Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
E. En stor Fare truede Landet; men en utrolig
Offerberedvillighed og Loyalitet greb det eng.
Folk, og da »den uovervindelige Armada« Aug.
1588 naaede Kanalen, bukkede de tunge sp.
Kolosser under for de mindre, men mere
manøvredygtige eng. Skibe ell. ødelagdes af
Stormen paa Tilbagevejen Nord om Skotland. E. og
Protestantismen var frelste, og i Forbund med
Henrik af Navarra fortsattes Krigen med megen
Energi. Dristige Sømænd som Drake og Raleigh
plyndrede de sp. Kolonier og Sølvflaader, ja
Spanien selv angrebes fl. Gange af Englænderne,
der (1596) indtog og brændte det vigtige Cadix.
I Irland fremkaldte de eng. Kolonisters
Overgreb en farlig Opstand under O’Neill, Jarl af
Tyrone, til hvem saa godt som alle de keltiske
Høvdinger sluttede sig. Elisabeth sendte sin
Yndling Essex derover, men han kunde intet
udrette. I Længden kunde Irlænderne dog ikke
hævde deres Uafhængighed, uagtet de fik Hjælp
af Spanien; Tyrone maatte underkaste sig, og
s. A. som Dronningen døde, var for første Gang
hele Øen erobret (1603). E., der siden
Rose-Krigene havde været en Stat af anden Rang,
blev ved Kampen mod Filip II den
protestantiske Stormagt, og Slutn. af Elisabeth’s
Regering var en sand Storhedstid. Folkets
Nationalstolthed var blevet vakt og kom til Orde
i Litt., der havde sin Guldalder; Landet var,
sagde man, »en Rede fuld af syngende Fugle«.
Aarh.’s sidste Fjerdedel var E.’s Renaissance,
det »lystige Gammel-E.’s« Dage. Livet fik et
lettere og lysere Præg, de skumle
middelalderlige Borge afløstes af prægtige Landslotte,
Glasruder og Kaminer blev alm., og en større
Komfort og Luksus gjorde sig gældende i Boligernes
Udstyr. Samtidig var det eng. Samfund
undergaaet en stor Forandring. Allerede de to første
Tudorkonger havde været ivrige for at fremme
Søfart og Industri, hvis Hovedprodukt skyldtes
den nu stærkt udbredte Klædeindustri, og
Bevægelsen fortsattes under Elisabeth.
Hansestædernes Privilegier ophævedes, og efter at
denne Hindring var ryddet af Vejen, kom der
Fart i den eng. Handel; en Børs byggedes i
London, og 1600 grundlagdes det ostindiske
Kompagni. Byernes Velstand steg, og
Tyngdepunktet flyttedes fra Højadelen, der havde lidt
saa meget i Fortidens Kampe, til Lavadelen,
the gentry, og Borgernes øvre Lag. Gennem det
vidt udbredte kommunale Selvstyre var disse
Klasser fortrolige med det offentlige Liv, og
Parlamentet, der i et Par Menneskealdere
havde været Kronens lydige Tjener, begyndte nu
atter at gøre sin Indflydelse gældende, saaledes
at dog nu p. Gr. a. de forandrede sociale Forhold,
ikke som tidligere Overhuset, men Underhuset
var det førende. Genstand for dettes Angreb
var Monopolerne, som Regeringen havde uddelt
og Elisabeth paa dets Bøn hævede, samt
Kirkeforholdene. Den anglikanske Kirke havde været
en Nødhjælp, der nu kun tilfredsstillede saare
faa. Thi Folket var ikke blevet staaende ved
1559, og særlig bl. Middelklasserne fandtes der
mange, som, om de end ikke gik saa vidt som
de skotske Presbyterianere, dog ivrede mod de
Reminiscenser fra Katolicismen, der klæbede
ved den episkopale Kirke, og ønskede en større
Renhed i Læren og Kirkeskikkene, hvorfor de
alm. kaldtes Puritanere. Fra c. 1575 havde dette
Parti Flertal i Underhuset, men Elisabeth holdt
stærkt paa det bestaaende, og »den høje
Kommission«, en Slags kirkelig Højesteret, gik ofte
haardt frem mod de puritanske Præster.
IV. Fra 1603 til 1688.
Paa sit Dødsleje skal Elisabeth have
anerkendt Marie Stuart’s Søn Jakob VI af Skotland
som sin Efterfølger, og uden Modstand besteg
Jakob I Tronen (1603-25). De to Riger var
saaledes forenede, men foreløbig var det en ren
og skær Personalunion. Det eng. Parlament
vægrede sig ved at ophæve Toldgrænserne mod
Skotland, og kun med megen Møje opnaaede
Kongen at faa sine skotske Undersaatter
naturaliserede. Baade Katolikker og Puritanere
havde ventet at finde Jakob I gunstig stemt for
Ændringer i de bestaaende Kirkeforhold, men begge
Partier skuffedes. Han var en varm Beundrer
af den anglikanske Kirke, hvis System
stemmede saa godt overens med hans enevældige
Tilbøjeligheder, og de Præster, der ikke i eet og
alt rettede sig efter The Common Prayer Book,
afskedigedes uden Naade. Katolikkerne
indrømmede han enkelte Begunstigelser, men da disse
snart toges tilbage, stiftedes der en
Sammensværgelse med det Formaal for Øje at sprænge
Kongen og Parlamentet i Luften og overgive
Regeringen til den unge Prinsesse Elisabeth,
der skulde opdrages som Katolik. Dagen før
Udførelsen opdagedes dog
»Krudtsammensværgelsen« (1605), og Deltagerne henrettedes. Jakob
var p. Gr. a. sin ødsle Hofholdning i stadig
Pengeforlegenhed, og da Parlamentet nægtede
ham ny Skatter, søgte han ad anden Vej at
forøge sine Indtægter. Særlig Misfornøjelse vakte
det, da de forhadte Monopoler paa ny dukkede
op, og Kansleren Bacon, den berømte Filosof,
der blev anklaget for at have taget mod
Bestikkelser og afsattes fra sit Embede, faldt som
et Offer for Parlamentets Uvillie mod Kongen.
Den egl. Aarsag til denne var, at Jakob havde
forladt den nationale Politik og sluttet Fred
med Spanien (1604), ja endog underhandlet om
et Ægteskab mellem en sp. Prinsesse og sin Søn
Prinsen af Wales, den senere Karl I. Sammen
med Buckingham, Kongens Yndling, drog denne
til Spanien for at hjemføre sin Brud, men mødte
saa mange Vanskeligheder, at han forbitret
forlod Landet og siden var en ivrig Talsmand for
en antispansk Politik. Der sluttedes nu Forbund
med Frankrig, som besegledes ved, at Karl
forlovedes med en fr. Prinsesse, og Parlamentet
bevilgede en Sum Penge til en Hjælpehær for
Jakob’s Svigersøn, Frederik af Pfalz,
Titulærkongen af Böhmen, hvis Lande efter Slaget paa
det hvide Bjerg var blevne besatte af de
kejserlige Tropper, og som E. hidtil kun havde
understøttet ved Mægling. 3/4 af Soldaterne
omkom dog i Holland, og inden en ny Hær kunde
blive sendt af Sted, døde Jakob. Den herskende
Misfornøjelse var ikke kommet til aabent
Udbrud, men den gode Forstaaelse mellem Konge
og Folk var brudt, og de idelige Sammenstød
med Parlamentet varslede om, hvad der vilde
komme. Tudorernes Regimente havde altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
