Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eibe, Niels Julius, dansk sproglig Forf., (1803-1882) - Eibenschütz, Ilona, ungarsk Pianistinde, (1872- ) - Eibenstock, By i Kongeriget Sachsen, ligger i Erzgebirge - Eibeschütz, Simon Aron, dansk Handelsmand (1786-1856) - Eichendorff, Joseph von, Friherre, tysk Digter af den romantiske Skole, (1788-1857) - Eichens, Friedrich Eduard, tysk Kobberstikker og Raderer, (1804-1877) - Eichhoff, Frédéric Gustave, fr. Sprogforsker (1799-1875) - Eichhorn, Carl Friedrich, tysk Retslærd, (1781-1854)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
100 Timer«), der er blevne meget benyttede og
fl. Gange oplagte.
Eibenschütz [’a^ibən∫øts], Ilona, ungarsk
Pianistinde, f. 8. Maj 1872 i Budapest, hvor
hendes Fader var en yndet Sanger, blev Elev af
Hans Schmitt i Wien, optraadte allerede som
Barn offentlig i forsk. tyske Stæder, Paris,
Kjøbenhavn (1883), Kria og Sthlm og studerede
derefter 5-6 Aar hos Fru Clara Schumann i
Frankfurt a. M., hvorpaa hun som færdig
Kunstnerinde atter optog Koncertvirksomheden og
bl. a. gæstede Kbhvn 1892.
S. L.
Eibenstock [’a^ibən∫tåk], By i Kongeriget
Sachsen, ligger i Erzgebirge, 641 m o. H., ved
Jernbanen Aue-Adorf. E. har (1910) 9528 mest
luth. Indb. og en betydelig Industri i
Kniplinger og Broderier, Tobak og Kemikalier.
Derimod er Bjergværksdriften (Sølv og Tin)
ophørt.
G. Ht.
Eibeschütz [’a^ibəsjøts], Simon Aron,
dansk Handelsmand (1786-1856), erhvervede sig
en betydelig Formue, der hovedsagelig
anvendtes til at stifte Legater i forsk. velgørende
Øjemed samt til Fremme af kunstneriske og
videnskabelige Formaal.
Eichendorff [a^iKəndårf], Joseph von,
Friherre, tysk Digter af den romantiske Skole,
f. 10. Marts 1788 paa Slottet Lubowitz i
Oberschlesien, d. 26. Novbr 1857 i Neisse. E. blev
strengt kat. opdraget, besøgte det kat.
Gymnasium i Breslau, og studerede derefter Jura
paa Univ. i Halle og Heidelberg. Her kom han
til at staa Romantikere som Arnim, Brentano,
Görres og Creuzer nær og blev klar over sine
poetiske Anlæg. Han offentliggjorde nu sine
første Digte, blev grebet af Frihedsbevægelsen mod
det napoleonske Aag og traadte ind i Hæren som
Frivillig. Da Krigen var endt, giftede han sig,
blev Embedsmand, først Referendar ved
Regeringen i Breslau, senere »vortragender Rat«
i Kultusministeriet i Berlin, hvor han traadte i
nær Berøring med ledende litterære Kredse. I
sin Embedsvirksomhed blev han som streng
Katolik inddraget i Konflikt med sine Foresatte,
tog 1845 sin Afsked og førte i sine sidste Aar et
ret omflakkende Liv i Tyskland. E.’s Digte
(»Gedichte«, 1837), der er beaandede af ægte
romantisk Naturfølelse, har ikke mindst gennem
tyske Komponister vundet stor Popularitet, men
ogsaa hans Novelle, »Aus dem Leben eines
Taugenichts« har gjort hans Navn kært og
kendt i vide Kredse ved den Ynde og den
lyriske Inderlighed, der præger Skildringerne. E.
har fremdeles skrevet Romaner som »Ahnung
und Gegenwart« (1815), Novellen »Das
Marmorbild« (1826), Sørgespillene »Ezzelin von
Romano« (1828) og »Der letzte Held von
Marienburg« (1830). I sine senere Aar var han
optaget af Indgaaende litterære Studier. Han
oversatte en sp. Folkebog »Der Graf Lucanor« og
Calderon’s gejstlige Festspil, samt udgav en
Række litteraturhistoriske Værker, deriblandt
»Zur Geschichte des Dramas« (1854) og
»Geschichte der poetischen Litteratur
Deutschlands« (1857). Men det er gennem sin Lyrik, at
E. stadig har Bet., og at hans Navn er mere
end døde Bogstaver.
