Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Enkimbladede (Monocdtyledones), Klasse af Dækfrøede, hvis Kimplanter i Modsætning til Tokimbladedes kun har 1 Kimblad - Enklang (unisono), den rene Prim, den fuldkomne Overensstemmelse mellem to Toner af samme Højde (se Interval) - Enklave er en Del af en Stat, der ligger skilt fra Hovedstaten og indesluttet af en anden Stat - enklitisk (gr.), i Grammatikken: en Sprogdel, der slutter sig saa nøje til et foregaaende Ord, at det i Accentuation - Enkomion (gr. »Optog«), egl. Sang, som synges ved et Optog, hvormed Sejrherren i en offentlig Væddekamp ledsages - Enkondrom (Enchondroma), se Brusksvulst. - Enkratitter (gr., de Afholdende), en gnostisk Retning i Oldkirken (se Gnosis)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
haves dog talrige Afvigelser, der beror paa en
Undertrykkelse af visse Kranse i Blomsten ell.
af enkelte Blade i en Krans. De fleste Græsser,
Halvgræsser og af Liljeblomstrede Irisfamilien
har saaledes 3 Støvblade, idet den indre Krans
ej udvikles. Hos Pisangfamilien mangler det
bageste Støvblad; i det hele taget bliver
Afvigelserne betydelige i Scitamineernes Orden;
ligeledes i Orkidéfamilien. Hos visse
Kolbeblomstrede, især hos Andemadfamilien, bliver
Grundplanen ukendelig. Med Undertrykkelsen
følger, at Blomsterne bliver mere ell. mindre
ensymmetriske. Frugtknuden indeholder hos et
stort Antal E. (f. Eks. Liljeblomstrede og
Orkideer) talrige Æg, og Frugten er da enten
Kapsel ell. Bær; hos Helobiales er Frugtbladene fri
og fl. end 3, og bl. a. af denne Grund antages
de at høre til de ældste Former i E.’s
Udvikling. En Reduktion i Frugtbladenes Antal finder
Sted hos Halvgræsser, Græsser o. a., idet der
kun er 1, og Frugten er da Nød ell. Stenfrugt.
E. har en stor Frøhvide (Helobiales undtagne,
de mangler den) og en i Forhold dertil lille
Kim; ved Spiringen bliver som oftest en større
ell. mindre Del af Kimbladet liggende inden for
Frøskallen til Opsugning af Frøhviden, medens
dets nedre Del forlænges og fører
Kimknoppen ud.
De E.’s Klasse omfatter hos de forsk. Forf.
af systematiske Haandbøger et forsk. Antal
Familier. Eksempelvis nævnes, at Bentham og
Hooker (Genera plantarum) inddeler E. i 34
Fam., medens Engler og Prantl (»Die
natürlichen Pflanzenfamilien«) har 43. Durand, hvis
Index generum plantarum (1888) følger Bentham
og Hooker, opgiver Slægternes Antal til 1587. I
E. Warming’s »Frøplanterne« (1912), der
nærmest følges i nærværende Værk, inddeles E. i
39 Fam., fordelte paa 9 Ordener. - Den første
Botaniker, der med Held sammenfattede E. i
een ved et naturligt Slægtskab karakteriseret
Plantegruppe, var A. L. de Jussieu. Naar
undtages, at Jussieu henregnede Najadaceæ til
Kryptogamerne, er der i det hele og store ingen
Forskel mellem hans Begrænsning af E. og den
mere moderne. (Se for øvrigt Systematik,
Planternes).
A. M.
Enklang (unisóno), den rene Prim, den
fuldkomne Overensstemmelse mellem to Toner af
samme Højde (se Interval).
S. L.
Enklave [æn-] er en Del af en Stat, der
ligger skilt fra Hovedstaten og indesluttet af en
anden Stat. Saadanne E. findes særlig i Tyskland,
hvor den tidligere stærke Sondring i Smaastater
begunstigede deres Fremkomst. Et Eksempel er
den Storhertugdømmet Baden tilhørende
Landstrækning, hvori Konstanz ligger, paa Sydsiden
af Boden-Søen; den indesluttes af Schweiz.
Den danske Stat havde tidligere under de
mange Delinger af Slesvig og Holsten mellem
de kgl. og hertugelige Linier adskillige slige E.,
og indtil Wien-Freden af 30. Oktbr 1864
bestod de saakaldte nørrejyske E. i Nordslesvig
(se om disse blandede Distrikter).
