Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Evangelium (gr.): glædeligt Budskab; i det nye Testament betegner det Jesu Forkyndelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ligheden, mellem Matthæus’ og Lukas’
Gengivelser af Bjergprædiken o. s. v. Navnlig i det
sidste Aarh. har disse Fænomener i høj Grad
beskæftiget den nytestamentlige Forskning, og
gennem en Række forsk. Teorier om
Evangeliernes Tilblivelse har man søgt at naa til
en Forklaring. Man har saaledes tænkt sig
Slægtskabsforholdet formidlet alene gennem den
mundtlige Tradition; Beretningerne om Jesu
Gerninger og Gengivelsen af hans Udsagn
udgjorde jo Hovedsagen i den apostoliske
Forkyndelse, og ved den stadige Gentagelse har der
sikkert uddannet sig en fast Fremstillingsform
ell. Type, som vore Evangelister da kan have
fulgt, idet enhver dog naturligvis tillige
udformede Stoffet efter sine individuelle
Ejendommeligheder. Denne saakaldte
Traditionshypotese, som først er nærmere udformet af
Gieseler (1818), og som navnlig tidligere var
meget udbredt, er dog hverken i Stand til
fyldestgørende at forklare det saa forbavsende
ensartede Udvalg, de mange ordrette
Overensstemmelser ell. de ganske smaa Forandringer
og Nuancer; og dertil kommer, at den første
apostoliske Forkyndelse foregik paa Aramaisk,
medens vore Evangelier er gr. Skr; og at det
stereotype Præg skulde have holdt sig trods
Overgangen fra det ene Sprog til det andet, er
næppe rimeligt. Teorien indeholder selvfølgelig
det rigtige Moment, at Grundlaget for de første
Optegnelser af den evangeliske Historie har den
mundtlige Missionsforkyndelse dannet; men vore
Evangelier kan ikke være de første indbyrdes
uafhængige skriftlige Nedslag deraf. Uholdbar
er ligeledes den saakaldte
Urevangeliehypotese, som i sin mest kendte Form gaar
tilbage til Göttinger-Teologen J. G. Eichhorn
(1804); derefter skulde der opr. kun have
eksisteret et enkelt paa Hebraisk affattet
»Ur-E.«; dette benyttedes bl. a. af de omrejsende
Missionsforkyndere og blev meget tidligt overs.
til Græsk; desuden modtog det efterhaanden
saa mange Udvidelser og Bearbejdelser, at det
kom til at foreligge i indbyrdes temmelig
afvigende Recensioner, og paa Grundlag af forsk.
af disse skulde da vore Evangelister have
udarbejdet deres Fremstillinger. Herimod maa
imidlertid indvendes, at Forskellene ikke
saaledes finder nogen tilstrækkelig Forklaring; de
skal bero paa tidligere Bearbejdelser, men
derved er Problemet jo kun omlagt, ikke løst. En
helt anden Vej forsøger da de forsk.
Benyttelseshypoteser. Allerede Augustin
antog, at Markus havde kendt Matthæus og
skrevet sit E. som et Udtog deraf, og Lukas havde
saa atter kunnet benytte begge disse. Men ud
fra denne Forudsætning bliver det ganske
uforstaaeligt, hvad der skulde have bevæget
Markus til at udarbejde et saadant Ekscerpt;
større Kortfattethed kan han næppe have tilsigtet
dermed, thi de Fortællinger, han medtager,
indeholder i Reglen ud over Parallellerne hos
Matthæus en Mængde smaa malende og
anskuelige, men dog for Helheden mindre
væsentlige Træk. Endnu mere forfejlet var det at
betragte Lukas-Evangeliet som det ældste, en
Tanke, som da ogsaa fremkom væsentlig af
dogmatiske Grunde; man fandt nemlig i Luk.
1, 1 udtalt en Dadel over Forgængernes
Arbejder, og til disse vilde man da naturligvis nødig
regne Matthæus og Markus. Men selv for den
relativt bedste Udformning af
Benyttelseshypotesen, den nemlig, at Markus-Evangeliet som
det ældste laa til Grund for de to andre, var
det heller ikke muligt at give nogen egl.
Forklaring af Uoverensstemmelserne; Henvisning
til de senere Evangelisters Vilkaarlighed kunde
ikke betragtes som fyldestgørende. F. C. Baur
og hans Meningsfæller, den saakaldte
Tübinger-Skole, forsøgte at opfatte Evangelierne som
Tendensskrifter; Matthæus skulde da repræsentere
det jødekristelige Parti, Lukas derimod den
udpræget hedningekristelige Anskuelse, medens
Markus indtog en formidlende Stilling og
hidrørte fra den Tid, da de opr. meget skarpe
Modsætninger begyndte at udjævnes; men
nogen Anvisning til at løse de Problemer, som
skabes af de ejendommelige Kombinationer af
Ligheder og Forskelle, giver denne Hypotese
egl. ikke; og da dens hist. Forudsætninger
tilmed har vist sig mere som teoretiske
Konstruktioner end hjemlede i Virkeligheden, har
den næppe nu Tilhængere mere. Som en sidste
Mulighed frembyder sig da den Antagelse, at
vore Evangelister til deres Skildringer har
benyttet fl. skriftlige Kilder, hvoraf nogle har
været fælles, andre kun staaet til Raadighed for
en enkelt. Ved saadanne Kildehypoteser
kan man nu nok faa forklaret baade
Overensstemmelserne og Uoverensstemmelserne,
saafremt man bare vil antage tilstrækkelig mange
benyttede Skriftstykker; men Forklaringens
Værdi, og da for øvrigt ogsaa dens
Sandsynlighed, staar selvfølgelig i omvendt Forhold til
disses Antal; thi man maa jo saa videre spørge
om Kildeskrifternes indbyrdes Sammenhæng, og
er der mange af dem, bliver denne yderst
kompliceret. Kravet om Simpelhed har da ogsaa
været medvirkende til, at i Nutiden den
saakaldte Tokildehypotese har fundet størst
Tilslutning. Denne gaar i Hovedsagen ud paa
to Ting: dels, at Markus-Evangeliet har været
kendt og benyttet af begge de to andre
Evangelister, og dels, at det Stof, som disse har
fælles ud over Markus, er øst af et nu tabt
Skrift, som væsentlig indeholdt Samlinger af
Jesu Udsagn; efter den gr. Betegnelse herfor
(λόγια) taler man i Reglen om »Logiakilden«,
og denne betegnes i Faglitteraturen med
Bogstavet Q. At det nu virkelig er
Markus-Evangeliet, som har dannet det fælles Grundlag,
fremgaar først deraf, at alle de i dette Skrift
indeholdte Fortællinger (undtagen 4, 26-29;
7, 32-37 og 8, 22-26) ogsaa findes hos
Matthæus og Lukas; dernæst frembyder
Beretningernes Rækkefølge den Ejendommelighed, at
hvor Matthæus af en ell. anden Grund afviger
fra Markus-Evangeliets Orden, stadfæstes
denne af Lukas ell. omvendt; men Matthæus og
Lukas gaar i den Henseende aldrig sammen
imod Markus; og endelig fremtræder rent
sprogligt Udtryksmaaden hos Matthæus og Lukas
hyppigt som en Forbedring af
Markus-Evangeliets aramaiserende og noget ubehjælpsomme
Stil. Der er ganske vist Tilfælde, hvor man
rent umiddelbart faar det Indtryk, at Matthæus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
