Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Musik - England. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Budbringer for en ny Vaartid, en Genfødelse af
den eng. Musiks Storhedstid. Det er Fremtiden
forbeholdt at vise, hvor vidt omkr. og hvor langt
frem denne nynationale Bevægelse vil føre.
(Litt.: J. Hawkins, A general history of
music, I-IV [London 1776]; Chs. Burney,
A general history of music, I-IV [London 1776-
89]; F. Chrysander, »G. F. Händel«
[Leipzig 1858]; C. F. Pohl, »Mozart und Haydn in
London« [Wien 1867]; Encyclopædia Britannica
{Art. »Music«]; Willibald Nagel,
»Geschichte der Musik in E.«, I [Strassburg 1894];
Henry Davey, History of English music
(London 1895]; English music 1604-1904
[London, Walter Scott Publ. Co. 1906]; Fr. W.
Galpin, Old English instruments of music [London
1910]; The Oxford history of music, I-VI [Oxford
1901-1905]).
A. H.
Teater.
Den dram. Kunst kan i E. som i de fleste
europ. Lande føres tilbage til 12. Aarh. Dens
første Beg. er her som andensteds
Gejstlighedens »Mysterier« ell. »Mirakler«; senere
udgaar fra Universiteterne og Skolerne de
beslægtede, men i deres Fabel mere verdslige
»Moraliteter«; begge disse Arter af Skuespil
optager efterhaanden i sig et komisk, stærkt
burlesk Element: i de første er det Djævelen, der
holdes grundig for Nar, i de andre er det
Lasten, der paa det kraftigste tugtes og aves.
Dette komiske Element traadte lidt efter lidt
selvstændigt frem i smaa Scener af
Folkelivet; disse, hvis Komik næsten altid slog over
i Plathed, er saaledes de første grove og højst
ufuldkomne Lystspil i E.’s Teaterhistorie. I 15.
Aarh. mødtes disse to indenlandske
Strømninger med en fremmed: sammen med andre
Hofmoder kom nemlig paa denne Tid fra Frankrig
til E. Smagen for de saakaldte »Mellemspil«, en
Art Skuespil, hvis Indhold i Reglen var hentet
fra Mytologien ell. i allegorisk Forklædning
forherligede datidige Begivenheder ell. Personer.
I disse løse og groft tilhugne Udkast laa
Spiren til en original dram. Digtning, og i Slutn.
af 16. Aarh. træffer vi da ogsaa baade det
første poetiske Drama og det første komiske
Skuespil; begge fremkom omtr. 1560. Det første,
Th. Norton’s og Lord Buckhurst’s
Tragedie »Gorboduc«, mere anviste end fulgte den
dram. Vej; de mange blodige og rædselsfulde
Begivenheder fortaltes, men fremstilledes ikke for
Tilskuernes Øjne, derimod fører det andet,
Biskop Still’s Komedie »Mutter Gurton’s Naal«,
selve Begivenhederne frem paa Scenen:
igennem 5 Akter fremstilles alle de
Viderværdigheder, den Omstændighed, at Mutter Gurton
har tabt den Naal, med hvilken hun bødede
paa sin Mands Søndagsbukser, afstedkommer
i Huset og i Nabolaget.
Den dram. Digtning skød nu frodig op;
medens der ved Hoffet blomstrede en særegen
Art raffineret og overlæsset Salonpoesi, hvis
gaadefulde Stil med alle dens anstrengte
Vendinger og Talefigurer John Lyly i sine
Euphues (1580) satte i fuldstændig System,
udviklede det eng. nationale Drama sig ude i Folkets
brede Lag; Forfatterne tog Stoffet til deres
Stykker enten fra Romaner og Noveller ell. fra den
virkelige Historie, og de hjalp sig over
forekommende Vanskeligheder ved at lade en Korus
træde frem og berette, hvad de ikke formaaede
at fremstille i dram. Form. Bl. denne Tids
Dramatikere kan nævnes Kyd, Peele, Lodge
og Greene; den betydeligste var
Christopher Marlowe (1563-93), der med
ubændig Hensynsløshed hobede den ene
Rædsel mere blodig end den anden sammen i sine
Skuespil og midt i al denne Gru blandede
burleske Løjer; han var den, der paa Scenen
indførte den rimløse femfodede Jambe i den højere
Stil.
Samtidig med Værkerne skød ogsaa
Fortolkerne op: det ene Skuespillerselskab dannedes
efter det andet, og de formerede sig saa stærkt,
at det blev nødvendigt ved Begunstigelser af
nogle at dæmme op for Tilvæksten. Grev
Leicester fik saaledes 10. Maj 1574 udvirket hos
Dronning Elisabeth et Privilegium for sit
Skuespillerselskab, hvorefter det havde Tilladelse til
at give Forestillinger alle Vegne i E.; Londons
Lordmayor forbød imidlertid Selskabet at
optræde i City, og paa Trods af hans Forbud
opførtes paa Grænsen af City tre faste Teatre,
de første i E. Faa Aar efter (1583) udvalgte
Dronning Elisabeth sig af de privilegerede
Skuespillerselskaber 12 Skuespillere, der fik Titlen
The Queens players. Skuespillernes Tal
forøgedes stadig saa stærkt, at Hjemlandet ikke kunde
brødføde dem, og fl. Bander drog derfor over
til Fastlandet (se engelske
Komedianter).
Da Jordbunden var saaledes forberedt,
fremstod William Shakespeare (1564-1616)
og skabte med sit gigantiske Geni en Række
udødelige Skuespil. Omtr. samtidig skrev Ben
Johnson (1574-1637) polemiske og satiriske
Lystspil for Teatret, de gjorde Lykke, og han
dannede ligefrem en Skole, der betragtedes som
en Slags Opposition mod Shakespeare; blandt
denne Skoles frugtbareste Forf. kan nævnes:
John Fletcher (1576-1625), Francis
Beaumont (1585-1615), Filip
Massinger (1585-1640), William Cartwright
(1611-43). Andre som William Rowley og
George Chapmann (1578-1655) søgte
efter ringe Evne at træde i Shakespeare’s
Fodspor. Just som Teatret saaledes stod i fuldt
Flor, knebledes det af den mørke Puritanisme:
allerede det lange Parlament forbød
1642 alt Komediespil, men Forbudet maatte atter
indskærpes 1647 og 1648, før Folket bøjede sig
og gav Afkald paa denne Fornøjelse; under
Cromwell var alle Teatre lukkede, dog forstod
den dristige Skuespiller William
Davenant at omgaa Forbudet ved nogle saakaldte
Moral representations.
Straks da Karl II 1660 besteg Tronen, udstedte
han to Privilegier til Skuespillerselskaber, det
ene til William Davenant, hvis Trup
spillede paa Lincolns-inn-fields Teatret, det
andet til Henry Killigrew, hvis Trup The
Kings servants optraadte paa
Drury-Lane-Teatret; af disse to Teatre bestaar det sidste endnu
som Nationalscene, medens det førstes
Privilegium er gaaet over til Covent-Garden-Teater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