(C. A.). P. J. J.
enklitisk (gr.) kaldes i Grammatikken en
Sprogdel, der slutter sig saa nøje til et
foregaaende Ord, at det i Henseende til
Accentuation forholder sig til det, ganske som
trykløse Suffikser forholder sig til foregaaende
Trykstavelser. I Skrift gengives dette ofte ved,
at Ordene ikke adskilles. Det e. Ord kaldes et
Enklitikon (Plur. Enklitika). Enklitika
forekommer i Sprog paa tidlige Udviklingstrin;
undertiden er de (ofte i reduceret Skikkelse)
voksede saaledes sammen med de foregaaende
Ord, at de er blevne en Del af deres Stamme;
undertiden fungerer de som Bøjningsendelser.
Ordet ingen hed tidligere engi og er opstaaet
af en og Partiklen -gi. Af Ordet sig er blevet
Passivendelsen -s: glædes, opr. glæde sig. Der
er Sprog, hvor det e. Ord indvirker paa det
Ord, hvortil det slutter sig, f. Eks. lat. noctes
diesqve (Nætter og Dage), hvor Accentuationen
er diésqve, medens det uden det e. -qve hedder
dies. I Dansk indvirker et Enklitikon ikke paa
det foregaaende Ord. Mærkelig er her
Bevarelsen af Stød (s. d.) i Substantiver foran den
efterhængte Artikel: Vand, Vandet udtales
begge med Stød. (Smlgn. [dagligt] Vande, [at]
vande, vandet, Vandfald). Den bestemte Artikels
ældste Form i Nordisk var enn, og som
efterhængt synes den fra først af ikke at have hørt
til Substantivet, men derimod proklitisk (s. d.)
at have sluttet sig til et flg. Adjektiv:
Ormrinn langi (altsaa opr.: Ormr enn langi,
Ord for Ord oversat: Orm den lange). Det
personlige Pronomen han (Nom. og Akk.), hanæ
(Akk. [Nom. hed ligesom nu hun]), thæt (senere
det, Nom. og Akk.) optræder e. i
middelalderligt Dansk som -æn (senere -en) ell. -n, som
-ænæ (senere -ene) ell. -næ (senere -ne) og som
-æt (senere -et, -ed) ell. -t (-d). Hunkønsformen
er dog sjælden og falder i Reglen sammen med
Hankønsformen, altsaa: -æn, -en, -n. I Alm.
skrives det e. Ord sammen med det
foregaaende: tagen (tage ham, tage hende), taget (tage
det), eret (er det), bed ham ommed (bed ham
om det). H. Tavsens Overs. af 2. Moseb. 2. Kap.
. . . da tog hun een rørkiste, og besmurde
henne med leer og beg . . . . saa satte hunen
udi flædet . . som hun saa kisten, sende hun sin
pige bort, og loed henten, der loed hunen op
. . . . tag dette barn til deg, og fostre meget
op . . . . saa tog quinden barnet og fostrede
det op o. s. v. Og den e. Form anvendes saavel,
hvor der tales om Personer, som hvor der
tales om Ting: Doctor Niels Stoegefyer, ther saa
lengi gick och trabede, at børne quade wiiser
om en. Efter Midten af 16. Aarh. forsvinder
denne Brug i Skrift, men i det talte Sprog har
den vedligeholdt sig til den Dag i Dag, dog med
den Forskel, at -en (-n) i det dannede Talesprog
ikke mere anvendes om Personer. Det daglige
Samtalesprogs nu gaaren opfattes nu som en
forkortet Form af nu gaar den. Men i
Virkeligheden har altsaa -en her en helt anden
Oprindelse.
P. K. T.
Enkomion (gr. εγχωμιον, afledet af χωμος
»Optog«), egl. Sang, som synges ved et Optog,
hvormed Sejrherren i en offentlig Væddekamp
ledsages til sit Hjem; dernæst overhovedet:
Lovsang, Lovtale, Lovprisning.
C. B.
Enkondrom (Enchondroma), se Brusksvulst.
Enkratitter (gr., de Afholdende), en gnostisk
Retning i Oldkirken (se Gnosis), som forbød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
