Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Epidemi (af gr., hvad der gaar hen over Folket), Smitsot, Farsot - Epidemiologi (græsk), Læren om Epidemierne. - epidemisk, se Epidemi. - Epidendrum L., Slægt af Gøgeurtfam., der tæller over 400 Arter af meget forsk. Ydre - Epidermidoser (gr.), Hudanomalier, udgaaende fra Epidermis. - Epidermis, d. s. s. Overhud, se Hud. - Epidiaskop er et af Zeiss fremst. Instrument til Projektion af Billeder - Epididymit, Mineral, se Eudidymit. - Epididymitis (gr.), Betændelse af Bitestiklen (Epididymis) - Epidosit kaldes Bjergarter, som væsentlig bestaar af Epidot - Epidot (Achimatit, Akantikon, Arendalit, Delfinit, Thallit, Pistazit), et meget udbredt Mineral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stivkrampebacillen (Kitasato, 1890),
Influenzabacillen (Pfeiffer, 1892), Pestbacillen
(Kitasato og Yersin, 1896) og Meningokokken
(Weichselbaum, 1897). Det 20. Aarh. har
bragt fl. til: Kighostebacillen (Bordet, 1906)
og Syfilismikroben (Schaudinn, 1905), men
har navnlig ved Uddifferentiering af
Tarmbakteriernes Arter og ved Studierne over
Protozoerne bidraget til at kaste Lys over
Tropesygdommene. Bakteriologiens Bet. har da været
den at bringe Epidemiologien ind i faste Baner
og gennem Studiet af de specifikke Kim at aabne
Veje for en virkelig Bekæmpelse af Farsoterne
ved Hjælp af Immunisering, Vaccination og
Serumbehandling. Sygdomskimen er endnu ukendt
for mange af vore almindeligste
Infektionssygdomme (Skarlagensfeber, Mæslinger, Faaresyge
o. fl.), hvad enten det nu skyldes, at Metoderne
ikke slaar til, ell. at Kimene er saa smaa, at
de ikke kan ses med de nuv.
Mikroskopkonstruktioner.
For de enkelte E.’s Historie gælder,
at denne vel kan skrives for nogles Vedk., men
for andres ikke, idet disse ikke i de gl.
Beretninger lader sig udskille fra andre Sygdomme med
ligeartede Syptomer. Dette gælder særlig de med
Udslæt forløbende (Mæslinger, Skarlagensfeber,
etc.). Mange af de epidemiske Sygdomme er
ogsaa først kendte efter Bakteriologiens
Indførelse. (Litt.: Hovedkilder til E.’s Historie:
Schnurrer, »Chronik der Seuchen« [1825];
Häser, »Lehrbuch« [3. Udg. 1880]; Hirsch,
»Handbuch der hist. geogr. Pathologie« [1881
-86]; Mansa, »Folkesygdommenes og
Sundhedsplejens Historie i Danmark« [1873];
Ilmoni, »Nordens Sjukdoms-Historia« [1846];
Grön, »Farsotter« [1910]).
J. S. J.
Epidemiologi (græsk), Læren om
Epidemierne.
epidemisk, se Epidemi.
Epidendrum L., Slægt af Gøgeurtfam., der
tæller over 400 Arter af meget forsk. Ydre; de
lever i det tropiske Amerika indtil de sydlige
forenede Stater og er oftest Epifytter. Mange
Arter dyrkes i Væksthuse.
A. M.
Epidermidoser [’e-] (gr.), Hudanomalier,
udgaaende fra Epidermis.
Epidermis, d. s. s. Overhud, se Hud.
Epidiaskop [’e-] er et af Zeiss fremst.
Instrument til Projektion af Billeder efter saavel
gennemsigtige som uigennemsigtige Originaler. Som
Originaler kan tjene: Diapositiver, Fotografier
og Tegninger paa tyndt Papir, Plante- og
Dyre-Præparater, Illustrationer i Bøger, Tegninger
paa uigennemsigtigt Papir, smaa fysiske
Apparater o. l.
C. E. A.
Epididymit [’e-], Mineral, se Eudidymit.
Epididymitis [’e-] (gr.), Betændelse af
Bitestiklen (Epididymis); kan maaske opstaa
ved Stød, men er hyppigst forplantet fra
Betændelser i Urinrøret (f. Eks. ved Gonorré);
oftest er selve Testiklen angrebet samtidig. Ved
Tuberkulose kan der opstaa en kronisk
(tuberkuløs) E. Paa Dansk: Sandklod.
