Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ypperlige, natursande og enkle Landskaber. Stor
Dygtighed udfoldede ogsaa Nasmyth og J. Crome
(1769-1821), en ihærdig og redelig, af
nederlandsk Kunst paavirket Forsker i sin Fødeegn,
Norwichs’ Natur, fulgt af dygtige Elever
(Norwich-Skolen), som Crome den Yngre, Ladbrooke
m. fl. Bonington (1801-28), der tillige var
Historiemaler, fik med sin straalende Kolorit, sit
fine Blik for Farvens Valører (fr. og venetianske
Egne) stor Indflydelse paa fr. Kunst. Dette
gælder i endnu højere Grad om Constable
(1776-1837), der i prægtige, farvefine og
stemningsfulde Landskaber skildrer sit Hjemlands
Natur og bliver Banebryderen for den fr.
paysage-intime (Barbison)-Landskabsskole. Sin mest
ejendommelige Repræsentant faar eng.
Landskabskunst dog i den alsidige, geniale
Turner (1775-1851), som med magisk Kraft
fremtryller Lyset, om hvis Poesi og
Stemningsrigdom hans Kunst kredser. Dygtige Sømalere var
Callcott og Stanfield. Dyrmaleriet havde
fremragende Dyrkere i Morland og den berømte E.
Landseer (1802-73), der i sin Stræben efter
Udtrykkets Intensitet dog ikke sjælden tillægger
Dyreverdenen et for menneskeligt Sjæleliv.
Som Modsætning til den her skildrede
Periodes Bestræbelser, i skarp Opposition til en
Leslie’s, en Maclise’s habile tekn. Sikkerhed
rejste der sig i E. ved 19. Aarh.’s Midte en af
Nutidens interessanteste kunsthistoriske
Bevægelser, den prærafaelitiske. Den havde sin
ejendommelige Forløber i den senere af
Prærafaelismen atter paavirkede Madox Brown, der
udstillede fra 1844, og fik frugtbare teoretiske
Impulser fra den geniale Kunstkritiker og
Filosof Ruskin (Modern painters [1843]). Ruskin
blev Retningens begejstrede Forfægter og
formede dens Program i lige saa genialt vækkende
som ensidig Fremstilling (Pre-Raphaelitism
[1851]). Selve det prærafaelitiske Brotherhood
stiftedes 1848 af Hunt, Rossetti og Millais, der
senere optog M. W. Rossetti, Billedhuggeren
Woolner, Stephens og Collinson i Broderskabet.
Som Navnet antyder, søgte man tilbage til den
før-rafaelitiske, Quattrocentisternes, Tidsalder,
der endnu bar Præget af et frisk, primitivt
Naturstudium, som formentes forplumret fra det
Tidspunkt, da Rafael ved sin Virksomhed i
Firenze sejrrig beherskede Kunsten. Maalet for
disse »transcendentale Naturalister« var et
uddybet Naturstudium, der med aldrig svigtende
Omhu og andagtsfuld Beskuen af Naturens
Fremtoninger gengav Enkelthederne: Blomster
og Blade med en Botanikers videnskabelige
Sikkerhed, Smykker med en Arkæologs
Interesserthed etc.; dertil en Enfold og Optagethed af
Emnet, der i grebet Stemning lod haant om
rutinemæssig Færdighed og effektfuld Teknik og
foretrak Forsøgets Stammen for tomme Fraser,
Fejl for udenadlært Sikkerhed; over for den
herskende Atelierkolorit med brune Asfalttoner
stillede den en mosaikagtig broget
Farvesammensætning med stærke, ubrudte Farver i fuldt
Dagslys, og, litterært anlagt som al eng. Kunst,
søgte den tilbage til gl. Nationaldigtes dunkle
Mystik ell. til en Wordsworth’s, en Coleridge’s
ell. Keats’ Stemningsfylde. De tre Stifteres
Værker rejste snart en Storm af Uvillie (saaledes
1850: Millais, »Christus hos Forældrene«, Hunt,
»Kristne Missionærer«, Rossetti, »Bebudelsen«,
heftig angrebet bl. a. af Dickens); men
Bevægelsen, der havde sit litterære Organ i det
kortlevende »Germ«, voksede sig snart op til
alm. Anerkendelse og formelig Mode. Med den
mest typiske og begejstrede Tilhænger Hunt’s
Rejse til Palæstina, med Rossetti’s Optagethed
af sit Digterkald og Millais’ Strømkæntring hen
imod et mere populært og mindre paradoksalt
Fremstillingssæt var i Slutn. af 1850’erne den
egl. Prærafaelismes Saga ude; men Bevægelsen
har dog været intensiv og national nok til at
give hele den flg. Tid, i alt Fald dens lødigste
Værker, sit bestemmende Præg. I lige Linie
nedstammer fra den Burne-Jones’ idealistiske
Kunst, der især i Botticelli har fundet et
adækvat Udtryk for sin Stemning; andre
Ny-Prærafaelitter er Stanhope, Strudwick, M.
