
at Seminariet var flyttet til Holmestrand. 1912
Afsked. Hans Forfattervirksomhed har været
dels af pædagogisk Art (»Læsekunsten« [1891],
»Den religiøse Opdragelse« [1892]), dels og
fornemmelig af filosofisk og æstetisk Indhold. Han
vandt 1866 Univ.’s Guldmedaille for
Besvarelsen af Prisopgaven »Kirkefaderen Irenæus’
Lære om Skrift og Tradition« (utrykt) og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
