Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erichsen, Jon (Jón Eiriksson), isl. Videnskabsmand, Deputeret og Bibliotekar, (1728-1787) - Erichsen, - 1) Ole Wilhelm, norsk Søofficer, Marineminister, (1793-1860) - 2) Olaf Wilhelm, norsk Forf., (1870- ) - Erichsen, Thorvald, norsk Maler, (1868- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Deputeret for de isl. Anliggender (1773-87).
Han søgte særlig at ophjælpe Islands
økonomiske Forfatning, navnlig ved at aabne
Islændingenes Øjne for Landets egne Hjælpekilder, ved
at vække hos dem Lyst og Driftighed til at
benytte disse og ved at oplyse dem i praktisk
Henseende. I denne Retning ledede han det 1779
oprettede islandske Litteraturselskab
(Lærdómslistafjelag), hvis Formand han var fra Beg. af
og indtil sin Død. Han skrev selv fl. Afh. af
økonomisk og praktisk Indhold i Selskabets Skr
og opmuntrede andre hertil. I en selvstændig
Bog drøftede han ogsaa Spørgsmaalet: »Hvilken
er den bedste Handelsindretning for Island?«
(1783). Sin videnskabelige Virksomhed fortsatte
han med samme Iver som i Sorø. Fra 1772 var
han Medlem af den Arnamagnæanske
Kommission og var Livet og Sjælen i denne. Foruden
enkelte Afh. skyldes ham for største Delen den
store Udgave af »Gunnlaugs saga ormstungu«
(1775). Han udgav et isl. Æredigt fra Slutn. af
12. Aarh. (Jon Loptsson’s Enkomiast [1787]),
skrev en udførlig Biografi af sin berømte
Landsmand Þormóður Torfason (Torfæus) og ydede
Bidrag ang. Island til forsk. Forf. Sin Interesse
for og Kærlighed til Island viste E. endvidere
ved, at han omarbejdede, forbedrede og udgav
større Værker af islandske Forf., som J.
Arnason, »Islandske Rettergang« (1762), den af H.
Einarsson forberedte Udg. af »Kongespejlet«
(1768), E. Ólafsson og B. Pálsson, »Rejse
gennem Island« (1772), O. Olavius, »Økonomiske
Rejse i Island« (1780). Det store kgl. Biblioteks
Bogsamling, der ved hans Tiltrædelse som
Bibliotekar var i stor Forvirring og daarlig
vedligeholdt, ordnede han med stor litterær Indsigt,
kompletterede og lod indbinde og paabegyndte
Katalogarbejdet. Selv udgav han en »Udsigt over
den gl. Manuskriptsamling i det store kgl.
Bibliotek« (1786), hvorved Opmærksomheden for
første Gang henledtes paa de mange dyrebare
Haandskrifter, som denne Samling indeholder.
Men E. arbejdede stærkere, end hans legemlige
Kræfter kunde udholde; særlig var hans
personlige Arbejden paa Biblioteket saa forceret, at
den paadrog ham et svært Sygdomsanfald. Hans
Helbred havde aldrig været stærkt, og mod
Slutn. af hans Liv nedbrødes det fuldstændigt
ved Overanstrengelse og Sygdom. Hertil kom
ogsaa Islands ulykkelige Tilstand efter
Vulkanudbruddet 1783, som han tog sig overordentlig nær.
E. blev Medlem af den Kommission, der 1785
nedsattes for at undersøge og overveje »Islands
alm. Væsen«. I den fremkom der nogle
Forslag til indgribende Forandringer, som han var
bestemt Modstander af, men som alligevel blev
gennemførte. Der blev endog intrigeret mod
ham, og han troede, at et Modparti søgte at
trænge ham til Side. Alt dette gjorde ham
yderligere nedtrykt, og under saadanne Forhold
søgte han syg og overanstrengt frivillig Døden,
da han skulde til et Møde i Rentekamret.
(Litt.: Sveinn Pálsson og Bjarni
Thorsteinsson, »Æfisaga Jóns
Eyrikssonar« [Kbhvn 1828]; Chr. Bruun, »Til
Erindring om J. E.« [Kbhvn 1887]).
