Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døden opfattes i Folketroen stadig som et personligt Væsen, der kommer at hente Mennesker til sit Følge - Døden i Kunsten (hertil 2 Tavler)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for den abstrakte »Død« valgt det mest personlige
Væsen i de ældre Dødsforestillinger.
A. O.
Døden i Kunsten (hertil 2 Tavler). Ved D.
i K. tænkes her særlig paa den kunstneriske
Udformning af selve Døden, Døden personificeret
som synlig Skikkelse. Hele det mægtige
Materiale gennem Tiderne af Gravmæler o. l., som
i Billedform viser Dødens Virkninger, som de
afspejler sig i Menneskelivet: Afskeden fra
Livet, Sorgen og Vemoden ved Adskillelsen, falder
saaledes uden for denne Art.’s Rammer; et Par
karakteristiske Prøver af denne Billedgruppe
skal dog til Oplysning gengives i medfølgende
Bilag (et attisk Gravrelief, Bartholomé’s
Monument aux Morts i Paris). M. H. t. D. i K. i
Dødedansbilleder henvises til Dødedans.
Medens der vel fra andre af Oldtidens
Folkeslag kan hentes spredte Billedtræk af D. i K.
- som f. Eks. Ægypternes Guddomme Anubis
og Horos, der følger Sjælen paa Rejsen til
Underverdenen og ved Dødedommen vaager over
Vejningen -, er det dog først i gr.-rom. Oldtid,
at Dødsguden karakteriseres skarpere efter sit
Væsen. Men den gr. Livsbetragtning havde et
overvejende lyst Skær, og D. i K. viser sig kun
sparsomt i vagt udformede og forskelligartede
Skikkelser. De gl. Dødsguder Harpyier, Sfinks
og Sirener ses smykke Gravene; vi hører om
Skæbnegudinden Moira, der ubøjelig standser
Livets Gang, og om de blodige Dødsdæmoner
Kererne. Paa Homer’s Tid fremstaar
Forestillingen om Thanatos, Døden, Nattens Søn og
Broder til Søvnen; han fremstilles snart som
skægget Mand med store Vinger, snart som
Genius, ung Mand med ell. uden Vinger og med
nedadvendt Fakkel; saaledes paa gr. Vaser og
den stærkt restaurerede Ildefonso-Gruppe. Paa
et Maleri af Polygnotos skal Forraadnelsens
Dæmon Eurynomos have været fremstillet. I
rom. Kultus optræder den kvindelige
Dødsgudinde, Dea Mors; rom. Digtere skildrer Døden
som vinget Skikkelse. Paa Etruskernes
Askeurner ser vi den hæslige Dødsguddom Charun
med Kølle. Senere antik Kunst afbilder ret ofte
Benrade - saaledes paa skaarne Stene, paa
Sølvbægeret fra Boscoreale, hvor navngivne
Digtere og Filosoffer gengives som Skeletter i
dødedanslignende Rundkreds m. v.; Antikkens
Knokkelmand maa sikkert gennemgaaende
opfattes som bestemt afdød Person, ikke som
Personifikation af Døden.
I den kristne Verden møder vi Forestillingen
om »Herrens Engel«; Biblens og den kristne
Litt.’s Omtale af Døden er spredtvis
billeddannende: Kristus træder Døden under Fødder,
Døden er Agerdyrkeren, der passer Livets Have
o. s. fr. I Johannes’ Aabenb. (6, 8) skildres den
bleggule Hest, »og den, som sad derpaa, hans
Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham«.
Nogle Kirkefædre taler om Dødsrigets 3
Vogtere, Dragen, Hades og Thanatos.
Men den første Kristendom indlod sig ikke
paa billedlig Fremstilling af Døden. I
Katakomberne træffer vi kun Dødssymboler.
