Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eng. i Skildring og Livsopfattelse. Chaucer
fremfører her et rigt Galeri af Skikkelser fra sin
Samtid, skildrede med Humor og overlegen
Forstaaelse, og indvæver i Fortællingerne mange
lystige Historier og gl. Sagn, ligesom han ogsaa
benytter Boccaccio’s Decameron; i det hele har
hans Bekendtskab med den ital. Litt. bidraget til
at udvide hans Synskreds og sat ham i Stand til
at indføre nyere, friere Former i eng. Digtning.
Af hans Samtidige kan nævnes John
Gower, den sidste Digter, der benytter det fr.
Sprog. Hans eng. Digt Confessio amantis er et
tungt, moraliserende Værk, hvor der er
indflettet en Mængde gl. Fabler.
III. Fra Chaucer til Elisabeth.
1400-1559.
15. Aarh., Rose-Krigenes Tid, er i E. meget
fattigt paa Litt., og hvad der findes, gaar mest
i Chaucer’s Fodspor uden at bringe noget nyt.
Af hans Efterlignere kan nævnes Thomas
Occleve, John Lydgate og Stephen
Hawes. Mere Bet. har dog Tidens skotske
Digtere; om de end er Efterlignere af Chaucer,
medbringer de dog noget originalt, der minder
om deres Nationalitet. En af de betydeligste af
dem er den ulykkelige James I, hvis The
King’s Quhair er en frisk og nydelig Skildring af
hans Kærligheds Historie. Fra Beg. af 16. Aarh.
kan nævnes William Dunbar, der i Digte
som The Thistle and the Rose endnu staar som
en Lærling af Chaucer, medens han i The Dance
of the Seven Deadley Sins viser sig som en
original og hvas Satiriker. Ogsaa de samtidige
Digtere Gawain Douglas og David
Lyndesay maa endnu siges for en Del at staa
under Chaucer’s Indflydelse. Gawain Douglas,
der er Skotlands første Humanist, oversatte
bl. a. Ovid’s Ars amandi, der indlededes med
4 naturbeskrivende Digte over de forsk.
Aarstider, der er en Slags Forløbere for Thomson’s
The Seasons. I Nordengland og Sydskotland
opstaar i den sidste Halvdel af Aarh. en ægte
Folkelitteratur i en Mængde Folkeviser, der
snart behandler de folkelige Helte som
Balladerne om Robin Hood, snart Grænsestridigheder
mellem E. og Skotland som den ypperlige Chevy
chase, ell. de behandler med folkelig Filosofi
Kærlighedsforholdet som The nut-brown-Maid.
Det er dog først i Beg. af 16. Aarh., da der
under Tudor’erne kommer Ro, og Middelalderens
Feudalsamfund begynder at vige Pladsen for en
opblomstrende Borgerstand, at Renaissancen
holder sit Indtog i eng. Digtning. Som en Digter,
der staar alene for sig uden Paavirkning fra
Chaucer, kan nævnes John Skelton, der i
sine Satirer benytter korte, hoppende Vers og
et bredt, folkeligt Sprog; hans bedste Satire er
rettet mod den mægtige Kardinal Wolsey, og
der er en djærv Uforfærdethed i den, der
sikkert har gjort den populær. 16. Aarh. er ikke
blot Renaissancens, men ogsaa Reformationens
Aarh., og her som andre Steder bliver
Bogtrykkerkunsten en Støtte for den. 1477 trykker
William Caxton den første Bog i E.; han
gav sig ogsaa af med litterært Arbejde,
interesserede sig for de gl. Versromaner og
bearbejdede fl. af dem, ligesom han ogsaa trykkede
Sir Thomas Malory’s Prosaroman Morte
d’Arthur, der var skrevet kort før og var en
Kompilation af mange forsk. Arthur-Legender. I
øvrigt træder det meste af Prosalitteraturen i
Reformationens Tjeneste ell. fremtræder som
Stridsskrifter i Kampen mellem den gl. og den
ny Religion, f. Eks. mellem Tyndale og Sir
Thomas More, der i sin History of the Reign of
Henry the Seventh frembringer et eng.
Prosaarbejde med moderne Præg.
Den Paavirkning fra den eng. Litt., som vi
fandt hos Chaucer, gør sig med endnu større
Styrke gældende i dette Tidsrums Poesi og
viser sig særlig hos to samtidige Digtere:
Henry Howard, Jarl af Surrey, og
Sir Thomas Wyat ell. Wiat. Surrey skrev
Sonetter i Petrarca’s Smag og indførte i sin
Overs. af en Del af Æneiden Blankverset i den
eng. Litt. Ogsaa Wiat skrev Sonetter, men
fortjener særlig at nævnes for sine hvasse Satirer.
1559 udkom første Udg. af det store allegoriske
Digt Mirrour for magistrates, en Række Digte
af forsk. Forf. om berømte og ulykkelige
Skikkelser af den eng. Historie; størst Interesse
deraf har det Digt, der indledede 2. Udg. 1563, The
induction, af Thomas Sackville, Lord
Buckhurst, et stateligt, melankolsk Digt,
der i sin Allegori foregriber Spenser.
Paa denne Tid træffer vi ogsaa først det egl.
Drama i E. Her som andre Steder opstaar
Dramaet under Kirkens Indflydelse, og vi har
allerede Efterretninger om kirkelige Skuespil fra
12. Aarh. Disse tidligste Skuespil er de
saakaldte Mysterier ell. miracle plays, der
behandler den bibelske Historie; de emanciperer
sig imidlertid snart fra Kirken og gaar over til
at blive en folkelig Forlystelse, og de Samlinger,
der er bevarede, har alle tilhørt
Haandværkslav og er blevne opførte af dem i forsk. Byer.
Af saadanne Samlinger kendes 4: York plays,
der indeholder 48 Skuespil, Towneley Mysteries,
30 Skuespil, Coventry Mysteries (42) og Chester
plays (25), som alle behandler hele den hellige
Historie fra Skabelsen til Dommedag. De
stammer fra Midten og Slutn. af 14. Aarh., men
holder sig langt ned i Tiden; endnu paa
Shakespeare’s Tid hører vi om Opførelser af
Mysterier. Allerede i 1. Halvdel af 15. Aarh. optræder
ved Siden af Mysterierne de saakaldte Moral
Plays ell. Moraliteter, allegoriske
Skuespil, hvor de optrædende Personer var
personificerede Dyder og Laster, saa at Skuespillet blev
en Moralprædiken i dram. Form. Overgangen
til det egl. Drama opstaar, naar hist. Personer,
der er berømte for en Dyd ell. en Last, indføres
i St f. en Allegori, f. Eks. Aristides som et
allegorisk Dække for Retfærdigheden. Denne
Blanding af Allegori og Historie er særlig
fremtrædende i Chronicle Plays, dramatiserede Afsnit
af Historien, af hvilke det vigtigste er Biskop
Bales’ endnu halvtallegoriske Kyng John. Ogsaa
for Satiren egnede disse Moral Plays sig, og
Arbejder som Skelton’s Magnificence eller
Lyndesay’s Satire of the three estates
sætter sig ved deres Satire i direkte Forhold til
Tiden. Allerede i Mysterierne og hyppigere i
Moraliteterne finder vi lystige Scener, der skal
bøde paa Stoffets Tørhed. Lystigheden her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
