Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en saadan Sum, f. Eks. »Staten«. Denne
personificeres da saaledes, at der er noget, der
hedder Statens Ære, Magt og Anseelse. Hensynet
til Statens Vel kan anses for at bestaa i
Hensynet til dens Ære, Magt og Anseelse, og en
Adfærd som f. Eks. Krig kan finde
Anerkendelse ved at fremme Statens Vel, om den end
kun i meget ringe Grad fremmer Summen af
de Individers Vel, der hører Staten til. (Litt.:
N. H. Bang, »Begrebet Moral« [Kbhvn 1897];
L. T. Hobhouse, Morals in Evolutions [3.
Udg., London 1915]; H. Høffding, »Etik«
[4. Udg., Kbhvn 1913]; F. Jodl, »Geschichte
der Ethik« [2. Udg., Stuttgart og Berlin 1906
-12]; K. Kroman, »Begrebet det Etiske«
[Kbhvn 1903]; G. E. Moore, Ethics [Home
University Library, Bd 54, London u. A.]; H.
Sidgwick, The Methods of Ethics [8. Udg.
London 1913]; Samme, Outlines of the History
of Ethics [7. Udg., London 1910]; G. Simmel,
»Einleitung in die Moralwissenschaft« [2 Bd, 3.
Opl., Stuttgart og Berlin 1911]; C. N. Starke,
»Samvittighedslivet« [2 Bd, Kbhvn 1894-1897];
E. Westermarck, The Origin and
Development of the Moral Ideas [Bd I, 2. Udgave
London 1912. Bd II, London 1908. Findes ogsaa
paa Tysk og Svensk]).
Edg. R.
Kristelig E. er den systematiske
Fremstilling af den Handlemaade, som svarer til den
kristne Tro. Den adskiller sig fra den alm. filos.
E. først derved, at den har en religiøs
Karakter, idet den nemlig gaar ud fra Antagelsen af
en Gud, til hvis Villie den fører alle de
sædelige Bud tilbage. Men dernæst har den ogsaa i
Modsætning til den alm. E. en bestemt hist.
Karakter, idet den gaar ud fra den særegne
Anskuelse af Gud, som er udtalt gennem Jesus
af Nazareth og siden antaget af den kristne
Kirke. Medens derfor den alm. E. vil give en
saa vidt mulig almengyldig Fremstilling af, hvad
der er indeholdt i den naturlige sædelige
Bevidsthed, vil den kristelige E. være henvist til
at faa en mere subjektiv og begrænset
Karakter; allerede hermed kunde det synes givet, at
den maatte blive at betegne som en Afart inden
for E.’s Hele. Naar alligevel den kristelige E.
bestandig gør Fordring paa ikke blot at være
en berettiget Form inden for E., men tillige at
være den højeste Form for denne, da vil
Afgørelsen heraf væsentlig komme til at afhænge
af Besvarelsen af to Spørgsmaal; nemlig først
om selve Moralbudets Karakter, om dette som
saadant maa opfattes som sanselig bestemt ell.
som hævet over al sanselig Begrundelse, og
dernæst, hvis det sidste bekræftes, om den kristne
Religions sædelige Karakter, om denne er
ligeartet med Moralbudets ideale Væsen, ell. om den
betegner et lavere Sædelighedstrin end det, som
kommer til Orde herigennem. Hvad det første
Spørgsmaal angaar, da er det sikkert nok, at en
naturalistisk E. uden videre vil afvise en
supranatural Verdensanskuelse som uforenelig med
sit Udgangspunkt; men det er lige saa sikkert,
at overalt, hvor Moralloven fastholdes i sin
principielle Modsætning til det naturlige
Driftsliv, der vil man gennem dens ideale Fordring
føle sig henvist til en oversanselig Verden, der
som udført Virkelighed svarer til, hvad Budet
forlanger. Om nu en saadan ideal Verden er
givet i det Guds Rige, som Kristendommen
opstiller, er det andet Spørgsmaal, hvis
Besvarelse bliver vanskeliggjort p. Gr. a. den
forsk. Dom om Kristendommens sædelige
Karakter, som dens Historie giver Anledning til.
Det benægtes i Alm. vel næppe, at
Kristendommen i Sammenligning med andre hist. Religioner
har fra Beg. af haft en særegen moralsk
Karakter, idet den navnlig har gjort
Kærlighedsbudet gældende paa afgørende Maade; og lige
saa lidt vil man vel i Alm. helt underkende
Kristendommens opdragende Bet. inden for
Historien, hvor det viser sig, at just de Folkeslag,
som har antaget denne Religion, er naaede til
den højeste menneskelige Udvikling. Men det er
om Bedømmelsen af de religiøse
Grundforudsætninger for Moralen, at den af gørende Strid staar;
det er om den sædelige Bet. af Forsynstroen, det
hist. Forbillede og Udødelighedshaabet, at der
er Uenighed. Fra den ene Side paastaas der,
at saadanne Tilføjelser til Moralen maa krænke
den i dens Selvstændighed og nedsætte dens
Renhed, thi de vil fremavle blind Autoritetstro,
unaturlig Forsagelse og en egoistisk Stræben
efter hinsidig Løn, medens Kærligheden samtidig
vil blive stillet i Skygge. Fra den anden Side
gøres det gældende, at det enkelte Menneske
under sin moralske Handlen trænger til at blive
støttet dels ved Bevidstheden om at være i
væsentlig Enhed med Tilværelsens raadende Magt,
dels ved Erkendelsen af et positivt og
oversanseligt Formaal for Livet, dels ved Visheden
om at skulle naa et evigt Udbytte af sit Arbejde.
Og man tilføjer, at selv om de her nævnte
Trosforestillinger kan neddrages og fordrejes og
visselig ogsaa er blevne det i Kirkens Historie,
saa kan de dog hævdes og er blevne hævdede
af den opr. og overalt af den sande Kristendom
paa en saadan Maade, at de i St f. at nedsætte
Moralen netop tjener til at styrke den i dens
ideale Karakter. Det bliver saaledes en hist.
Vurdering, som til sidst bliver afgørende.
I Jesu Forkyndelse af Guds Rige træder
den moralske Side stærkt frem. Han fremhæver
baade, hvorledes Hengivelsen for andre skal
være den højeste Fordring for den enkelte, Luk.
10, 25 ff., Matth. 16, 25. 25, 31 ff., og hvorledes
denne i sin egen Bevidsthed om sin Sjæls
uendelige Værdi har den sidste Maalestok for al
sædelig Handlen, Matth. 16, 26. Den mest
udførlige Fremstilling af Menneskelivets sædelige
Ideal giver Jesus i sin Bjergprædiken, Matth.
5-7; under stadig Opposition imod den
farisæiske Neddragelse af Guds Lov hævder han
dennes rene og ophøjede Karakter. Idet han
lægger hele Vægten paa Sindelaget, og idet han
forlanger en ren, uegoistisk Kærlighed til alle
Mennesker, endogsaa til Fjender, hæver han det
moralske Forhold op til en ideal, oversanselig
Højde, saa at det kun finder en Analogi i den
himmelske Faders Forhold til alle Mennesker
som sine Børn, Matth. 5, 43-48. Men samtidig
med, at han saaledes spænder den moralske
Fordring til en, som det synes, uopnaaelig
Højde, giver han den en tilsvarende Støtte i
Henvisningen til hans eget Liv, der nemlig viser
sig som en fuldkommen Opfyldelse af Budet om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