Da Billeddannelsen begynder i Middelalderen,
vakler den mellem forsk. Udtryksformer. Ofte
- og langt ned gennem Tiderne - gøres Døden
og Djævelen til eet. I byzantinsk (derefter i
russ.) og ogsaa i Vestlandets Kunst gengives
Døden af og til i en Enhjørnings Skikkelse.
Man træffer ogsaa kentaurlignende Former.
Undtagelsesvis ser vi i den tidlige Middelalder
Døden afbildet som vinget kvindeligt Væsen,
sagtens en Mindelse om den ovf. nævnte rom.
Forestillingskreds. Men i den ældre Middelalders
sparsomme Billedsyslen med Døden er den
nøgne Yngling ell. Mandsskikkelse den
raadende Type. Til Tider med Le og brudt Lanse, og
ridende paa en Løve.
I Slutn. af 12. og Beg. af 13. Aarh. - omtr.
samtidig med Gotikkens Fremtræden i Frankrig
- skifter D. i K. Skikkelse. Frankrig synes
ogsaa her at have været det førende Land; herfra
breder Udviklingen sig til de andre Lande, blot
langsommere, saa at der her sejgere holdes fast
ved de ældre Udviklingsformer i Rækken. Dødens
muskuløse Skikkelse skrumper mer og mer
ind. Den bliver til Kadaver. Bløddelene forsvinder
mer og mer; Bugen slidses op, Indvolde
(Orme, Frøer o. a.) kommer frem, og den magre
Ligskikkelse bliver under mange Mellemformer
til Skelettet, gerne dog med Rester af Bløddele
og Senebaand og med Haardusk paa Baghovedet.
Men disse Udviklingsformer forløber dog
langtfra i skematisk-kronologisk Orden; de løber
længe jævnsides ell. brydes, indtil langt hen i
Tiden den fuldkomne Knokkelskikkelse, Benraden,
faar det ganske afgørende Overtag. -
Medens opr. Kadaveret ell. Skelettet betegnede
afdøde Mennesker (jfr ogsaa de talrige
Illustrationer til Fortællingen om de tre Levende og
de tre Døde), og denne Fremstillingsform længe
holder sig paa Gravstenene og for saa vidt falder
uden for nærværende Artikels Ramme, gjorde
man nu, omtr. fra 13. Aarh., Kadavermennesket
ell. Skelettet til en Personifikation af Døden.
Paa en lat. Missale fra 1323 (Biblioteket i Haag)
ses Døden ridende paa en Ko; han har Lanse
og en lille Kiste under Armen; en anden
Skeletfigur (med indskrumpet Overhud) har Bue og
Violin - Døden spiller saa at sige her op til
de nu begyndende Dødedanse.
I den senere Middelalder, efter den sorte Døds
Rædsler i Midten af 14. Aarh., fremstilles
Døden mer og mer som den gruopvækkende,
fjendtlige Magt, Jægersmanden, Krigeren med Bue og
Pil, Lemanden, gaaende ell. ridende paa en
mager Hest ell. Løve. Og med skærende Spot
og brudt Sind, men ogsaa med moraliserende
Fingerpeg, fremstilles nu Benraden (ell.
Dødningeskikkelsen) i Dødedansene som den til Løjer
oplagte Knokkelmand, der driver Gæk med
Menneskebørnene, mens Livslegen gaar bedst.
Ital. Kunst i Slutn. af Middelalderen bringer
nye Træk til D. i K. Den vingede Dødsskikkelse
bliver karakteristisk for ital. Kunst. Ved Siden
af den gængse og ogsaa i Italien hyppigste Type:
Mands-Kadaveret ell. Skelettet (Giotto’s vingede
Skelet i Underkirken i Assissi) kommer nu ogsaa
den vingede Kvindefigur frem som
Personifikation af Døden. Petrarca’s Trionfo della morte
faar megen Indflydelse paa Kunstens
Dødsskildringer; der fremkommer efterhaanden i
Italien o. a. Lande en Mængde Illustrationer til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
