Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Egenbevægelse, Stjerners
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortsatte disse Undersøgelser, der senere har
fundet mange Dyrkere, f. Eks. Argelander og
Auwers, saa man nu kender omtr. 7000
Stjerner med E.; Hovedmassen af disse ligger paa
den nordlige Himmel, da den sydlige først fra
1850’erne er blevet grundig efterforsket. Boss’
Katalog paa over 6000 Stjerner er for
Øjeblikket den righoldigste Fortegnelse over Stjerner
med E. Den største E. har man fundet hos en
Stjerne i Ophiuchus; den flytter sig mere
end Solens Radius i 100 Aar. E. forekommer
hyppigst hos Dobbeltstjerner, hvor en fælles E.
tyder paa, at de er fysisk forbundne. I den
senere Tid har man fundet, at der gives
Stjernegrupper, hvor de enkelte Stjerner har samme
E., men forsk. fra de øvrige omkringliggende
Stjerner; de skal altsaa danne et fysisk
forbundet System. Det mest paafaldende Eksempel har
man i Tyren i Hyadegruppen, og den har en
Fart relativ til Solen af 46 km pr Sek. En
saadan fælles E., som Proctor kalder »Star drift«,
har 5 af de 7 Stjerner i Karlsvognen (se Fig.),
og til dette Stjernesystem hører en hel Del
fjerntstaaende Stjerner som Gemma og Sirius.
Hastigheden er relativ til Solen 18 km i Sek.
Afstanden af de 5 Stjerner i Karlsvognen er 70
Lysaar. En anden Strøm - 61 Cygnistrømmen
- har en Fart af 80 km. Om den uregelmæssige
E. hos Sirius og Procyon, se
Dobbeltstjerner.
Den ovf. omtalte E. er ikke Stjernens
virkelige Bevægelse (SS’) i Verdensrummet,
men kun dens ene Komponent (SS’’) ell. dens
Projektion paa Himlen lodret den Retning (SS’’’),
hvori vi ser Stjernen. Den anden Komponent
SS’’’ kan bestemmes ved Spektroskopet (se
Doppler Effekt), der giver denne i
lineart Maal (Kilometer), medens man uden
Kendskab til Stjernernes Parallakse faar SS’’
kun i Buemaal.
Ved Hjælp af Stjernernes E., saavel den
laterale (SS’’) som den radiale (SS’’’) har man
udledet Solens E. og bestemt det Punkt, hvorimod
den bevæger sig, Solsystemets Apex,
idet man med Bradley er gaaet ud fra, at den
ved Observation fundne E. er sammensat af
Stjernens Bevægelse (motus peculiaris) og
Solens (motus parallacticus), ligesom det jo er
indlysende, at Stjerner i den Egn, hvorimod Solen
gaar, maa synes at rykke fra hverandre, i den
diametralt modsatte (Antiapex) at nærme
sig hverandre. Herschel var den første, som
foretog Beregninger med Benyttelse af den
laterale Bevægelse, og han er blevet efterfulgt af
fl., som Argelander, Newcomb, som hensætter
Solens Apex til Lyren c. 4° fra Vega. De
radiale Hastigheder har bl. a. Campbell benyttet
og genfinder nogenlunde det samme Punkt og
Solens Hastighed til 20 km.
Men de hovedsagelig af den laterale
Bevægelse udledede Værdier for Solens Apex afviger
nok saa betydelig fra hverandre. Kapteyn
mener, at Grunden er den, at den
Fundamentalhypotese, som man har lagt til Grund, nemlig at
Stjernernes motus peculiares i Gennemsnit, naar
man benytter et stort Antal Stjerner, skulde
hæve hverandre, ikke holder Stik. Thi var disse
Bevægelser regelløse, maatte Stjernerne bevæge
sig kun i een Retning, nemlig mod Solens
Antiapex. Nu fandt imidlertid Kapteyn, at der gives
to Punkter paa Himlen, hvorimod Stjernerne
i det store og hele tilsyneladende bevæger sig,
og disse to Punkter kaldte han: apparente
vertices. Stjernerne maatte m. a. O. bevæge sig i to
Strømme; dette Resultat blev uafhængig
bekræftet af andre, som benyttede et Materiale
forsk. fra det, som Kapteyn havde haft til sin
Raadighed; nøjagtigst er dette Problem
undetsøgt af Eddington, der imidlertid havde
udelukket Heliumstjernerne som ikke tilhørende
nogen af de to Strømme, da de hovedsagelig
bevæger sig mod Solens Antiapex. Deres
Bevægelse skulde altsaa være af parallaktisk Natur,
m. a. O. fremkaldt af Solens Bevægelse, og efter
Halm tilhøre en tredie Strøm, som han kaldte
Driftstrøm 0, medens de to
andre fik Navnet Driftstrøm I og
II. 43 % af de undersøgte
Stjerner skulde tilhøre Strøm 0,
medens 32 % og 25 % skulde
komme ind under henh. Strøm
I og II. Korrigerer man
Stjernernes Driftsbevægelse for
Solens Bevægelse, skulde man faa
den virkelige lovmæsige
Bevægelse. Gør man dette,
finder man, at det sande Vertex for
den ene Strøm ligger i Mælkevejen meget nær
Stjernen ξ Orionis, medens det sande Vertex af
den anden Strøm ligger diametralt modsat. Disse
to Strømme er ikke skilte fra hinanden i
Rummet, men gaar hver sin modsatte Vej forbi
hinanden. Til første Strøm hører bl. a. Altair og
Vega, til den anden Sirius og Arkturus. Solen
hører til den anden Strøm.
Lige over for Kapteyn’s Antagelse om to
Strømme har Schwarzschild fremstillet en
anden Teori, hvorefter hele Stjernesystemet bliver
at betragte som en Enhed, hvorfor hans
Anskuelse kaldes unitarisk. Schwarzschild gaar ud
fra, at der i vort Stjernesystem gives en Slags
»Heerstrasse«, som Stjernerne for største Delen
under deres Bevægelse holder sig til. Denne er
parallel med en Diameter af Mælkevejssystemet,
og den er rettet mod et i Mælkevejen liggende
Punkt af Himmelkuglen, som kaldes Vertex
oig falder sammen med Kapteyn’s sande
Vertex for den første Driftstrøm. Langs denne,
Heerstrasse er det altsaa, at Stjernerne
 |
Karlsvognen for 10000 Aar siden, i Nutiden, om 10000 Aar. |
|
Egenbevægelse. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
