Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6) Antallet af Ioner i atmosfærisk Luft under normale Betingelser - 7) Luftens Ionisering. Den uselvstændige elektriske Strøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gange mindre end de alm. Ioners — bidrager
de meget lidt til Luftens Ledningsevne, til Trods
for, at de er c. 50 Gange saa talrige som disse.
Langevin-Ionerne er ikke medregnede i det ovf.
angivne Ionantal pr cm3.
- At alm., neutrale Molekyler ikke modtager nogen
Ladning, selv om de berører ladede Legemer,
viser Forsøg med fordampende elektriserede
Vædsker tydeligt, idet Dampen fra saadanne er
fuldstændig uelektrisk.
7) Luftens Ionisering. Den
uselvstændige elektriske Strøm. Luftens
Ionindhold kan forøges ved at
gennemstraales af Røntgenstraaler, af de mest
kortbølgede ultraviolette Straaler (Bølgelængder
under c. 0,2 μ), af α-, β- og γ-Straalerne fra de
radioaktive Stoffer og af Katodestraaler. Hvorledes
Ioniseringen gaar for sig ved de forsk. Straaler, har man
faaet et Indblik i ved at benytte sig af
Taagedannelsen om Ionerne. Umiddelbart efter at den
ioniserende Straaling har virket, frembringer
man ved Ekspansion Draaber om Ionerne
og belyser samtidig disse saa intensivt, at
man er i Stand til at tage et
Øjebliksfotografi af dem. Ved α-Straalerne (Fig. 6) viser
der sig en tæt retlinet Taage, der markerer den
Bane, Straalen har gaaet. Da en α-Straale
danner c. 3000 Ionpar pr mm af sin Bane, kan de
enkelte Ioner ikke ses. α-Straalerne bestaar af
positivt ladede Heliumatomer, derimod bestaar
β-Straalerne og Katodestraalerne af de c. 7000 Gange
lettere Elektroner, der giver en langt mindre tæt
Ionisering. Fig. 7 gengiver et Stykke af en
β-Straales Bane. P. Gr. a. den meget mindre Masse
lider β-Straalerne meget større Afbøjninger ved
Sammenstødene med Luftmolekylerne end
α-Straalerne. γ-Straalerne, Røntgenstraalerne og de
ultraviolette Straaler er elektromagnetiske
Svingninger af meget kort Bølgelængde.
Ioniseringen er i hvert Fald for de to
første Straalearters Vedkommende for største
Delen en indirekte Virkning, idet Straalernes
primære Virkning er at ionisere relativt faa
Molekyler, men saaledes, at den Elektron, der
fraspaltes, faar en meget stor Hastighed, hvorved
den bliver i Stand til at ionisere et stort Antal
andre Molekyler ved Stød imod disse.
Ioniseringen bliver altsaa væsentligst som ved β-
og KatodeStraalerne. Paa Fig. 8, der giver et
Billede af Iontaagen ved et snævert Bundt
Røntgenstraaler, lægger man Mærke til de stødende
Elektroners krumme Baner.
Hvor stærk en Ionisering disse forsk.
Straalearter frembringer, afhænger naturligvis af
deres Intensitet. En Ionisering, der giver en
Mætningsstrøm paa 10-11 Ampère pr cm3 Luft,
maa betegnes som ret stærk. Man har fundet,
at der med Tilnærmelse gælder den Lov, at
den Energi, som skal til for at frembringe et
Ionpar, er ens for alle Luftarter og
Straalearter og lig c. 5,5 X 10-11 Erg. Foruden
ved Straaling kan Luften ioniseres ved kemiske
Processer, som f. Eks. i Flammer. Af Ionernes
Bevægelighed i disse slutter man, at de
negative Ioner i Alm. er Elektroner, og de positive
Atomioner. Opvarmer man Luftarter, der som
 |
| Fig. 6. |
|
| Fig. 7. |
|
| Fig. 8. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
