Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fantasi - Fantasi, den digteriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Illusion, som er en nødvendig Betingelse for, at
den af Kunstneren tilstræbte Følelsesvirkning
skal opnaas. - Endelig spiller F. ogsaa en
meget væsentlig Rolle i Videnskaben. Skal
Forskerens Arbejde ikke bliver planløst, maa han
nødvendigvis have en Arbejdshypotese, d. v. s. en
Formodning om, hvorledes det forholder sig med
det Problem, han er i Færd med at undersøge.
Det egl. videnskabelige Arbejde, hvad enten
dette er ren Tænkning (f. Eks. Beregning) ell.
Eksperimenteren, gaar da ud paa at prøve, om
Formodningen er rigtig. Men en saadan
Arbejdshypotese vindes i Alm. paa den Maade, at
Forskeren kombinerer sin hele Viden om det
foreliggende Problem til et Billede af Sagens
Sammenhæng og derved ledes udelukkende ved
sin Følelse for, hvad der er muligt ell. ikke
muligt. Det er en ren Fantasivirksomhed, her
foregaar, og om Hypotesen bliver rigtig, vil
derfor som oftest bero paa et Træf. Ikke desto
mindre har slige Formodninger den største
Bet., idet selv de saakaldte »tilfældige«
Opdagelser næppe vilde være gjorte, hvis
Forskeren ikke paa Forhaand havde haft en
Formodning, som netop var Betingelsen for, at han
kunde gribe og fastholde den Iagttagelse,
hvoraf Opdagelsen afhang.
Alfr. L.
Fantasi, den digteriske. Alt
Forestillingsløb beror paa Association, men i F.
fremtræder Bevidsthedens Aktivitet som en
Evne til at variere, ændre og omdanne de ved
Association givne Forestillinger. Her har vi det
fælles Udgangspunkt for F. og Tænkning. Enten
vi fantaserer ell. tænker, tumler vi med de
Forestillinger, der tilflyder os ved Association,
men Maalet er forskelligt; tænker vi, er
Formaalet Aarsagssammenhæng, et Begreb, en Lov,
og vor Bevidsthedsenergi gaar ud paa at sørge
for, at vore Udgangspunkter bliver
Virkeligheden saa lige som muligt og Fremskridtet
logisk; fantaserer vi digterisk, er Maalet et
konkret Billede, en Livsform, en Type, og de Love,
der bestemmer vor Fremfærd, er de æstetiske
(se Digtekunst). Den digteriske F.
»skaber«, ɔ: frembringer ny Dannelser og
Forbindelser. En stor Del af disse lader sig simpelt
hen forklare ud fra den normale F.’s
Varieringsevne. Stoffet, Elementerne til alle Om- og
Nydannelser, maa selvfølgelig opr. tages fra
Iagttagelse, ydre og indre Oplevelse, og Digterens
Iagttagelsesbilleder er nu i Alm. stærkere,
klarere, mere levende end Menneskers i
Gennemsnit. Hans store Interesse for Livet gør, at han
ser klarere og dybere, mere gennemtrængende
og bedre rammer Kernen. Det saaledes
indvundne Materiale tilføres nu F. gennem Association,
og Digterens Associationsløb er i Alm.
overmaade livligt, hans Erindrings- og
Fantasibilleder er særlig konkrete, livlige, anskuelige.
Medens nogle Menneskers Erindringsbilleder er
farveløse og udviskede som blotte Skygger af
Virkeligheden, er andres bestemt tegnede og
kraftig farvede, og Digterens Livsinteresse og
Farten i hans Associationer forklarer os, at
hans Billeder ogsaa allerede i Erindringsstadiet
staar som indre Syner, der kan nærme sig en
Hallucination; han ser Situationen for sig og
lever sig ind i den, som var den nærværende.
Dette Materiale undergaar nu en ubevidst -
bevidst Omdannelse og Bearbejdelse, der er
bestemt ved Motivet, den Idé, det subjektive
Livsindhold (Grundstemning, Hovedhandling,
Hovedperson, Livssituation), der er den tændende, til
Produktion ansporende Brand i hans Sjæl, og
styres af æstetiske Principper og Love. Det
normale Menneskes som Digterens F. har nu forsk.
Metoder, ved hvilke den kan variere det givne
Materiale; F. kan, støttet af Tanke og Villie,
analysere og abstrahere, opløse et
Hele i dets Dele, en Ting i dens Egenskaber
o. s. v. og saa holde den enkelte Del, Egenskab,
Forholdsside for sig: det er Betingelsen for de
delvise Omdannelser, som vi foretager, hver
Gang vi ændrer Ting og deres Forhold; hele
Industrien bestaar jo i saadanne Omdannelser,
Maleren maler et Bord sort, og Digteren
fremtryller et fortroldet Landskab blot ved at ændre
Vegetationens naturlige Farve. En Ændring af
Billedet, en Lutring af det i en ell. anden
Retning finder allerede Sted ved, at modstridende
Elementer, uvilkaarlig ell. vilkaarlig, udskilles,
hvorved Billedet vinder i indre Klarhed og
Overensstemmelse. F. kan dernæst
kvantitere, forstærke eller svække,
forstørre eller formindske, og en
Omdannelse af Billedet finder Sted, idet
Elementerne saaledes forstærkes ell. svækkes, ved at
de betones forskelligt. Mennesket kan blive til
en Kæmpe med »Øjne saa store som Møllehjul«
ell. skrumpe ind til en Tommeliden. Den
digteriske F. er særlig følelsesbetonet, og den
ophedede Indbildningskraft forstærker og
overdriver som Barnet, Rygtet, Drømmen og
Sindsbevægelsen, og staar paa Spring til
Hyperbelen: »Polyfem hævede sig stille i Vejret, og
hans Hoved stødte til Stjernerne«. F. kan
endvidere kombinere; Billederne og deres
Forbindelser forandrer sig, idet ny Bestanddele og
Forbindelser træder ind i deres inderste Kerne
og fuldstændiggør dem. Støttet af den
abstraherende F. kan den kombinerende F.
sammensætte Delene til et nyt Hele, Egenskaberne til
en ny Ting, menneskelige Evner til en ny Sjæl,
Individualforestillinger til ny Grupper. Det sker
i Industrien som i Kunsten. Ved Kombination
af Halvdelen af en Mand og Halvdelen af en
Hest fremstaar en Centaur, af Træstammen og
en Akanthuskrans den korinthiske Søjle. Ved en
Sammenvirken af de tre angivne Metoder bliver
det F. muligt at lutre og idealisere. Vi
danner os en ideal Forestilling om et
Menneske, vi holder af, ved at abstrahere fra ell.
svække de mindre heldige Egenskaber og
forstærke de gode, der betones af Kærligheden,
og maaske tilsætter vi nogle ved Kombination.
Herfra gaar da Vejen til de ensidige Idealer,
som Romantik og Idealisme fremstiller, men
her er ogsaa Betingelsen for den sande
realistiske Kunst, der i sin Karakteriseren, Lutring
og Forstærken følger Virkelighedens ideale
Udviklingslinier. Endelig er F. uvilkaarlig
sammenlignende, og herfra gaar Vejen til
Billeder, Lignelser, Metaforer og Symboler. Vi
begejstres over en modig Kamp og kommer til
at tænke paa en Løve. Vi udbryder i metaforisk
Forkortning: »Løven kaster sig ind i Slaget«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