C. B-s.
Eichens [’a^ikəns], Friedrich Eduard,
tysk Kobberstikker og Raderer, f. i Berlin
1804, d. 1877 smst. E. fik en grundig
Uddannelse i Berlin, Paris og hos Toschi i Parma og
blev en af det moderne Tysklands betydeligste
Stikkere (1841 Medlem af Berlins Akademi). Til
hans kendteste Blade hører Rafael’s »Ezechiels
Syn« og Suiten: de Kaulbach’ske Vægbilleder i
Neu. Mus.; ogsaa mange dygtige Portrætstik.
A. Hk.
Eichhoff [æ’kåf], Frédéric Gustave,
fr. Sprogforsker (1799-1875), Søn af en
indvandret Hamburg-Købmand, studerede i Paris
og var Huslærer (i Tysk) hos Hertugen af
Orléans (Ludvig Filip); efter Julirevolutionen
blev han Dronningens Bibliotekar; 1842 fik han
ved Univ. i Lyon Lærerstolen i udenlandsk
Litt., 1855 Titel af Generalinspektør for levende
Sprog ved Univ. i Paris. Af hans Skr mærkes:
Études grecques sur Virgile (en Samling af alle
gr. Steder, som Vergil har efterlignet [3 Bd,
1825]); Parallèle des langues de l’Europe et de
l’Inde (1836; Tysk 1840); Histoire de la langue
et de la littérature des Slaves, considérées dans
leur origine indienne et leur état présent (1839);
Dictionnaire étymologique des racines
allemandes (sammen med Suckau, 1840; ny Udg. 1855);
Essai sur l’origine des Scythes et des Slaves
(1845); Poésie lyrique des Indiens (1852);
Légende indienne sur la vie future (1852); Études
sur Ninive, Persépolis, et la mythologie de
l’Edda (1855); Poésie héroïque des Indiens,
comparée à l’épopée grecque et romaine (1860);
Grammaire générale-indo-européenne (1867);
o. a.
(S. S.). D. A.
Eichhorn [’a^iKhårn], Carl Friedrich,
tysk Retslærd, nedenn. J. G. E.’s Søn, f. i Jena 20.
Novbr 1781, d. i Köln 4. Juli 1854, Dr. jur. 1801,
1803 Privatdocent i Göttingen, 1805 Prof. ord. i
Frankfurt a. d. O., 1811 i Berlin, deltog med
Tapperhed som Ritmester i Napoleonskrigene,
1817-29 Prof. ord. i Göttingen, privatiserede,
indtil han 1832-34 igen virkede som Prof. i
Berlin, Medlem af Overtribunalraadet,
Lovkommissionen og Statsraadet til 1847. E., »den
tyske Retshistories Fader«, en af de mest
sympatetiske Skikkelser bl. sit Fædrelands
Universitetslærere, hører til 19. Aarh.’s største
Forskernavne, Begrunderen af og Føreren for den
germanistiske Retning inden for den hist.
Retsskole, men uden Skolens Hang til Romantik
og Filosofi. En hist. Aand af ægtere
Karakter end Fortidens lyser i hans banebrydende
Værk »Deutsche Staats- und Rechtsgeschichte«
(I-IV 1808, 1812, 1819 og 1823, 5. Udg. 1843-
44), skrevet i Tysklands dybeste
Ydmygelsesperiode, hilst med Beundring af Savigny.
Støttet paa grundige Kildestudier har E. som
ingen før ham gennemarbejdet det mægtige
Stof; for den sammenlignende Retshistorie
savnede han Sans, men baade politisk og
videnskabelig har dette Skrift udøvet en
overvældende Indflydelse i den retshistoriske Videnskab,
ogsaa uden for Tysklands Grænser; i Danmark
tjente det f. Eks. J. L. A.
Kolderup-Rosenvinge’s »Retshistorie« som nærmeste Forbillede.
Til Retshistorien med de deri indeholdte
Principper sluttede sig E.’s »Einleitung in das
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
