Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Engedi (hebr.: »Gedekilden«), nu ain djidi, midt paa det Døde Havs Vestkyst - Engekali, se Skjaller. - Engeknap, se Djævelsbid. - Engel, dansk Mandsnavn, opstaaet af Ingjald; nu forældet; haves bl. a. i Stednavne - Engelsholm, Engelstrup. - Engel ell. Esterling, gl holl. Troyvægt - Engel, overmenneskelige Væsener, som staar i et særegent Forhold til Gud, men er hans højeste Magt undergivne - Engel, Ernst, tysk Statistiker, (1821-1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ret stor By, opkaldt efter en varm (27° C.),
kalkholdig Kilde, som fra gl Tid har gjort denne
Egn til en frugtbar Plet med fl. sjældne Planter
i den ellers saa øde Juda Ørken. Kilden
udspringer i Klipper, der falder ned mod det Døde
Hav i Terrasser, der i sin Tid var dækkede
med Haver. Gennem Klipperne ved E. fører
Vejen fra Jerusalem til Kerak i Moab. Ved E.
søgte David Tilflugt for Saul (1. Sam. 24). Nogle
Ruiner vidner om Stedets tidligere Bet.
J. P.
Engekall, se Skjaller.
Engeknap, se Djævelsbid.
Engel, dansk Mandsnavn, opstaaet af Ingjald;
nu forældet; haves bl. a. i Stednavne
Engelsholm, Engelstrup.
A. O.
Engel ell. Esterling, gl holl. Troyvægt,
- 1/320 Troypund = 32 As = 1,538 g.
Th. O.
Engel er en Betegnelse for overmenneskelige
Væsener, som staar i et særegent Forhold til
Gud, men er hans højeste Magt undergivne. En
Antagelse af saadanne Væsener har ligget nær
for en ældre, mere umiddelbar Naturanskuelse,
der var tilbøjelig til at opfatte særegne
Begivenheder som Indgreb af en højere
Aandeverden. Imellem de hedenske Religioner har den
persiske fornemmelig uddannet Engletroen;
sammen med seks høje Aander danner den
højeste Gud de syv, hellige Udødelige
(Amschaspands); og ved Siden heraf staar der
himmelske Typer for alle levende Væsener (Fravaschis),
der er til saavel før de enkelte Menneskers
Fødsel som efter deres Død, ligesom de under
deres Liv optræder som deres Skytsaander. Det
er sikkert ikke uden Paavirkning fra den pers.
Religion, at Englelæren i det Gamle Test.
har naaet sin Fuldendelse. Det er vanskeligt
at sige noget bestemt om den ældste israelitiske
Folkeforestilling, men saaledes som Engletroen
siden gør sig gældende, er det især to Sider,
som træder frem: E. betragtes dels som
ophøjede mægtige Væsener, dels som Guds
Tjenere og Sendebud. Det første Synspunkt
kommer frem i Betegnelsen af dem som Guds Børn,
Gen. 6, 1-3, Job 1, 6; 2, 1, ell. som Aander, der
tilsammen udgør Himlens Hær, 1. Kong. 22, 19 ff.,
og hvis Aabenbarede sker gennem Ildens
Element, 2. Kong. 2, 11; 6, 17; ligeledes naar E.
stilles sammen med Stjernerne, der da opfattes
som en Slags levende Væsener, Job 38, 7. Det
andet Synspunkt kommer frem i Forestillingen
om E. som dem, der udfører Guds mangfoldige
Raad over for Menneskene, enten dette nu er
som Hjælp ell. som Straf; det er som Organer
for Guds Forsynsstyrelse, at de saaledes
optræder. Dette Synspunkt kommer stærkest frem
i Tanken om en »Herrens E.« i en særegen,
enestaaende Forstand ɔ: en saadan Aabenbarede
af Gud, hvor E.’s Tale og Fremtræden falder
sammen med selve Herrens Tale og
Fremtræden. Det er især i Israels ældre Historie, at
der tales om en saadan »Herrens E.«, Gen. 16,
7 ff., 21, 17; 31, 11; 13 jfr Jes. 63, 9 (»Herrens
Aasyns E.«), ved hvilken mange Teologer baade
i ældre og nyere Tid har tænkt paa en
Foraabenbarelse af den anden Person i
Treenigheden. Om nogen Klassificering af E. synes
der i øvrigt før Eksilet ikke at være Tale;
man kan i hvert Fald kun henvise til Seraferne,
Jes. 6, 2, thi Keruberne kan ikke opfattes som
E., men er symbolske Skikkelser, der fremstiller
Skabningens mægtigste Kræfter i deres
Underdanighed over for Gud. Derimod har den
eftereksilske Teologi med Forkærlighed dyrket
Englelæren; hos Daniel optræder E. ved Navn, som
Michael og Gabriel, og der træder en hel
Rangforordning frem med bestemte Folkeengle, Dan.
