Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døhler, Theodor, italiensk Klaverspiller (1814-56) - Døjt, se Deut. - Døl betyder i Norge en Dalbo, enkelte Steder ogsaa en lille Dal - Dølehesten, ogsaa kaldet Gudbrandsdølen ell. Østlandshesten - Dølen, Navnet paa et af den norske Digter og Publicist A. O. Vinje 1858-1870 udg. Ugeblad (»vikublad«) - Dølgsmaal, se Barnefødsel i Dølgsmaal. - Dølle, Rør af Metal, der som et Hylster omfatter en anden Genstand - Döllen, Johann Heinrich Wilhelm, russ. Astronom, (1820-1897) - Döllinger, Johann Joseph Ignaz, tysk Kirkehistoriker og katolsk Teolog, (1799-1890)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Døhler, Theodor, italiensk Klaverspiller
(1814-56), studerede under Benedict i Neapel
og drog derefter til Wien, hvor Sechter og
Czerny blev hans Lærere. D. blev hurtig en
meget færdig og elegant Klaverspiller, og efter
at have gjort Lykke i Wien tilbragte han en
Række Aar (indtil 1845) paa udstrakte
Koncertrejser, der bl. a. ogsaa førte ham til de
nordiske Riger. Efter at have opgivet Koncertlivet
beskæftigede D. sig med Komposition.
W. B.
Døjt, se Deut.
Døl betyder i Norge en Dalbo, enkelte Steder
ogsaa en lille Dal; oldn. dæll, Dalbo. Naar
D. ogsaa bruges om en taabelig, klodset og sen
Person, med Hunkøn Døle, saa foreligger her
opr. et helt andet Ord; medens det første D.
hører sammen med »Dal«, er det sidste
beslægtet med tysk toll, got. dwals, taabelig; Oldnorsk
dælskr, taabelig, er en Afledning af samme
Art som de ensbetydende gammeltyske tulisc og
svensk dolsk.
H. F.
Dølehesten, ogsaa kaldet
Gudbrandsdølen ell. Østlandshesten (i
Modsætning til Fjordhesten ell.
Vestlandshesten) er den største af de to norske
Heste-Racer og maa betegnes som en let Trækhest.
G. S.
Dølen, Navnet paa et af den norske Digter
og Publicist A. O. Vinje 1858-1870 med
adskillige Afbrydelser udg. Ugeblad (»vikublad«) paa
Landsmaalet, derefter i Folkemunde overf. paa
Forf. selv. Bladets første Nr. udkom 12. Oktbr
1858; af dets 8 Aargange har kun de tre 52 Nr.,
idet Udgiveren, der skrev det meste af Bladet
selv, undertiden tog sig en Ferie ell. manglede
de nødvendige Midler til at befordre sit Organ
i Trykken. Indholdet af denne ejendommelige
Avis afspejler Vinje’s Personlighed som
Sproglaver, Politiker og Digter i alle dens skiftende
Udtryk. I Beg. var Sprogformen en Mellemting
mellem dansk og norsk, efterhaanden blev den
stadig mere normaliseret efter den Ivar
Aasenske Opskrift for Landsmaalets Udvikling, men
dog stadig vaklende. Mange af Vinje’s Digte
saa først Lyset i D. Som litteraturhistorisk og
maalhistorisk Kildeskrift er Bladet uvurderligt,
men selvfølgelig hører det til de bibliografiske
Sjældenheder. Et righoldigt Udvalg af dets
Indhold er derfor optaget i A. O. Vinje’s »Skr
i samling«, Bd I-II (1916-17).
K. V. H.
Dølgsmaal, se Barnefødsel i
Dølgsmaal.
Dølle, Rør af Metal, der som et Hylster
omfatter en anden Genstand. Bajonetter af
ældre Form har en D., der omslutter
Geværpibens Forende, hvorfor de kaldes
Døllebajonetter i Modsætning til de nu alm. brugte Kaarde-,
Sabel- og Knivbajonetter. D. danner en
Modsætning til Bøsning.