Greiffenhagen, B. Shaw, Waterhouse, A. Bell, A.
Hughes, Holiday, Richmond, Marie
Sparlati-Stillmann, Rooke, delvis Crane og Paton. I
Watts har E. en genial Kunstner, hvis subtile
Tankemaleri, der ogsaa har draget Fordel af
Rafael’s Kunst, søger ind i Sjælelivets stille
Dybder; rent koloristisk udmærker hans Kunst
sig ved mere Harmoni end de fleste af hans
Landsmænds. En fremragende Repræsentant for
den akademisk-klassiske Retning er Leighton,
der indtil sin Død (1896) har udfoldet en
betydningsfuld Virksomhed som Præsident for
Londons Akademi, og hvis lærde,
reflekterende, smagfulde Kunst har suget Næring fra vidt
forsk. Retninger; til Klassicismen maa ogsaa
henregnes Poynter, Prinsep, A. Moore, med den
udprægede Sans for dekorativ Skønhed, og den
i Holland fødte Alma Tadema, hvis grundige
og fine Skildringer af antikt Kulturliv har
vundet europ. Berømmelse. En anden Udlænding,
den alsidige Herkomer, har ligeledes haft
betydelig Indflydelse paa eng. Kunst. Af dennes
øvrige Dyrkere i Nutiden skal her, og mere
eksempelvis, kun nævnes enkelte, idet man
desuden for Vandfarvekunsten, Englændernes
Speciale, henviser til Akvarelmaleri. I Genre-
og Historiefaget: Skotten E. Nicol, H. O’Neil,
Webster, Anekdotemaleren Calderon, den
fremragende F. Walker, Holl, Mason, M. Stone, J.
Gilbert, S. Lucas, Briton Riviere, Waterhouse,
Waterlow, Solomon etc.; i Portrætfaget (der
stadig er Englændernes Styrke) Ouless,
Holl. Luke Fildes, desuden de alt nævnte
Millais og Watts. Fra Edinburgh er udgaaet
dygtige Kolorister (L. Scott’s Skole):
Figurmalerne Fettes Douglas, Pettie og den berømte
Orchardson, der med Forkærlighed behandler
Napoleons-Tiden, Landskabsmalere som Mac
Whirter, Graham, Murray; Glasgow-Skolen -
the boys of the Glasgow - der i 1890’erne
gjorde Epoke Verden over, var Forkynderen af
Farvens Evangelium: J. Lavery, Guthrie,
Melville, Hornel, Walton, Paterson. De eng.
Landskabskunstnere bygger hovedsagelig videre paa
den fra Constable, Bonington, Crome og Turner
nedarvede Overlevering, ofte tilsat med
prærafaelitiske Elementer: Hook, Leader, Ch. Lewis
m. fl. Fremragende Sømalere er E. Hayes og
særlig H. Moore. Trods en rig Udviklings
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