10, 13; den samme Tendens viser sig i Tobias’
Bog, i Henok’s Bog og i den senere Kabbala;
kun Sadducæerne forkastede Engletroen. I Ny
Test. er Engleforestillingerne fra det Gl. Test.
ligefrem gaaede over, uden at der dog kan siges
at foreligge nogen egl. Lære. Grundopfattelsen
er, at E. er Aabenbaringsbud, Hebr. 1, 14. De
opfattes dog mindre som stadige Tjenere for
Guds Forsynsvirken end som virksomme ved
Guds særlige Aabenbaring; de optræder
saaledes ved de store Vendepunkter i Jesu Liv.
Inden for Kirken er Englelæren aldrig traadt
i Forgrunden. Synoden i Nikæa 787 indrømmede
E. ligesom Helgenerne Paakaldelse, men ikke
Tilbedelse, og herved er den kat. Kirke blevet
staaende; de protestantiske Symboler udtaler
sig herimod, idet de lærer, at selv om E. vel
beder for os, tør vi ikke bede til dem om deres
Forbøn. Den historiske Kritik er blevet aabnet
af Balthazar Becker 1691 og er siden blevet
fortsat af Rationalismen; denne bestred dog ikke
saa meget Muligheden som mere Betydningen
af, at der var E. til. Senere Kritikere, som
navnlig D. Strauss, har ogsaa villet benægte
Muligheden af E.’s Tilværelse. Dette er dog
sikkert et Overgreb; for en teistisk Livsanskuelse
maa Muligheden af en Engleverden staa fast.
Det afgørende Spørgsmaal er om den religiøse
Bet. af den hele Forestilling, og her maa man
vistnok indskrænke sig til at sige, at nogen
væsentlig Bet. for det religiøse Liv kan
Engletroen ikke have, men at den dog kan
bidrage til at give den religiøse Anskuelse en
ejendommelig Fylde og Rigdom, hvilken det for
øvrigt maa være den enkelte overladt at tilegne
sig efter hans individuelle Fornødenhed. Hvad
Jesu og Apostlenes Forhold til
Engleforestillingen angaar, da har Schleiermacher maaske
truffet det rigtige ved at sige, at de paa dette
Punkt har optaget den givne Folkeforestilling,
uden for øvrigt at lægge nogen afgørende Vægt
paa den.
F. C. K.
Engel, Ernst, tysk Statistiker, f. 26. Marts
1821 i Dresden, d. 8. Decbr 1896, studerede
Bjergvidenskab og gjorde udstrakte Rejser, var
1850-58 Direktør for det nyoprettede sachsiske
statistiske Bureau i Dresden, grundlagde 1858
i sin Fødeby et i sin Art nyt
Hypotekforsikringsselskab. 1860-82 var han Direktør for det
preussiske statistiske Bureau i Berlin; da der
til dette fra 1862 knyttedes et statistisk
Seminarium, blev E. ogsaa her den initiativrige
Organisator og Leder. 1882 trak han sig tilbage
til Privatlivet. E. udgav en stor Mængde Afh.,
navnlig om Hypotekvæsen, Arbejder-,
Industrispørgsmaal, Kornhandel; mange af disse
Arbejder er offentliggjorte i de af ham grundlagte
og fortræffeligt redigerede »Zeitschrift des
Statistischen Bureaus des königlich sächsischen
Ministeriums des Innern« og »Zeitschrift des
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