E. A. T.
Epidosit kaldes Bjergarter, som væsentlig
bestaar af Epidot, oftest blandet med Kvarts. E.
er oftest finkornet og af Farve grøn, den er
opstaaet ved Omdannelse, i Reglen af kalcium-
og jernrige Eruptivbjergarter (Diorit, Diabas
o. a.).
(N. V. U.). O. B. B.
Epidot (Achmatit, Akantikon,
Arendalit, Delfinit, Thallit, Pistazit),
et meget udbredt Mineral, som er sammensat:
H2O.4CaO.3(Al,Fe)2O3.6SiO2; Vand udvikles dog
først ved stærk Glødning. Krystalformen er
monoklin, Krystallerne er oftest langstrakte i
Symmetriaksens Retning (hvad der ellers er
usædvanligt hos monokline Krystaller) og hyppig
meget fladerige. Der er Spaltelighed i to
Retninger, som er parallelle med Symmetriaksen og
danner c. 115° med hinanden. Haardheden er
6-7, Vægtfylden er 3,2-3,5. Farven varierer
mellem gullig grøn og sortegrøn, klare gule og
røde Varieteter findes som Sjældenhed;
Mineralet er stærkt pleokroitisk. - E. er en udbredt
Bestanddel i mange krystallinske Bjergarter
(Gnejs, Hornblendeskifer, Granit, Gabbro o. a.),
i feldspatholdige Sandstene o. a.; den er her
opstaaet som Omdannelsesprodukt af kalkholdige
Feldspater, Hornblende ell. andre Mineraler
under Vandets Medvirkning. Paa Hulrum og
Kløfter i Bjergarter, som indeholder Feldspat og
Mineraler af Pyroxen- og Hornblende-Gruppen,
findes den jævnlig i prægtige Krystaller.
Bekendte Findesteder for smukt krystalliseret E.
er Arendal, Knappenwand i Untersulzbachthal
i Salzburg, Ala og Traversella i Piemont, Bourg
d’Oisans i Dauphiné, Achmatovsk i Ural, Alaska.
Særegne Varieteter af E. er Bucklandit
(sortegrønne, ikke langstrakte Krystaller fra
Ural) og Withamit, rød radialstraalet fra
Glencoe i Skotland.
E.-Gruppens Mineraler. Hertil regnes
Piedmontit, Ortit og Zoisit, som alle staar E.
nær i Krystalform og har analog kem.
Sammensætning.
Piemontit (Manganepidot) ligner
E. i Krystalform, Haardhed og Vægtfylde, men
adskiller sig ved sit Manganindhold. Farven er
rødbrun. Forekommer bl. a. ved St Marcel i
Aosta Dalen i Piemont; en mindre manganrig
Varietet findes ved Jakobsberg, Nordmarken i
Sverige.
Ortit (Allanit, Bagrationit, Cerin)
har ligeledes Krystalsystem som E. og staar den
meget nær i Vinkler; Krystallerne er snart
tavleformede, snart naaleformede; den adskiller sig
fra E. ved at indeholde Cerium- og i mindre
Mængder Yttriummetaller efter Formlen H2O.
4(Ca,Fe)O.3R2O3.6SiO2, hvor R = Al,Fe,Ce,La,
Di,Y,Er. Ofte er dog Vandholdigheden p. Gr. a.
begyndende Omdannelse forøget. Haardheden er
næsten 6, Vægtfylden 3,5-4,2; Glansen begagtig
ell. halvmetallisk, Farven brunsort ell. sort. -
Ortit er et i mindre Mængder ret udbredt
Mineral; den findes paa granitiske Pegmatitgange,
endvidere som tilfældig Bestanddel i Granit,
Syenit, Gnejs o. m. a. Bjergarter. Mere bekendte
Forekomster er Avigait i Julianehaab Distrikt
o. m. a. St. i Grønland, Kragerø, Hitteren o. m.
a. St. i Norge, Bastnäsgruben i Vestmanland
(Cerin), Finbo ved Falun, Ytterby o. a. St. i
Sverige.
Zoisit (Unionit, Kalkepidot),
sammensat H2O.4CaO.3Al2O3.6SiO2, altsaa som en
jernfri E., krystalliserer rombisk, men dog i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
