Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvefotografi - Farvefrihed, se Akromatisme. - Farvefylde (Sättigung der Farben, l'intensité spécifique des couleurs) - farvefølsomme Plader, se Farvefotografi. - Farvegivning kaldes Paalægning af Farve paa et Legeme, hvis naturlige Farve ikke skal træde frem - Farveharmoni siges at være til Stede mellem Farver, som sammenstillede gør en æstetisk tiltalende Virkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkende Straalers og de optisk virkende
Straalers Virkemaade.
Den alm. fotografiske Plade er kun
modtagelig for de kem. virkende Straalers Paavirkning,
altsaa for de blaa, de violette og de ultraviolette
Straaler, medens de røde, gule og grønne
Straaler enten slet ikke ell. i hvert Fald kun i meget
ringe Grad paavirker Pladens Klor-, Brome-
ell. Jodsølv. Øjet opfatter derimod de gule
Straaler som de lyseste, medens blaa og
violette Farver synes mere ell. mindre mørke og
de ultraviolette Straaler slet ikke kan ses.
Paa et Fotografi, taget paa en ikke
farvefølsom Plade, efter en farvet Original, vil de
røde, gule og grønne Partier synes altfor
mørke, og de blaa og violette for lyse. For at
udligne dette Forhold bruger man dels
ortokromatiske Plader (isokromatiske,
farvefølsomme) og pankromatiske Plader,
dels Farvefiltre.
Det var Prof. H. W. Vogel i Berlin, der 1873
opdagede, at man ved at sætte en
Farveopløsning til Bromsølvkollodium kunde gøre en
fotografisk Plade modtagelig for visse
Farvestraaler, som den ellers ikke var følsom over for.
Senere, da man fik fremstillet fl. Farvestoffer,
lykkedes det at gøre Bromsølvgelatineplader
følsomme over for gule og grønne Farvestraaler
ved Hjælp af Eosin, Erytrosin, Ortokrom,
Pinaverdol, Dicyanin m. fl. samt rødfølsomme
ved Hjælp af Pinakrom og Pinacyanol.
Farvestoffet kan enten tilsættes Pladerne ved
Fremstillingen i Pladefabrikken ell. ved Badning af
den færdige Plade kort Tid før Brugen.
For at tilbageholde visse Farvestraaler, f.,
Eks. de blaa, medens andre, f. Eks. de gule,
Farvestraaler faar Tid til at paavirke den
farvefølsomme Plade, kan man enten foran eller
bag ved Objektivet ell. umiddelbart foran Pladen
indskyde et Farvefilter. Dette bestaar af et
farvet Glas, af en farvet Hinde paa Glas ell.
Film ell. af en farvet Opløsning i en flad
Glasbeholder (Kuvette) med plan-parallelle Vægge.
De mest benyttede Farvefiltre er gule, da det som
Regel er de blaa Farver, der skal holdes tilbage.
Farvefølsomme Plader i Forbindelse med
Farvefiltre anvendes foruden til
Trefarvefotografi navnlig til Fotografering efter Malerier,
farvede Industrigenstande o. l. samt ved
Landskabsoptagelser og Fotografering i Bjergene.
Sjældnere anvendes de til Portrætfotografering,
da Farvefiltret forlænger Eksponeringstiden
betydeligt.
Er det endelig Farvefotografiens Opgave efter
en farvet Original kun at gengive een bestemt
Farve og dens Nuancer, benytter man en
fotografisk Plade, der er gjort ufølsom over for den
bestemte Farve, der skal gengives, samtidig med,
at man benytter et Farvefilter, der saa vidt
muligt indsuger (absorberer) visse Farver.
Ad denne Vej kan man fremstille tre
Negativer, hvoraf det ene repræsenterer alle gule
Farvenuancer i Originalen, det andet alle røde
og det tredie alle de blaa Farvenuancer (se
Trefarvefotografi). Efter disse tre
Negativer kan der paa adskillige Maader
(Trefarvetryk, Lystryk, Gummitryk, Pinatypi o. fl.)
fremstilles tre ensfarvede Billeder, der ved at
trykkes ell. anbringes nøjagtigt over hverandre
gengiver alle Originalens Farver. Ved at
fremstille tre enfarvede Diapositiver, hvert
svarende til en af Hovedfarverne, og projicere dem
nøjagtigt paa samme Sted, faar man et
Lysbillede i de rigtige Farver.
C. E. A.
Farvefrihed, se Akromatisme.
Farvefylde (Sättigung der Farben,
l’intensité spécifique des couleurs). Jo renere en Farve
er, jo mere den er fri for Indblanding af hvidt
(graat, sort), desto større siges dens F. ell.
Mætning at være. De mest mættede Farver, vi kan
frembringe, har vi i det Spektrum, som dannes
ved Lysets Brydning i et Prisme; man kan
derfor ogsaa bestemme F. som Forholdet mellem
den Mængde Spektralfarve og den Mængde
hvidt (graat, sort), der findes i en given Farve.
En virkelig Maaling af disse Mængder og
dermed en kvantitativ Bestemmelse af F. er dog
kun i de færreste Tilfælde mulig; som oftest er
Bestemmelsen af F. en blot og bar, og tilmed
temmelig usikker, Skønssag. Desuden er
Spektralfarvernes Mætning ikke en uforanderlig
Størrelse, men afhængig saavel af Styrken af
det brudte Lys som af det iagttagende Øjes
Tilstand. Selv i saadanne Tilfælde, hvor F. kan
angives kvantitativt, har denne Bestemmelse
derfor kun relativ Bet., idet F.’s Maksimum
altid er afhængig af de Forhold og
Omstændigheder, hvorunder Farverne iagttages.
Alfr. L.
farvefølsomme Plader, se
Farvefotografi.
Farvegivning kaldes Paalægning af Farve
paa et Legeme, hvis naturlige Farve ikke skal
træde frem. Ved kunstneriske Arbejder, ligesom
ogsaa naar kun enkelte Genstande af bestemt
Art skal belægges med Farve, udføres F.
sædvanlig med Pensler; ved fabriksmæssig
Tilvirkning af et stort Antal ensfarvet farvede
Genstande, f. Eks. ved Bog- og Illustrationstryk,
ved Trykning af Tapeter og Tøjer, sker F. i Alm.
ved Valser, der enten føres med Haanden ell.
udgør Led i meget sammensatte Maskiner,
Presser.
Alfr. L.
Farveharmoni siges at være til Stede mellem
Farver, som sammenstillede gør en æstetisk
tiltalende Virkning; i modsat Fald kaldes
Farvekombinationen disharmonisk. Den Sikkerhed,
hvormed der kan skelnes mellem Harmoni og
Disharmoni paa Farvernes Omraade, er
langtfra saa stor som f. Eks. paa Tonernes; mange
Mennesker har slet ingen Farvesmag, og selv
hvor denne findes, er den ofte vaklende. Dette
er vel især begrundet deri, at Naturen
frembyder alle tænkelige Kombinationer af
Farvetoner i enhver Afskygning; vi er derved
vænnede til at se selv meget disharmoniske
Sammenstillinger. Hertil kommer desuden, at
Farvernes væsentligste Bet. er den at give os et
Billede af Omverdenen (se
Farvefornemmelse); de sætter altsaa fortrinsvis vore
Forestillinger i Bevægelse, hvorfor deres
Følelsesvirkning bliver mere underordnet i
Sammenligning med andre Sansefornemmelsers. Til Trods
herfor er der dog visse Farvekombinationer,
som mange Mennesker er enige om at erklære
for disharmoniske. Og i den store Mængde
kunstneriske Arbejder, som i Tidens Løb er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