B. Th. M.
Erichsen, 1) Ole Wilhelm, norsk
Søofficer, Marineminister, f. i Kbhvn 19. Febr 1793,
d. paa sin Gaard »Sem« ved Horten 25. Juli
1860, Sekondløjtnant i den danske Marine 1811
og tjenstgørende ved Roflotillen i Norge, hvor
han valgte at forblive efter Rigernes Adskillelse
1814. Han avancerede i den norske Marine til
Premierløjtnant 1818, Kaptajnløjtnant 1825,
Kaptajn 1836; 1816-21 var han i fr.
Koffarditjeneste paa Vestindien, 1837 hentede han paa den
norske Stats Vegne i England de to første til
Norge anskaffede Dampskibe. Ogsaa ved en Rk.
andre offentlige Opgavers Gennemførelse fandt
man Anvendelse for den dygtige Officer, bl. a.
1833-35 som Medlem af Kommissionen om Plan
for Marinen, 1836-39 som Referent i
Marinesager hos Kongen i Sthlm og som Medlem af
den første sv.-norske Unionskomité 1841-44.
1845 blev han Værftschef paa Horten. 1848-56
var E. Statsraad og Chef for
Marinedepartementet. Han var Forf. af »Tanker om Norges
Søvern« (I, 1834; II, 1836) samt et Par andre
Smaaskrifter om den norske Marines Udvikling
og Organisation.
2) Olaf Wilhelm, foreg.’s Sønnesøn,
norsk Forf., f. i Kria 24. Aug. 1870, værnepligtig
Officer 1890, cand. phil. 1891, 1892 ansat ved
Statsbanernes Hovedstyre, hvor han 1898 blev
Fuldmægtig og i de seneste Aar har været
Arkivar. Siden 1900 har han været Journalist, bl.
a. Redaktør af Dagbladet »Fri Presse« 1907-08,
af kgl. norsk Sejlforenings Organ »Seilads« 1909
-13, desuden virksom i populær skønlitterær
Retning som Forf. af en Række fantastiske
Fortællinger under Pseudonymet Kaptein Munk, bl.
a. »Den ny Valplads« (1908), »Sydhavets
Mysterier« (1909), »Den sorte Napoleon« (1910),
»Den hvite Races Selvmord« (1915). »Høide
319« (1915), »Marsjalstaven« (1916), de 3
sidste med Emner fra Verdenskrigen. Under
Forfattermærket Odd Munk udgav han, sammen
med Forf. Sven Elvestad, 1906 en politisk
Satire i fortællende Form om »Det nye Norge,
Krigen 1905«. E. er levende militærpolitisk
interesseret og har fl. Gange (1905 og 1915)
optraadt som Forkæmper for en ny norsk
Hærorganisation med stærkt øgede Kadrer.
K. V. H.
Erichsen, Thorvald, norsk Maler, f. i
Trondhjem 18. Juli 1868, blev Student 1886 og
studerede en Tid Retsvidenskab, men afbrød
sine Studier og gik ind paa Bergslien’s
Malerskole; samtidig besøgte han ogsaa Kunst- og
Haandværksskolen. Senere opholdt han sig i
Kbhvn, hvor han blev Elev af Zahrtmann, som
kom til at øve stor Indflydelse paa hans
kunstneriske Udvikling. Af den gl. Kunst, som han
studerede under Ophold i Paris og Italien, blev
han ogsaa mærkbart paavirket. Han debuterede
1891 med et Billede »Høststemning« (tilhører
den sv. Prins Eugen). Af hans Billeder fra
denne første Periode fortjener ogsaa at nævnes
»Landskab fra Vaage« (1898). Omkr. 1900 gør
et stærkt Omslag sig gældende i hans Kunst,
der fra nu af præges af en stærk Interesse for
Farven, som han rendyrker i tydelig Opposition
mod den Naturalisme, der havde hersket i den
foregaaende Periode. Sammen med Oluf
Wold-Thorne staar han fra nu af som en af Førerne
i moderne norsk Malerkunst. I denne senere
Periode af sit Liv har E. malet interessante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
