Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fanter og Fantevæsen er i Norge Betegnelserne for den Landet ejendommelige Vagabondforeteelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilløb ledede dog fra Beg. af 16. Aarh.
Opmærksomheden en Stund bort fra de ældre. Ved
denne Tid var nemlig enkelte Zigeunerfølger
naaede op til Norden, og disse fandt i Norge
gunstige Betingelser for en forholdsvis
ubekymret Tilværelse. En Frd. af 1589 forbød dem
vistnok Adgang til Riget og sammenstillede dem
med Tyve og Røvere; men uagtet lgn. Lovbud
gentagende indskærpedes og til sidst optoges i
Christian V’s Lovbog, fik »Taterne« mere og
mere Sædvanens Privilegium paa at vandre om
i Landet, hvorhos de undertiden i visse Bygder
skaffede sig et Slags Tilholdssteder, hvor de i
Mangel af fastere Bolig paa en Vis ansaas
hjemmehørende. Senere end Zigeunerne,
maaske især under og efter Trediveaarskrigen, fandt
ogsaa Flokke af mellemeuropæiske »Skøjere« og
»Natmandsfolk« Vejen op til Norge, hvor de
kom paa fjendtlig Fod med Taterne og med
disse førte blodige Slagsmaal. Den fastboende
Befolkning slog imidlertid begge Racer sammen
med Levningerne af de indfødte
Landstrygerflokke under Fællesbenævnelsen »Fanter«; men
da de egl. Tatere vedblev at udgøre den mest
iøjnefaldende og frygtede Bestanddel, anvendtes
Udtrykket hyppig særlig om dem (saaledes i
Fattiglovene af 1863 Landstrygere, Børn »af
Fantefolket«). Til Adskillelse fra hine kaldes de
ogsaa, i det mindste i nyere Tid, »Splinter« og
»Storvandringer«, medens de andre maa nøjes
med at hedde »Smaavandringer«, »Meltravere«
og »Vardalsfanter«. Et af alle Fanter selv yndet
Udtryk er derimod »Rejsende«. I første Halvdel
af 18. Aarh. var Omstrejferfølgerne voksede
op til en ren Landeplage. Især i afsides
Bygdelag, paa ensomme Gaarde og Sætre, optraadte
de som Herrer, der slog sig ned, hvor dem
lystede, og rekvirerede Forplejning. Ikke bange
for i Tilfælde af Vægring at bruge Vold,
foretrak de dog helst blot at skræmme dermed.
Værst synes Forholdene paa den Tid at have
været nordenfjelds og paa Oplandene, og til
sidst maatte Myndighederne gribe alvorlig ind.
Til at dette skete, tør navnlig have bidraget en
udførlig Fremstilling, som Biskoppen i Kria,
P. Hersleb, 1736 indgav, og som i Manuskript,
under Titlen »Uforgribelige Tanker til
Betleriets Afskaffelse i dette Stift«, opbevares i det
norske Rigsarkiv. Forf. anbefalede
Omstrejfernes Indsættelse paa Tvangsarbejdshus, og
allerede 1741 stod Kria Tugthus i dette Øjemed
færdigt. Et Reskript af 23. Aug. 1737
indskærpede desuden Lovbogens Straffebud angaaende
Tatere og paabød fremmede Vagabonders
Anholdelse og Udvisning af Riget. For at fremme
Paagribelsen iværksatte Amtmændene
Klapjagter, hvori deltog Soldater og Almue under
Ledelse af Fogder og Lensmænd. Saadanne
»Fantejagter« skal have fundet Sted 1700, 1710
og 1740, og en lgn. befaledes for Oplandenes
Amt 1757. Til at øve daglig Opsigt ansattes i
de fleste Bygder »Fantefogder« ell.
»Stodderkonger«; men da disse selv oftest toges bl.
løsladte Forbrydere, var deres Autoritet under
Tjenstgørelsen lige saa ringe som deres
personlige Sikkerhed. For øvrigt slappedes snart
igen den af Statsmyndighederne omkring 18.