C. Q.
Döllen [’de£æn], Johann Heinrich
Wilhelm, russ. Astronom, f. 25. Apr. 1820 i Mitau,
d. 16. Febr 1897 i Dorpat, ansattes 1839 ved
Dorpats Observatorium og overflyttedes 1844 til
Pulkova, hvor han 1847-90 havde Stilling af
»ældre Astronom«. 1863 overdroges ham
Ledelsen af det i Forbindelse med Pulkovas
Observatorium staaende Institut til Uddannelse af
Geodæter. I Dorpat og Pulkova arbejdede D.
hovedsagelig med Meridiancirklen. Af hans
øvrige Arbejder fremhæves »Die Zeitbestimmung
vermittelst des tragbaren
Durchgangsinstrumentes im Vertikale des Polarsterns« (1862 og
1874) og de dertil hørende
»Zeitstern-Ephemeriden« (1886 ff.), »Aufruf zur Umgestaltung der
nautischen Astronomie« (1893), Tabulæ
Dorpatenses (1897). D. har henledet den astronomiske
Verdens Opmærksomhed paa de totale
Haaneformørkelser for at bestemme Maanens
Parallakse og Diameter (se Maanen).
Venus-Passagen 1874 iagttog D. i Ægypten.
J. Fr. S.
Döllinger, Johann Joseph Ignaz,
tysk Kirkehistoriker og katolsk Teolog, f. 28.
Febr 1799 i Bamberg, d. 10. Jan. 1890 i München.
D. blev efter nogle Aars Præstevirksomhed Prof.
i Kirkehistorie og Kirkeret ved Univ. i
München 1826. Med Professoratet forbandt han
fra 1847 Provsteembedet ved St Cajetan, 1835
blev han Medlem af Videnskabernes Selskab i
München, hvis Præsident han var fra 1873, og
1868 Medlem af Rigsraadet; han var Medlem af den bayerske
Stænderforsamling og af
Nationalforsamlingen i Frankfurt. D.’s Liv falder i to
Hoveddele. I den første Del var han ultramontan,
og hans hist. Arbejder fra den Tid er tillige
med Johannes Janssen’s Grundlaget for den
moderne ultramontane hist. Opfattelse; herhen
hører saaledes hans »Die Reformation, ihre
innere Entwickelung und ihre Wirkungen« (I-III,
1846-48, 2. Opl. i 2 Bd 1851) og »Luther, eine
Skizze« (1851, overs. paa Dansk 1875). Efter en
Rejse til Rom 1857 skete et Omslag hos D.,
og 1870 stod han fuldt udviklet som
Ultramontanismens farligste Hodstander. Omslaget kom
først for en Dag i to Foredrag, som han 1861
holdt i Odeon i München, hvor han talte om
Muligheden af Ophævelsen af Pavens verdslige
Hagt, en Udtalelse, som havde til Følge, at den
pavelige Nuntius ostentativt forlod Salen. Men at
D. endnu var Roms lydige Søn og
Protestantismens erklærede Fjende, viste han i Skriftet
»Kirche und Kirchen, Papstthum und
Kirchenstaat« (1861). Længere borte fra
Ultramontanismen viste han sig i det Foredrag, han som
Præsident for en Forsamling af kat.
Videnskabsmænd holdt i München 1863 om »den katolske
Teologis Fortid og Nutid« og i sin Bog
»Papstfabeln des Mittelalters« (1863, 2. Opl. 1890). Den
pavelige Syllabus af 1864 og det i Luften
liggende Ufejlbarlighedsdogme underkastede han
tillige med sine Kolleger Friedrich og Huber
en Kritik i det under Pseudonymet Janus
udkommende Skrift »Der Papst und das Konzil«
 |
| J. J. I. Döllinger. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
