Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Estrach, se Caldas 2). - Estrada, la, By i det nordlige Spanien, Prov. Pontevedra i Galicien, ligger 30 km NNØ. f. Pontevedra - Estrade, en Forhøjning, den ved eet ell. fl. Trin forhøjede Del af Gulvet foran et Vindu, en Tronstol e. l. - Estragon, d. s. s. Esdragon. - Estrangelo, se syrisk Sprog og Skrift. - estrapade (fr.), Vipning, Vippegalge - Estrées, d', gl fr. vidtforgrenet Adelsslægt, der har Navn efter Godset E.-en-Cauchie ved Arras - Estreicher, Karl, polsk Bibliograf og Litteraturhistoriker, (1827- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Estrach [æ’strat∫], se Caldas 2).
Estrada, la [la-æ’straða], By i det nordlige
Spanien, Prov. Pontevedra i Galicien, ligger 30
km NNØ. f. Pontevedra i en befolket Bjergegn.
(1900) 20800 Indb.
H. P. S.
Estrade, af ital. stráda, en Gade, en
Forhøjning, den ved eet ell. fl. Trin forhøjede Del
af Gulvet foran et Vindu, en Tronstol e. l. I
Kirkerne anvendes E. ved Koret ell. ved
Kapeller for at hæve Alteret, Korstolene ell.
Katafalkerne over det øvrige Gulv; i offentlige
Lokaler anvendes E. til Sæde for Orkestret ell. de
optrædende Skuespillere, Sangere, Musikere
(Tribune). Ved Slusebygning betegner E. den
forhøjede Del af Slusekamret ell. Rummet
mellem de to Sluseporte.
(E. S.). C. B-r.
Estragon [-’gåŋ], d. s. s. Esdragon.
Estrangelo, se syrisk Sprog og Skrift.
estrapade [æstra’pad] (fr.), Vipning,
Vippegalge. Place d’E. er en Plads i Paris, hvor der
tidligere har staaet en Vippegalge.
Estrées, d’ [d-æ’stre], gl fr. vidtforgrenet
Adelsslægt, der har Navn efter Godset
E.-en-Cauchie ved Arras. Af dens Medlemmer
mærkes: Jean d’E., Vicomte af Soissons, Herre til
Cæuvres, f. 1486, d. 1571, var med ved
Marignano og Pavia, blev siden Stormester for det fr.
Artilleri og gik over til Kalvinismen. Han prises
af Brantôme som en stor Krigsmand. Hans Søn
Antoine d’E. ægtede Françoise Babou de la
Bourdaisière, den ene af de syv Søstre, som
man kaldte »de syv Dødssynder«, - ikke for
deres Dyds Skyld -; af dette Ægteskab fødtes
bl. a. Sønnen François Annibal I og
Datteren Gabrielle. Sønnen var født 1573 ell.
1575 og døde 1670; han var baade Kriger og
Diplomat og blev brugt meget i begge
Egenskaber. 1621 blev han Ambassadør i Rom,
derefter i Schweiz, 1624 anførte han de Franske i
Krigen i Valtellina, forsvarede sig tappert i
Mantua, men maatte til sidst kapitulere over
for de Kejserlige. 1626 blev han Marskal af
Frankrig, førte derefter en fr. Hær i Tyskland
og indtog Trier 1632. 1636-42 var han paa
ny Gesandt i Rom og blev derefter Pair og
Guvernør i Isle-de-France. Søsteren,
Gabrielle d’E., f. c. 1571 ell. 1572, d. Natten før
Paaskedag 10. Apr. 1599, har næppe ført noget
synderlig opbyggeligt Ungdomsliv, om hun
maaske ikke har været slet saa slem, som den Tids
Skribenter fortæller. 1590 blev hun meget mod
sin Faders Ønske Henrik IV’s Elskerinde.
Faderen lod hende gifte sig med en anden, men
dette Ægteskab blev ophævet. Kongen satte
megen Pris paa hende, udnævnte hende til
Hertuginde af Beaufort, vilde for hendes Skyld lade
sig skille fra Marguerite af Valois og 1599 trods
Sully’s Modstand endog gøre hende til
Dronning, hvad hun maaske ogsaa var blevet, hvis
ikke en pludselig Død havde bortrevet hende i
et Svangerskabs 7. Maaned. Mange troede, hun
var død af Gift. Med Kongen havde hun tre
Børn, César af Vendôme, Hertug af Beaufort,
Storprioren Alexandre (d. i Vincennes 1629) og
Catharine Henriette, siden gift med Hertug
Charles af Elbeuf.
