Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allemandseje og saaledes ikke var en selvfølgelig
Forudsætning for den nærmere Bestemmelse af
Dyden, laa det nær for hans Efterfølgere at
betragte Dyden som et Sammenspil af fl.
Karaktertræk. Foruden Visdom maatte der
Selvbeherskelse og noget, der kan benævnes Sindsstyrke
ell. Tapperhed, til. Disse 3 i Forbindelse med
Retfærdigheden som Betegnelse paa det, hvoraf
det rette Sammenspil afhænger, er de saakaldte
4 platoniske Dyder (Kardinaldyderne).
Kristendommen føjede de 3 teol. Dyder Tro, Haab og
Kærlighed til; af Bet. for E. blev navnlig den
Vægt, der blev lagt paa visse Følelser som
betingende den rette Adfærd. I det Omfang, den
moralske Adfærd anses for at bero paa visse
Følelsers Tilstedeværelse, er den sokratiske
Lære, at den beror paa Indsigt, opgivet. Paa
grundig Maade blev Følelsernes Bet. for den
moralske Adfærd (tillige ogsaa for Vurderingen) taget
op af de eng. Etikere i 18. Aarh. Det gjaldt for
dem over for Hobbes’ og hans Efterfølgere, som
paastod, at vi i al vor Færd var egoistiske, og
som syntes at ville føre den moralske Adfærd
tilbage til kølig, klog Forstandsberegning, at
vise, at der var visse Følelser, f. Eks.
Medfølelse (Sympati) og Næstekærlighed, der
umiddelbart bragte os til at gøre godt mod andre.
De eng. Etikeres Fremdragen af de
umiddelbare Følelser blev populariseret af Rousseau.
Det er vanskeligt at trække en Grænse mellem
Dyderne som faste, altid tilstedeværende
Karaktertræk og de Motiver, der i de enkelte
Øjeblikke betinger moralsk rigtig Opførsel.
Dyderne, opfattede som Karaktertræk ved Individer,
er fra et videnskabeligt psykologisk Synspunkt
lidet heldige Evnedannelser; inden for
Psykologien er det omtr. lige saa uhensigtsmæssigt at
arbejde med dem, som det vilde være, dersom
man f. Eks. inden for Kemien lagde til Grund,
om de kem. Stoffer er smukke at se paa ell.
ikke. Noget tilsvarende gælder for de »moralske
Motiver«, naar dermed menes enkelte,
bestemte Motiver, nærmest bestemte Følelser, hvis
Tilstedeværelse skal være at anse for tilstrækkelig
og maaske endda nødvendig Betingelse for
moralsk rigtig Adfærd.
Bl. Motiver, der oftest anføres som moralske,
er der særlig Grund til at nævne
Pligtmotivet. Naar man bliver klar over, at der
er Forskel paa den blotte Indsigt i det, der er
det rette, og Udførelsen af det rette, kan man
faa Øjet op for Pligtmotivet: Villien til at gøre
det, man anser for det rette, fordi det er det
rette. Hvor Pligtmotivet er til Stede, kan
undertiden en Række ejendommelige Følelser, der
under eet kan benævnes Pligtfølelser, gøre sig
gældende; dette gælder navnlig, hvor
Pligtmotivet mødes med andre modstridende
Motiver, man ellers var tilbøjelig til at følge.
(Disse Følelser kan undertiden ogsaa forekomme,
hvor Pligtmotivet ikke er til Stede). Ordet
Pligtfølelse kan ogsaa betegne en Slags særlig
Følsomhed for Pligtmotivet, saaledes at hos et
Menneske med Pligtfølelse Pligtmotivet let faar
Magten. Ved en Pligthandling kan man for det
første forstaa en saadan, ved hvilken Individet
ledes af Pligtmotivet; men det er vigtigt at gøre
sig klart, at Sproget tillader at anvende Ordene
Pligt og Pligthandling om saadanne Handlinger,
hvor Pligtmotivet ikke behøver at være til Stede.
Ordet Pligthandling kan nemlig for det andet
bruges som Artsbetegnelse paa saadanne
Handlinger, der ofte kun udføres under Pligtmotivets
Herredømme, selv om Pligtmotivet ikke i det
enkelte Tilfælde gør sig gældende. Pligt ell.
Pligthandling kan for det tredie, ganske bortset
fra, om Pligtmotivet er til Stede ell. ikke,
betegne de mindste Fordringer i Retning af
moralsk rigtig Adfærd, som man mener med Rette
kan stilles til den enkelte. Til Dels betegner
Pligt her det, man er forpligtet til, og hvis
Undladelse kan medføre Straf ell. berettiget
Dadel. Det er en Ledvogters Pligt at lukke
Leddet, naar Toget kommer. Endvidere kan Pligt
for det fjerde betegne ganske det samme som
det moralsk rigtige. Tages Ordet i denne rent
formelle Bet., kan det siges, at man ikke kan
gøre noget, der i moralsk Henseende er mere
rigtigt end det, der er ens Pligt. Det, der er
ens Pligt, er det samme som det moralsk
rigtige, og det, der er det moralsk rigtige, er
det samme som det, der er ens Pligt. Dersom
man i denne Sætning fejlagtig tager Ordet
Pligt i Bet. af de mindste Fordringer, der kan
stilles til den Enkelte, da bliver det moralsk
rigtiges Omraade meget snævert, og den i en
vis Forstand værdifuldeste og
betydningsfuldeste menneskelige Adfærd kommer til at ligge
uden for dette Omraade. Dersom man i denne
Sætning fejlagtig havde taget Ordet Pligt i Bet.
af Handlinger, der udføres under Pligtmotivets
Herredømme, da havde man faaet, at kun
saadanne Handlinger, der udføres under
Pligtmotivets Herredømme, er moralsk rigtige. Man
havde da været i Overensstemmelse med Kant,
for hvem kun den Adfærd, der skete »aus
Pflicht«, var moralsk rigtig; gjorde man det
gode af sit Hjertes fulde Tilbøjelighed, da var
der kun en ydre Overensstemmelse mellem ens
Adfærd og det moralsk rigtige.
Vi vender nu tilbage til de etiske Domme for
nærmere at betragte den etiske Vurdering.
Etiske Domme fremkommer ofte tilsyneladende
umiddelbart og med selvfølgelig Sikkerhed.
Samtidig med, at man f. Eks. klargør sig, at et
Menneske er fremkommet med et usandfærdigt
Udsagn, er Opfattelsen af dette som umoralsk
til Stede. Ligheden mellem dette Forhold, og
at man f. Eks. kun behøver at se paa en Rose,
for at Synssansen skal belære en om dens
Farve, har ført til, at man har talt om en
moralsk Sans (Shaftesbury, Hutcheson).
Antagelsen af en saadan anses ikke for
psykologisk berettiget. Den umiddelbare Vurdering kan
saavel give sig Udtryk i Domme, der kun
vedrører en enkelt bestemt Handling, som i mere
almene Domme, der ofte formes som Bud, der
gør Fordring paa Almengyldighed. (Man maa
ikke lyve, ikke stjæle, man skal agte sine
Forældre etc.). Den umiddelbare ell. intuitive
Vurdering, der spiller en stor Rolle i Dagliglivet,
er ofte i den Forstand absolut, at den falder til
Ro i selve dette, at Emnet er moralsk ell.
umoralsk, og Billigelsen ell. Misbilligelsen synes at
være knyttet til selve dette, uden at et klart
bevidst Hensyn til Ve og Vel gør sig gældende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
