Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Encellerust (Uroniyces Link), Slægt af Rustsvampe med brune, tykvæggede, stilkede, encellede Hvilesporer - en chef (fr.), som Øverstbefalende - Enchondroma, se Brusksvulst. - Enchytræer, smaa hvidlige Orme, hørende til Slægten Enchylræus - Encina (ell. Enzina), Juan del (ell. de la), sp. Digter og Komponist, (1469?-1529?) - Encke, Erdmann, tysk Billedhugger, (1843-1896) - Encke, Johann Franz, tysk Astronom, (1791-1865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
værtskiftende, baade med Sommer- og Vintersporer og
Skaalrust paa samme Plante, er f. Eks.
Vikkerust (U. Fabæ [Pers.]), der hyppig findes paa
Vikke- og Hestebønne; endvidere Bederust
(U. Betæ [Pers.]), der foraarsager en Del Skade
paa de dyrkede Varieteter af Bede. Hos nogle
Arter kender man kun Sommer- og Hvilesporer,
saaledes hos U. Rumicis (Schum.), som snylter
paa forsk. Arter af Skræppe, og U. Anthyllidis
(Grev.) paa Rundbælg. Andre Arter har kun
Hvilesporer, f. Eks. U. Ornithogali Lév. paa
Guldstjerne og U. Ficariæ (Schum.) paa
Vorterod.
F. K. R.
en chef [ã-’∫æf] (fr.), som Øverstbefalende;
General e. c., den General, der har den øverste
Ledelse. Redaktør e. c., ɔ: ledende
Redaktør.
Enchondroma [-kån-], se Brusksvulst.
Enchytræer [-ky-], smaa hvidlige Orme,
hørende til Slægten Enchytræus, som staar
Regnormene nær og ligesom disse holder til i
raadnende Plantestoffer. Da de let lader sig opklække i
Fangenskab og samtidig formerer sig meget
stærkt, benyttes de ofte som Foder for forsk.
Dyr, navnlig smaa Rovfisk, som holdes i
Akvarier.
R. H. S.
Encina [æn’þina] (ell. Enzina), Juan del
(ell. de la), sp. Digter og Komponist, f. vistn. 1469
ved Salamanca, d. vistn. 1529. Der er en sørgelig
Mangel paa sikre Dokumenter ang. E.’s Liv:
han synes at have været baade i Leon,
Salamanca og Rom; men omhyggelige, nyere
Arkivundersøgelser i disse Byer har intet kunnet
opdage om ham, der kan betragtes som
paalideligt, og i enkelte Tilfælde ved man, at
Aktstykker (Kirkebøger o. desl.) netop fra de Aar
er gaaede til Grunde, hvori E. efter al
Sandsynlighed vilde være nævnt. Vor væsentligste
Kilde er nogle Optegnelser af en Mand i
Salamanca fra Slutn. af 18. Aarh., efter
Dokumenter i Domkirkens Arkiv, hvilke siden ikke
har været at finde i Originalen. De gaar ud
paa, at E. studerede i Salamanca, at han 1493
var i Madrid, i Tjeneste hos Hertugen af Alba
(Fader til den berømte General), og der lagde
sig ivrig efter Musik; derefter kom han til Rom
og blev pavelig Kapelmester (snarere dog kun
Sanger); 1502 var han der endnu og fik af
Paven et Præbende ved Domkirken i Salamanca;
siden fik han et andet gejstligt Embede i
Malaga, men var ofte paa Rejser derfra, navnlig til
Rom; 1519 gjorde han en Rejse til Jerusalem
med Markis’en af Tarifa, s. A. blev han Prior
ved Domkirken i Leon, og han levede sine
sidste Dage for største Delen i denne By. - Af
E.’s Digterværker er ikke faa blevne bevarede
til vor Tid, nemlig en Del lyriske Digte, en
poetisk Beskrivelse af Rejsen til det hellige Land
(Tribagia, 1521) og et Antal dram. Arbejder.
