Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eskil, Ærkebiskop af Lund, (c.1100-1181)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den første Lejlighed til at falde fra ham. Da
Knud og Valdemar tog Kongenavn, stillede E.
sig paa deres Side og brød sig ikke om, at
Sven truede ham paa Livet; hans Optræden
afgjorde Sven’s skæbne: den overmodige Konge
maatte rømme Land og Rige (1154). Knud og
Valdemar viste E. deres Taknemlighed ved at
give Godser til Esrom Kloster. Da E. nu atter
drog til Clairvaux, var det ikke som en slagen
Mand. Også Cluny gæstede han og skænkede
dette Kloster saa rige Gaver, at alle
Cluniacensere forpligtedes til at mindes E. ved deres
Gudstjenester; endvidere var han hos Paven,
der tilsikrede Lunds Ærkebiskop Værdigheden
som Sveriges Primas og det apostolske Sædes
Legat (1156). Paa Hjemvejen blev E. ved
Thionville i Lothringen overfaldet og fængslet; bag
ved dette Overgreb stod Kejser Frederik I, som
vilde tvinge E. til at opgive sin
Ærkebispeværdighed til Fordel for Hamburg-Bremen. Denne
Begivenhed foranledigede intet mindre end den
store Strid mellem Stauferne og Pavestolen;
men den foranledigede tillige, at E. skrev et
værdigt Brev til de danske Konger og Bisper,
for at hævde, at han med Glæde led uskyldig
og til det yderste vilde værge sit Fædrelands og
sin Kirkes Ret, hvorfor han ogsaa hellere vilde
dø end lade sig løskøbe. Endelig blev han dog
løsladt og kom tilbage i Beg. af 1158, da
Valdemar I havde faaet Eneherredømmet i Danmark.
I Beg. var der godt Forhold mellem Konge og
Ærkebisp. E. deltog ivrig i de første Tog mod
Venderne, og Valdemar støttede hans
Virksomhed for Klostervæsenet, idet han grundede
Vitskøl og befolkede det med Munke fra E.’s
eget Kloster, Esrom, ligesom han ogsaa
begunstigede det Præmonstratenserkloster, som E.
stiftede i Tommerup (1161). Men snart var det
ude med Freden. I den store Kirkestrid
nærmede Valdemar sig nemlig Kejser Frederik og
den Modpave, som støttedes Tyskland,
medens E. tog Parti for Alexander III, der især
støttedes af Frankrig og Cistercienserne. Til denne
Spænding føjede sig personlig Tvist. Nogle af
E.’s Skatte var blevne røvede paa holstensk
Grund, og E. krævede, at Kongen skulde hjælpe
ham til at faa dem tilbage; Valdemar gav kun
et vrangvilligt Løfte og gjorde intet ved Sagen;
i sin Lidenskabelighed lod E. sig da forlyde
med, at Kongen stod i Ledtog med
Ransmændene. Tilmed havde der nylig været Strid
mellem Kronen og Biskop Esbern af Slesvig, og
denne var død i Landflygtighed. I sin Uvillie
indsatte Valdemar nu den af E. fordrevne
Slesvigbisp Aage. Trods Kongens Nærværelse
bandlyste E. da Aage i hans egen Domkirke og
flygtede derpaa fra Slesvig for at begynde fejde
mod Valdemar. Forgæves søgte Absalon at
mægle, Kampen lod sig ikke længere afværge.
Den stolte E. havde dog forregnet sig; selv
maatte han ty ind paa sv. Grund, hans stærke
Værn i Nordsjælland, Søborg, overgav sig til
Kongen, og nu maatte han tilkøbe sig en
ydmygende Fred, hvorved han afstod Søborg og
fl. af Ærkesædets Besiddelser (1161). Alt, hvad E.
havde kæmpet for, syntes bristet, og han forlod
Danmark for at gøre Pilegrimsfærd til det
hellige Land. Derefter tog han Ophold i Frankrig,
især i Clairvaux og Sens (hos Alexander III).
Forbindelsen med Norden vedligeholdt han,
saaledes indviede han Ærkebiskop Stefan af
Upsala (1164); men først efter 7 Aars Forløb
gensaa han sit Fædreland. Under Absalon’s
Paavirkning havde Valdemar imidlertid vendt
sig fra det kejserlige Parti og gjort alt for at
vinde de E. hengivne Cisterciensere; efter Pave
Alexander III’s Opfordring udsonedes han til
sidst ogsaa med E. personlig, og denne kom
tilbage til Danmark og deltog i det berømte
Erobringstog til Rygen (1169). Samtidig søgte E.
ved den fr. Missionær Fulke at kristne Esterne,
og han overlod Johannitterne en Kirke i Lund
for ved dem at kunne virke for Korstog;
ligeledes fik han ved Munke fra Esrom grundet
Cistercienserklostre i de vendiske Lande,
endvidere stiftede han Skt Peder’s Kloster i Lund
for Benediktinernonner og bidrog til
Grundlæggelsen af Præmonstratenserklostret Væ.
Udsoningen med Kongen havde til Følge, at E.
støttede Valdemar’s Ønske om at faa sin Fader,
Knud Lavard, kanoniseret; selv forestod han
Skrinlæggelsen af Knud’s Relikvier i Ringsted
(1170) og foretog ved samme Lejlighed den
første danske Kongekroning, idet han kronede
Valdemar’s lille Søn Knud og saaledes gav den
ny Samvirken mellem Kongedømmet og Kirken
sit stærkeste Udtryk. Endog i Vendertogene
deltog den gl. Mand; vel klagede han over
Alderen, men da Fjenden viste sig, svang han
sig i Sadlen saa rask som nogen Yngling. I
disse Aar fik han ogsaa gennemført den
Skaanske Kirkelov og dermed Bispetienden, som
Skaaningerne hidtil havde modsat sig. Hans
Længsel efter Klosterlivet vandt dog atter
Overhaand, og 1174-76 gæstede han paa ny
Clairvaux. Netop som han vendte tilbage fra
Frankrig, fik han Nys om, at hans Dattersønner Karl
og Knud havde sammensvoret sig mod
Valdemar, at Sammensværgelsen var opdaget, og at
Brødrene var flygtet til Sverige. Sorgen
overvældede E.; han blev ramt af et Slagtilfælde og
var længe uden Mæle. Da alt Haab om at
opnaa Tilgivelse for de unge Frænder var
forgæves, modnedes hans Beslutning om at
nedlægge sit Embede og blive Munk i Clairvaux.
Paven tillod ham det og viste ham den
Udmærkelse at give ham Ret til selv at udkaare
sin Efterfølger. Valdemar vilde nødig, at E.
trak sig tilbage netop nu, navnlig fordi hans
Fjender vilde hævde, at han havde brugt Tvang
mod E.; men Ærkebispen stod fast, og Kongen
maatte nøjes med at gøre, hvad han kunde,
for at Ærkebispeskiftet ikke skulde blive ham
til Skade. Ved et højtideligt Møde i Lunds
Domkirke erklærede Ærkebispen, at hans
Fratræden fuldt ud var frivillig, nedlagde derpaa
sine Værdighedstegn paa Højalteret, nævnte
Absalon som sin Efterfølger og gjorde sit
yderste for at faa ham til at modtage
Præstestandens og Menighedens Valg (1177). Efter at have
skænket Kongen og Absalon kostbare
Mindegaver, tog han i Slesvig den sidste Afsked med
dem og med sit Fædreland. Da overvældede
Følelserne den gl. Mand, og som død segnede
han om i sine Mænds Arme; men han kom atter
til sig selv, og da han vinkede det sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