Ovenn. François Annibal I havde 3 Sønner:
François Annibal II, Jean og César. Den
første f. 1623, d. i Rom 1687, var Markis af
Cæuvres, Hertug af E., Guvernør i
Isle-de-France og 1672 Ambassadør i Rom, hvor han
ruinerede sig ved sin Ødselhed og Pragtsyge.
Broderen Jean d’E., f. 1624, d. i Paris 1707,
var med ved Gravelingen, Lens og Arras 1654
og fik 1668 en høj Kommando til Søs - med
Duquesne som Raadgiver, da han selv var
ganske uvidende om Søvæsenet. Imidlertid
kæmpede han tappert baade mod Barbareskstaterne
og mod Hollænderne, erobrede Cayenne 1676 og
erhvervede sig efterhaanden en vis Dygtighed.
1681 blev han Marskal af Frankrig, senere
Guvernør i Bretagne. Den tredie Broder, César
d’E., f. 1628, d. 1714, blev Biskop i Laon,
Kardinal 1671 og benyttedes meget som Diplomat af
Ludvig XIV i hans Stridigheder med den rom.
Kurie. César blev 26 Aar gl Medlem af det fr.
Akademi uden hverken før ell. senere at skrive
en Linie. Under Filip V’s første Aar spillede
han en stor Rolle i Spanien. Victor
Marie d’E., f. 1660, d. i Paris 1737, Marquis af
Cæuvres, var Søn af ovenn. Jean d’E. Han
tjente først i Hæren, derefter paa Flaaden i
Vestindien, under Duquesne paa Togene mod
Algier 1682 og 1688 og under Tourville mod
Hollænderne. 1691 støttede han til Søs Catinat
mod Savojen og indtog Nizza, under den sp.
Arvefølgekrig kæmpede han med Ære til Søs,
fik 1703 Marskalstaven og leverede 1704 en
heldig Søbataille ved Malaga. Efter Ludvig
XIV’s Død blev han Præsident for det nyskabte
Marinekonseil, men kunde ikke udrette noget, da
Regenten og Kardinal Fleury forsømte Flaaden.
Som Guvernør i Bretagne gjorde han sig meget
afholdt af Befolkningen. Han var en Mand af
Lærdom og Dannelse, Medlem (1715) af det fr.
Akademi og en ivrig Samler af Bøger, Kort og
Kunstsager. Med ham uddøde Familien E. paa
Mandssiden. Hans Søster Marie Catherine
d’E. ægtede Louvois’ ældste Søn, Markis de
Courtanvaux; deres Søn var Louis
Charles César le Tellier, Markis de
Courtanveaux, Hertug d’E., Marskal af Frankrig, mest
kendt under Navnet le Chevalier de Louvris, f.
1695, d. 1771. Han tjente først under Marskallen
af Berwick i Spanien og blev derpaa med sit
Regiment sendt til Kong Stanislaus i
Weissenburg (Elsass). Han blev Maréchal de Camp ell.
Brigadegeneral 1735, deltog dernæst 1741-44
under Marskal de Belle-Isle i den østerr.
Arvefølgekrig og blev Generalløjtnant 1744. Sejren
ved Fontenoi skyldtes for en ikke ringe Del E.
1757 blev han Marskal af Frankrig og slog 26.
Juli s. A. de Engelske under Hertugen af
Cumberland ved Hastenbeck (ved Hameln), hvorpaa
han indtog Minden, men blev styrtet ved en
Hofkabale og maatte overgive Anførselen til
Richelieu. 1758 blev han Statsminister og 1763
Hertug. Han var to Gange gift, men døde
barnløs. Han var den sidste Hertug d’E.
(F. J. M.). J. L.
Estreicher [’æstra^iκər], Karl, polsk
Bibliograf og Litteraturhistoriker, f. 22. Novbr 1827 i
Krakov og er fra 1868 Direktør for det
Jagelloniske Universitetsbibliotek smst. Han har
skrevet adskillige værdifulde bibliografiske Arbejder
samt Monografier over polske Forf., men har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