Ved disse sidste er det især, at E. indtager en
fremragende Plads i den sp. Litt.’s Historie, og
man har fra gl Tid betegnet ham som »det
sp. Nationaldramas Fader«, dog med Urette,
thi han var ingenlunde den første ell. dengang
eneste Dramatiker, ikke engang som Forf. af
verdslige Stykker. E.’s Skuespil er korte og til
Dels af religiøst Præg, fl. direkte knyttede til
Julefesten; de bærer Benævnelser som Auto,
Representación, men de fleste hedder Egloga,
og Personerne er mest Hyrder, ɔ: ikke vergilske
Pastores, men spanske Bønder, som taler
Sayago-Dialekten og synger Folkeviser for det
nyfødte Jesusbarn. Trods deres Jævnhed er disse
tolv Smaastykker kønne, friske og tiltalende. De
spilledes i de fornemme Huse, navnlig i
Hertugen af Alba’s Palads. En større Egloga,
Plácida y Vitoriano, udgaves 1514; det er egl. en
hel verdslig Komedie, og den forbødes siden af
Inkvisitionen, særlig vel p. Gr. a. dens dristige
Sammenblanding af Hedensk og Kristeligt. Man
antog den længe for tabt, men et Eksemplar af
den eneste Udgave lykkedes det Bogvennen
Salvá at opdrive midt i 19. Aarh.; og senere
fandtes endda et lgn. Stykke, Christino y Febea.
Af E.’s Digterværker udkom i hans Levetid
samlede, men ikke fuldstændige Udgaver, den
første i Salamanca 1496. Den af det spanske
Akademi besørgede Udgave (Teatro completo
de Juan del E., Madrid 1893) indbefatter ogsaa
de to nylig genfundne Stykker og er forsynet
med Indledninger af Manuel Cañete og F. A.
Barbieri. - I Egenskab af Musiker havde man
i meget lang Tid intet kendt til E.; men her
har en gunstig Skæbne raadet, idet der 1870 i
Statsbiblioteket i Madrid fandtes en Nodebog fra
16. Aarh., hvori bl. a. 68 verdslige flerstemmige
Kompositioner af E. med Tekst af ham selv.
Det hele Haandskrift udgaves af Barbieri
(Madrid 1890), og man kan da nu anerkende E.’s
betydelige Talent som Komponist med folkeligt
Præg og ikke ringe Sans for indsmigrende
Velklang. - (Litt.: M. Menéndezy Pelayo,
større Afh. i Antologia de poetas liricos, VII;
E. Cotarelo, ligeledes i Estudios de Historia
literaria [Madrid 1901]; R. Mitjana, Sobre J.
del E. [Malaga 1895]; E. Diaz Jiménez y
Molleda, J. del E. en Léon [Madrid 1909]).
E. G.
Encke [’æŋkə], Erdmann, tysk
Billedhugger, f. 26. Jan. 1843 i Berlin, d. 7. Juli 1896
ved Potsdam. Uddannet under A. Wolff
fortsatte han de Rauch’ske Traditioner (Grupperne
»En Germaner i Kamp med to Gallere« og
»Odysseus tager Afsked med Penelope«),
medens han dog efterhaanden stilede mod stærkere
Karakteristik og Detailgennemførelse. Fra hans
Atelier er udgaaet: Mindesmærket for Jahn (1872
Berlin), Bronzestatuen af Kurfyrst Frederik I
(Berlins Raadhus), den i Tyskland meget
skattede Marmorstatue af Dronning Louise i
Thiergarten (1880) og et Par kolossale Bronzestatuer
til Berlins Tøjhus; fra den seneste Tid:
Reformationsmindesmærket for Joachim II i Spandau,
Bronzegruppen »Kurfyrstinde Elisabeth
underviser sin Søn i Religion« (Berlins Nationalgaleri)
og Kejser Vilhelm I’s og Kejserinde Augusta’s
Sarkofager i Charlottenburg (1888-94).
A. Hk.
Encke [’æŋkə], Johann Franz, tysk
Astronom, f. 23 Septbr 1791 i Hamburg, d. 26.
Aug. 1865 i Spandau, studerede Astronomi i
Göttingen hos Gauss, ansattes 1816 som Assistent
paa Seeberg-Observatoriet ved Gotha, blev det
flg. Aar interimistisk Direktør og 1822
Observatoriets virkelige Direktør. 1825 blev E.
kaldet til Berlin som Akademiker, Sekretær
for den fys.-mat. Klasse ved Akademiet og
Direktør for Observatoriet, som blev bygget
under E.’s Opsigt og taget i Brug 1835; i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
