Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eckersberg, Erling Carl Vilhelm, dansk Kobberstikker, (1808-1889) - Eckersberg, Johan Frederik, norsk Landskabsmaler, (1822-1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enkeltheder, en Respekt for Kendsgerningerne
og en Sikkerhed i Tolkningen af disse, der
næppe kan tænkes overtruffet. Ikke mindre
Evne til at karakterisere og til at forme lægger
E. for Dagen som Portrætmaler. Hans
Persongengivelse er oftest i al sin Fordringsløshed
forunderlig stærk og klar, og i mange af sine
Portrætter er han ogsaa i rent malerisk
Henseende naaet meget højt. Langt mindre strakte
hans Evner til, naar han optraadte som
Historie- ell. Genremaler. I de herhen hørende
Arbejder finder vi vel en helt igennem grundig
Redegørelse for Formen og ikke sjældent en
tiltalende Klarhed og Harmoni i Farven; ofte
fristes man over for dem til at citere: »slet intet
fattes, - kun det vigtigste« - Udslaget af
personlig Kærlighed til Emnet som saadant og
aandfuld Opfattelse. E. var en alt andet end
poetisk Natur, en i meget ringe Grad fantasifuld
Kunstner og kun udstyret med liden Sans for
dram. Skildring og talende Bevægelse; i hans
Figurkompositioner føles det stærkt, at hver
enkelt Skikkelse er kopieret efter den een Gang
for alle »stillede« Model, og at det hele er
samlet med Møje og Besvær, ikke fremgaaet af et
umiddelbart undfanget indre Syn; tilmed
mangler hans Figurer i Billederne som oftest levende
Udtryk og det Præg af interesseret Opfattelse,
der ene mægter at give dem Værd for
Beskueren; der er paa det her berørte Omraade over
hans Værker et massivt, haandværksmæssigt
Præg, en gennemgaaende Mangel paa »Duft«.
Han er i det hele en Maler med skarpt udviklet
Syn for alt det ydre, det »fænomenale« i
Naturen, men uden Sans for dens Hemmeligheder.
Som Lærer har E. Bet. som ingen anden
Mester i den danske Kunst. Dette hænger sammen
med, at han stod saa højt i Egenskab af Tegner;
saavel til sig selv som til andre stillede han i
Henseende til Formgivning yderligt gaaende
Krav; han erhvervede sig en sjælden Sikkerhed
i Perspektiven og opnaaede saavel i Gengivelsen
af Planerne i et Landskab som af Modellen, af
den enkelte Planteform ell. den enkelte Bølge
den højeste Grad af Troværdighed. Han var,
ogsaa som Lærer, Realist i Ordets fulde Bet.;
intet maatte »laves«, for at »Skønhedens Love«
kunde fyldestgøres; alt skulde staa i Billedet,
netop som det fra Naturen afspejlede sig i den
rolig iagttagende Kunstners Øje. Med den ældre
akademiske Overlevering, der gik ud paa at
sætte en tillært og en Gang for alle godkendt
»Stil« i det personlig opfattede Naturbilledes
Sted, brød han med en Energi, der ofte fik
Karakter af Trods, i enkelte Tilfælde endog af
Brutalitet; hos sine Lærlinge og Efterfølgere
vakte han en Ærbødighed for Kendsgerningerne,
en Stræben efter ædruelig Opfattelse af Form og
Farve, hvis Frugter for Fremtidsudviklingen
vanskeligt lader sig værdsætte for højt. For
det solide, det ærlige, der nu præger den
danske Malerkunst i dens bedste Frembringelser,
skyldes der E. Tak.