Aarh.’s Midte udfoldede Iver, og det blev i et
længere Tidsrum aldeles stille med
Foranstaltninger mod Fantevæsenet. Navnlig synes
Tvangsarbejdshus kun at have været anvendt for i
Ny og Næ at faa en Omstrejfer døbt ell.
konfirmeret. Først efter 1840 henlededes den
offentlige Opmærksomhed atter paa Sagen, og fra
1848 kunde Eilert Sundt (»Fante-Sundt«)
med Statsunderstøttelse vie den en mangeaarig
og omhyggelig Granskning. Af denne fremgik,
at 18. Aarh.’s Tilstande fremdeles herskede
temmelig uforandrede, og at Fanterne mangesteds
i Landet var en slem Plage. Sundt’s endelige
Forslag til at raade Bod herpaa omfattede
fornemmelig Arbejdstvang i af Staten underholdt
Tvangsarbejdshus; men ved Siden heraf skulde
der ved Hjælp af Statstilskud gøres Forsøg
paa at bringe Fanterne til frivillig at tage fast
Bopæl og lønnet Arbejdsplads, ligesom deres
Børn skulde bortsættes til Opdragelse i bedre
Almuehjem. De to sidstnævnte Formaal søgtes,
til Dels med nogen Fremgang, naaet ved det af
Stortinget fra 1854 af bevilgede »Fante-Fond«;
derimod forkastede Stortinget 1863 Sundt’s
Hovedplan om særskilt Tvangsarbejdshus for
Fanter og bevilgede alene et vist, senere stadig
gentaget Bidrag til de to nævnte Formaal. Da
denne Udredsel p. Gr. a. lidet heldige
Detailbestemmelser om dens Anvendelse imidlertid
forblev saa godt som virkningsløs, blev
Tilstanden i det hele taget i mange Aar den
samme som før, og senere Indlæg i
Spørgsmaalets Diskussion, som var foranledigede dels
ved Klager, der kom til Orde paa Stortinget
(navnlig under Debatten 16. Marts 1892), dels
ved de Forslag til en legislativ Ordning af
Emnet, som forelaa fra Straffelovkommissionens
Haand, afsatte foreløbig intet positivt Resultat.
I Opfattelsen af Fantevæsenet gør der sig i
Nutiden ligesom omkr. 1850 to Synsmaader
gældende, idet nogle er mest tilbøjelige til at
fremhæve og bygge paa de bedre Træk, der
glimtvis kan komme til Syne i Fanternes
Karakter, saasom Stammefølelsen, Samholdet og
Kærligheden til Børnene, medens andre mener
fortrinsvis at maatte pege paa deres
uforbederlige Arbejdsskyhed, der end ikke lader sig
overvinde ved at stille dem i Udsigt Hus, Jord ell.
Værksted. Sundt, som i Bedømmelsen af dem
begyndte med at anslaa de mildere Strenge, gik
efterhaanden over til en strengere Dom (»et
karakterløst, vederstyggeligt Pak«). De, der er
enige med ham, fremholder Tvangsarbejdet, de
første Mission og Kolonisation som de Midler,
der især bør komme i Betragtning, dog uden
at man fra nogen af Siderne helt vil udelukke
det modstaaende Forslag. Omstrejfernes Antal i
Norge synes i de senere Aar at være stærkt
forøget. Efter Folketællingen 1845 udgav
Finansdepartementet en Nominalfortegnelse over
hvert Præstegælds Fantefølger med korte
biografiske Meddelelser om de enkelte Personer,
hvoraf disse bestod, til et samlet Antal af 700.
Dette Tal var dog langtfra fuldstændigt, og
forskellige Omstændigheder har overhovedet gjort
det vanskeligt ved Folketællingerne at faa
sikre Opgaver. I et 1896 trykt
Stortingsdokument (udarbejdet af fhv. Sognepræst til
Leikanger J. R. S. Walnum) henvises til en lgn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