Om hans Levnedsløb er der for øvrigt kun
lidet at meddele. Han blev Enkemand 1827 og
giftede sig Aaret derpaa med sin anden
Hustrus Søster, der døde 1840; en Søn af ham
blev Kobberstikker, en anden Arkitekt. Prof.
ved Akademiet, hvis Direktør han var 1827-29,
vedblev han at være, til han bortreves af
Koleraen, men i sine sidste Aar kunde han ikke
male; hans Øjne slog ham fejl. Af udmærkede
Lærlinge efterlod han, »den danske Malerkunsts
Fader«, en Mængde, saa godt som alle de
dygtige danske Mestere fra 19. Aarh.’s første
Halvdel, Mænd som Købke, Bendz, Constantin
Hansen, Küchler, Adam Müller, Roed og Marstrand.
Smlg. Afsnittet »Kunst« i Danmark. (Litt.:
Ph. Weilbach, »Maleren E.« [Kbhvn 1872];
Emil Hannover, »Maleren C. W. E., en
Studie i dansk Kunsthistorie« [Kbhvn 1898]).
S. M.
Eckersberg, Erling Carl Vilhelm,
Søn af ovenn. C. W. E., dansk Kobberstikker, f.
i Kbhvn 15. Septbr 1808, d. smst. 27. Novbr 1889.
Sin første Uddannelse fik han hos en tarvelig
Kobberstikker O. O. Bagge og paa
Kunstakademiet, hvis Medailler han alle vandt; store
Guldmedaille for et Stik efter Peter Kristus’ lille
Alterfløj paa Kunstmuseet. Hermed fulgte et
3 Aars Stipendium, med hvilket han studerede
først i Paris, derpaa i Italien, særlig i Parma,
hvor han arbejdede under Toschi og stak
adskilligt, bl. a. efter Correggio. Af de omtr. 50
Rlade, han har udført, har kun enkelte været
udstillede paa Charlottenborg; de bedst kendte
er »Fiskere fra Hornbæk« efter Faderens Maleri
og »Den hellige Catharina« efter Luini. Intet
af hans Arbejder har synderlig Værd, om man
end kan anerkende den Tegnedygtighed og
manuelle Sikkerhed, hvorom de vidner; om
deres Forbilleders Lysforhold og om
Ophavsmændenes Malemaade giver de kun ringe
Forestilling. I en Række af Aar var han
Kobberstikker ved Nationalbanken, men maatte 1871
opgive denne Stilling p. Gr. a. Øjensvækkelse.
S. M.
Eckersberg, Johan Frederik, norsk
Landskabsmaler, f. i Drammen 16. Juni 1822,
d. i Sandviken ved Kria 13. Juli 1870. Han
skulde egl. gaa Handelsvejen og blev derfor
sendt til Edam i Holland for at uddanne sig.
Imidlertid vakte den gl. holl. Malerkunst, som
han lærte at kende ved et Besøg i Amsterdam,
hans Lyst til at blive Maler. Efter sin
Hjemkomst 1841 var han en Tid ansat i en
Agenturforretning, men brød saa overtvært og begyndte
mod sin Faders Villie at tage Undervisning ved
Tegneskolen i Kria som Flintoes Elev. 1846 var
han paa en Studierejse i Norge med Gude og
Cappelen og drog s. A. med Stipendium til
Düsseldorf, hvor han arbejdede under J. W.
Schirmer, men væsentlig paavirkedes af Gude.
Allerede 1848 vendte han tilbage til Kria, og
her opholdt han sig senere med et Par
Afbrydelser, idet han 1852-54 besøgte Madeira
for sit Helbreds Skyld og 1854 igen Düsseldorf.
1859 oprettede han en Malerskole i Kria, som
han drev til sin Død; den blev senere fortsat
af Morten Müller og Knud Bergslien. Som den
eneste Maler af nogen Bet., der paa den Tid var
bosat hjemme i Norge, og især ved sin
Virksomhed som Lærer, fik han overordentlig stor
Bet. for norsk Kunstliv. Den redelige,
ligefremme Naturalisme, der præger hans Kunst i
Modsætning til de andre Düsseldorferes, har i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
